Hvorfor er stress noget jeg selv skal finde ud af?

Der var mange der skulle kigge mig dybt i øjnene og spørge om jeg var ok. Rigtig mange. Om jeg kunne holde til det. Om jeg havde brug for hjælp. Til hvad? spurgte jeg. Jeg havde jo styr på det. Selvom alt ramlede om ørerne på mig.

Hjemme var der en langtidssygemelding og et dødsfald i familien. På jobbet var der kaos omkring eleverne og jeg fik konstateret astma efter at jeg pludselig ikke kunne få vejret, når jeg cyklede på arbejde. Jeg var i orkanens øje og holdt fast med det yderste af neglene, men nejnej, jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg havde styr på det. Lige indtil jeg ikke havde styr på det længere.

Da jeg sygemeldte mig var jeg så ked af det. Jeg var ked af ikke at kunne slå til. At jeg ikke kunne løse min opgave. At jeg var en kæmpe fiasko. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre og jeg manglede en der kunne guide mig. Det var der bare ikke. Stress er der ingen opskrift på. Der er ingen procedure og der er ingen tjekliste. Jeg havde sådan brug for en tjekliste. Eller en der sagde: Nu går du hjem og du kommer ikke igen før du har set alle hundevideoer på youtube. Men det var der ingen der sagde. Jeg skulle til samtale for at finde ud hvornår jeg kunne komme tilbage. Hvor mange timer jeg kunne holde til. Hvilke opgaver jeg magtede. Og jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne ikke finde det i mig, at sige at jeg ikke var klar. Men set i bakspejlet var jeg det nok ikke.

Jeg fik nu ellers hjælp nok. Jeg var på stresshåndteringskursus og gik til psykolog. Men jeg gik også på arbejde og prøvede stadig at holde trådene samlet hjemme. Jeg følte mig alene og mødt på samme tid. Hver gang jeg skulle tale om det, blev jeg ked af det og syntes ikke jeg slog til. Jeg svigtede jo også eleverne og kollegaerne. Men det sagde jeg ikke.

Jeg ville sådan ønske at nogen tog ansvaret fra mig. At det ikke var mig der skulle beslutte om jeg var klar til at komme på arbejde. At der var en der fortalte mig hvordan jeg kunne bruge tiden uden at føle at jeg spildte den. Men det var der ingen der gjorde. Det var alt sammen noget jeg selv skulle mærke efter. Men når man har stress kan man ikke mærke en skid - eller man kan mærke det hele på en gang.

Efterfølgende har jeg lært at stress ikke er noget man kommer over. Det er noget jeg må bære med mig og noget jeg hele tiden skal tage mig i agt for. Det kan vende tilbage hvert øjeblik det skal være. Og stress er nådesløs. For hvad gør man, når der ikke er flere opgaver der kan fjernes, ikke mere ansvar der kan flyttes og ikke flere timer der kan justeres? Hvordan hjælper man sig selv bedst, når man mærker at det hele igen er ved at flyde over og utilstrækkeligheden banker på? Hvor vender man sig hen?

Jeg vender mig mod kollegaerne og så krydser jeg fingrer for at de griber mig - for nu. Men jeg skal indrømme at det er svært at se, hvordan mit arbejdsliv kan blive et fuldtidsarbejdsliv, hvor stress bliver en syning i strømpen, der indimellem gnaver lidt og som laver hul på mig, hvis jeg ikke justerer foden lidt undervejs.