Jeg glæder mig til onsdag...

På onsdag skal jeg kigge ind i 6 sæt øjne og sige: ’Hold fast, hvor har jeg savnet jer.’ Jeg skal sidde på et tæppe ude på græsset og fortælle om hvad jeg har lavet i påsken. Jeg skal lytte og lære noget om at være barn. Og så skal jeg fortælle ’mine’ drenge at det er ok. Det er ok at være forvirret. Det er ok at synes at det hele er mærkeligt. At det er uretfærdigt at man ikke kunne komme på den længe ventede ferie i udlandet. At man ikke bliver konfirmeret. At mormor og morfar ikke kunne komme med påskeæg fordi morfar har KOL.

Jeg skal fortælle dem at det er noget særligt de er en del af. At det forhåbentlig ikke sker igen i deres levetid, men at det kan være en fantastisk fortælling for deres børn og børnebørn. Det glæder jeg mig rigtig meget til. 

Men inden jeg kommer så langt, skal jeg lige igennem tirsdag Jeg skal holde to teammøder, indrette et lokale efter alle (corona)kunstens regler og have gennemgået med min ledelse hvad der forventes af mig, mine elever og mine kollegaer. Jeg skal tjekke op på håndsprit til turtasken, servietter, engangskrus, beskeder til forældre og elever, instruktioner i hvordan man møder ind i skolen, afmærkninger af sikkerhedszoner i klasselokalet, forståelige skilte til eleverne med instrukser i samvær i coronaens skygge og så videre og så videre. Det bliver en spændende dag, en hård dag og en dag hvor jeg skal lære meget nyt på meget kort tid. Men jeg glæder mig. 

Jeg skal lige nå at skabe en ny struktur og plante kimen til en ny kultur. Jeg skal nå at lave et skema der kan fungere for både voksne og børn. Jeg skal falde til ro og finde mig selv i alt det nye, så jeg ikke bliver en lille sur robot der går rundt og lave mærkelige lyde til børnene når de kommer til at træde indenfor min nye sikkerhedszone. Men alt det skal jeg nok finde ud af inden onsdag. 

Alt det nye, det besværlige, reglerne, instrukserne, tiltagende, drukner nemlig fuldstændig i det savn jeg har til eleverne. Jeg glæder mig sådan til onsdag!