Heidi Macdams

Heidi Macdams

Blog

Vi skal tale for at blive forstået - ikke for at blive hørt.

Vi skylder forældrene at tale så vi bliver forstået. Det er ikke dem alle, der har mod til at spørge hvad det, vi siger, betyder. Og når det drejer sig om de møder, hvor børnenes fremtid er på spil, skal vi være ekstra skarpe.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden blev jeg færdig med ’En fridag til fru Larsen’ af Martha Christensen. Bogen handler om Evelyn og hendes søn Jimmy. Om hvordan en mor bliver fulgt gennem systemet og hvordan hendes søn får flere og flere ord hæftet ved sig. Adfærdsvanskelig, langsom, retarderet. Om hvordan livet går sin gang, når man gør som man bliver bedt om, men ikke forstår det.

Når jeg læser, ser jeg handlingen som en indre film. Bogens personer får krop og ansigt. De får hår, hud og et glimt i øjet. Det er oftere reglen end undtagelsen, at de ligner personer fra mit eget liv. Det gjaldt også denne gang. Fru Larsen fik en krop, en holdning og et ansigt jeg genkendte som en forælder, jeg en gang bragte ud af fatning. Den forælder, til hvem jeg første gang måtte sige: ”Jeg bliver nødt til at skrive en underretning.” Hun stod så tydeligt for mit indre blik, at jeg måtte lægge bogen et øjeblik.

Dengang vidste jeg ikke det jeg ved nu. Jeg kendte ikke til systemet og jeg vidste intet om hvordan man skulle tale med forældre om det. Endnu mindre vidste jeg, hvordan jeg skulle tale med ressourcesvage forældre om hvilke udfordringer deres barn har. Jeg havde ikke de rigtige ord og den rigtige viden. Jeg efterlod en forælder og et barn med følelsen af ikke at være gode nok. Det var ikke i orden. Det blev en øjenåbner for mig, og jeg har siden været nysgerrig på, hvad der sker når vi skal tale med de ressourcesvage forældre om deres udfordrede børn.

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

Hver gang Evelyn fir besøg af kommunen eller var til møde på skolen eller behandlingshjemmet, tænkte jeg på de møder jeg deltager i, med forældre til udfordrede børn. På det sprog vi bruger, når vi taler med forældrene. De flotte ord. Fagbegreberne. Nogle gange så tekniske at jeg ikke engang selv helt forstår dem. Og hvis jeg ikke forstår det, gør forældrene så?

”Men, Heidi, forældre til udfordrede børn ved godt at deres børn har problemer.” Ja, nogle gange. Men bare fordi de ved det, så ved de måske ikke hvad eksekutive funktioner er. Og nogle gange er livet i forvejen så svært, at de ikke helt hører hvad vi siger, fordi tankerne er et andet sted.

Når Evelyn i bogen får at vide, at det går godt med Jimmy, tror hun det går som med alle andre børn. Men det gør det ikke. Når Evelyn får at vide, at han er voldsom overfor andre børn, forstår hun det ikke for han er så sød derhjemme. Når Evelyn får at vide, at han er bagud i forhold til de andre, har hun ikke noget at sammenligne med, fordi Jimmy er hendes eneste barn og han har ingen jævnaldrende venner.

Når jeg sidder til møder med forældre, psykologer og uddannelsesvejledere undres jeg til stadighed over den måde vi pakker tingene ind på. Vi viser fremtiden gennem et tåget filter i et misforstået hensyn til forældrene og glemmer at de ikke ved det vi ved. De kender ikke uddannelsessystemets kringelkroge og omveje. De ved ikke at der er noget der hedder EGU, eller at det ikke er muligt ’bare’ at komme i mesterlære hos onkel Bjarne, der har et autoværksted.

Det er vores pligt at hjælpe de unge mennesker, og deres forældre, sikkert gennem folkeskolen og videre ud i uddannelsessystemet. Det er vores pligt at klæde dem ordentligt på til den udfordring. Og det er vores pligt at tale til dem, så vi bliver forstået.

Powered by Labrador CMS