Heidi Macdams

Blog

Trivsel er noget vi giver til hinanden

Lige for tiden kan det være svært at finde lyspunkter i hverdagen. Heldigvis kan vi selv være med til at gøre det hele lidt lettere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I august kom min trafikkoordinator og bad mig venligt, men bestemt, at have en cykelhjelm på, når jeg cyklede til og fra arbejde. “Det kan godt være det er grimt, men et kraniebrud er grimmere.”

Et par dage senere mødte jeg ind til flag på bordet og et kort med cykelmyggen Egon. “Wuhuu! We love cykelhjelm”. Jeg blev så glad og rørt over, at en kollega havde taget sig tid til at sætte flag op og lave et kort, bare fordi jeg huskede at tage cykelhjelm på.

Den anden dag gav jeg en time til mine kollegaer. Det var den tid det tog at printe 60 billeder med en opmuntrende besked og hænge dem på mine kollegaers skabe i personalestuen. Alle fik et ’You are awesome’ med på vejen og det gik ikke lang tid før smilene bredte sig. En lille anerkendelse i en tid, hvor vi alle løber lidt hurtigere, dagene er lidt mørkere og hvor metaltrætheden godt kan melde sig i løbet af dagen.

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

Trivsel er ikke noget vi kan vente på, at andre kommer med. Vi skal selv være med til at skabe den gode stemning på gangen.

Nu skal det ikke forstås sådan, at vi skal fare ud og hænge sedler op alle vegne eller kaste chokolade efter alle kollegaerne. Det betyder lige så meget for mig, at nogen har kopieret et sæt opgaver til min klasse da de alligevel selv var i gang, at de hilser når vi ses på gangen og at de siger tak, når jeg har hjulpet dem.

Det kommer måske også til at betyde ekstra meget i en tid, hvor det frarådes at gennemføre sociale aktiviteter. Vi kan ikke lave klippe-klistre-dage, vi kan ikke holde klassefester, ingen æbleskiver med forældrene og ingen julefrokost i december. Men vi har brug for trivsel og vi har brug hinanden.

Det er rart, når der til jul ligger en marcipangris fra ledelsen, når en kollega har tagget mig i et opslag om godt undervisningsmateriale, når eleverne giver en kompliment eller når der ligger en venlig hilsen til mig på bordet i arbejdsrummet. Det giver lige et ekstra gear, især når dagene er tunge at komme igennem. Jeg har brug for det, og det har du sikkert også.

Trivsel er noget vi giver til hinanden.

God dag til dig og dine :)