”Byg en dans!”

ePlayful Learning” er i samarbejde med LEGO Fonden, blevet rullet ud på pædagog- og læreruddannelserne.

I playful learning-programmet er der 3 overordnede principper, som man kan have med i sine overvejelser i forhold til undervisningen:

At skabe fælles forestillinger. At vove uforudsigelighed. At insistere på meningsfuldhed

I dag har jeg arbejdet med lærerperson og kropslighed med en gruppe studerende, som har faget ”kreativitet, innovation og æstetisk læring”, hvor fokus er på at se på og arbejde med anderledes undervisningsmetoder, og udvikle læringsrum og -miljøer for børn i skolen, med mere æstetisk og kreativ undervisning.

Jeg forsøgte at omsætte de tre principper på følgende måde:

At skabe fælles forestillinger i en startaktivitet med dialog-kort, hvor man får et spørgsmål i hånden og går ud og møder en anden person i rummet, som man har en kort dialog med over hvert sit spørgsmål, hvorefter man udveksler spørgsmålene og finder en ny makker. Målet er at møde så mange som muligt i rummet, og på den måde tale om så mange spørgsmål/emner som muligt. Efter nogle minutter får hver person lov til at læse det spørgsmål op, som man endte med, og kan kort kommentere eller ”svare”på spørgsmålet. Det handlede i dag om ”lærerpersonen”, som er et begreb i læreruddannelsen, der indebærer at man er bevidst om sin personligheds tilstedeværelse i sin professionalitet. Det, at man taler sig ind på nogle fagbegreber, som bla. også indeholder de personlige elementer, som motivation for at have valgt læreruddannelsen, styrker og svagheder indenfor lærerjobbet, hvordan man er en god leder med f.eks. kroppen, bevidsthed om egne grænser osv. gør, at man får et fælles udgangspunkt, en fælles reference og dermed skaber fælles forestillinger.

At vove uforudsigelighed skete da jeg lavede et eksperiment, og satte de studerende til at ”bygge en dans”. På forskellige farvede kartonstykker (rød, grøn, blå og gul) som gjorde det ud for duplo legoklodser, havde jeg skrevet bevægelsesord og begreber inspireret af Labans bevægelsessystem. Man var sammen i grupper á 4, og i midten af salen lå de mange ”byggeklodser” placeret på store stykker karton. Èn fra gruppen måtte hente 4 sedler, 1 af hver farve, og gruppen skulle ud fra de 4 sedler lave bevægelser og sætte dem sammen til en dans. Eneste krav var at alle skulle være med i dansen, men man behøvede ikke lave det samme hele tiden. Igennem byggeprocessen, kunne en fra gruppen hente 4 nye sedler med ord på til videre inspiration i udviklingen af en dans.

Efter nogle minutters koncentreret arbejde, fik grupperne lov til at perfektionere og gøre klar til fremvisning, bla. i form af at lave en start og en slutning på dansen, hvorefter grupperne viste for hinanden, der hvor de var placerede i rummet.

Det uforudsigelige gik ud på, at denne form for udvikling af materiale i dans, ikke var noget jeg havde prøvet før, så det var blot var konstrueret på forestilling og ud fra idéen om at bygge noget, altså rammesætning med legoklodser som inspiration.

At insistere på meningsfuldhed er en overordnet ramme for det at undervise, og et didaktisk fundament, når jeg laver min forberedelse, men også og især når jeg står i situationen og fornemmer hvor gruppen er, hvad de er klar til, og ad hvilke veje vi kan gå. I denne kontekst, hvor overskrifterne er kreativitet og æstetisk læring, er rammen sat for, at man er villig til at gå ad nye og undersøgende veje. Jeg insisterer på meningsfuldhed ved at inddrage de studerende og lade dem indgå i konstant dialog omkring hvad der sker, hvad de oplever, hvad vi kan bruge det til, og om det har gang på jord i forhold f.eks arbejdet med lærerpersonen. De er meget villige til at dele deres oplevelser og jeg oplever også en stor iver efter at "didaktisere", altså omsætte idéerne til deres egen praksis.

I opsamlingen pegede de studerende på det fællesskabende aspekt. I samtlige aktiviteter indgik udveksling, dialog, samarbejde og kropslighed, og på den måde, er det en fælles bevægelse, at vi sammen skaber og insisterer på meningsfuldhed.