”Jeg kan lige forestille mig, at man skal danse farven rød”

Opstart

Vi er i opstartsfasen af idrætsstudiet på læreruddannelsen, og har de sidste par uger haft travlt i arbejdet med at få studieplaner på plads, med alle detaljer og aftaler, lagt dem op i systemet, og trykket på de rigtige knapper, så de studerende kan finde de rette informationer og blive klar til start. Det er et vigtigt arbejde, og kan nogle gange virke lidt tungt, især fordi det kræver masser af timer foran computeren.

Forløsning

Så er det, som altid, en kæmpe forløsning og tilfredsstillelse at stå med idrætsholdet for første gang. I kød og blod, og endda uden afstandskrav og restriktioner. Der er så god energi og en positiv spændthed i gruppen, og man fornemmer mulighederne og lysten og energien – der er basis for at skabe noget stort!

At være spændt på det nye

Kommentaren i overskriften kom ud af det blå, da vi gik fra det mundtlige oplæg i teori-lokalet og skulle ud og lave aktiviteter på plænen. Måske var det et udtryk for, at man var lidt spændt på hvad der skulle ske, og måske havde man hørt noget fra andre idrætsstuderende. Jeg greb den, og sagde, at det var da dejligt med gode idéer, og måske skulle vi danse farven rød på et tidspunkt, men lige nu var det blot intro-aktiviteter, navnelege, kamp-, balance- og tillidsslege. Aktiviteter, hvor alle kan være med, og som giver mulighed for gode grin, at møde hinanden på forskellige måder og allerede her i første time, at danne relationer.

Trivsel og deltagelse

Disse første timer danner grobund for et helt idrætsstudie, og det er ret tankevækkende. Vi ønsker at skabe et godt miljø, hvor den studerende har lyst til at være og komme til undervisningen, hvilket kan synes lidt skørt at lægge vægt på, for det er jo et studie, som de selv har valgt. Men vi kæmper med deltagelse på læreruddannelsen. I idrætsfaget er vi ekstra afhængige af deltagelsen, for man kan ikke nødvendigvis læse sig til fornemmelsen og oplevelsen af en kampleg, hvor man står tæt og skubber sig sammen med tre andre for at beskytte en 4. person mod at blive fanget af den 5. person. Ja, undskyld mig, det var måske lidt omstændigt forklaret - vi øver også i at være eksplicitte og kunne forklare deskriptivt, på idrætsstudiet. Men den kropslige læring er central, og det er dét vi skyder i gang her i den første uge.

Blind tillid

Jeg kan rigtig godt lide at slutte sessionen af med ”korridoren”; vi står på to lange rækker, over for hinanden. Jeg foreviser, hvilket også kan være lidt grænseoverskridende. Man råber sit navn højt og kraftfuldt og lukker derefter øjnene og løber gennem en korridor af viftende, bløde og guidende menneskehænder, mens folk siger ”go Stinne” og bliver til slut standset af en favn (den sidste i rækken), hvorpå den næste i rækken fortsætter, til alle har været igennem. Det skaber et udgangspunkt for at arbejde sammen og med sig selv, når man på den måde har været i blind tillid til andre mennesker.

Oplever du også forløsning i opstarten og hvad er din favorit startleg?