Idrætsfaget – set fra et uddannelsesperspektiv

Blog

”Det mest udfordrende er tiden”

Om overgangen fra at være studerende til nyuddannet idrætslærer

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de næste par blogs vil jeg skrive om overgangen fra at være idrætsstuderende til nyuddannet idrætslærer.

Fortæl mig om din praksis

Ved afslutningen af et idrætshold, beder jeg altid de studerende om at skrive og fortælle om deres oplevelser i praksis, når de nu kommer ud i ”det virkelige liv”. Det er der ikke mange der gør af sig selv, men når jeg tilfældigvis møder dem, opfordrer jeg dem igen, og så kommer der masser af gode fortællinger om hvordan overgangen fra at være studerende til idrætslærer opleves. Fortællinger, jeg kan bruge som et billede på praksis, og som inspiration og ramme for de valg, jeg gør mig i min undervisning.

Idrætsfaget – set fra et uddannelsesperspektiv

I mit arbejde som underviser arbejder jeg med kommende professionsudøvere inden for idræt og områder, hvor det æstetiske, kropslige, kreative og innovative er i fokus. Af andre opgaver er jeg tilknyttet ”studentervæksthuset”, hvor der arbejdes med de studerendes innovative tilgang til studiet, hvilket også omhandler den personlige udvikling med et professionelt sigte. Jeg har læst en master i læreprocesser og er derudover uddannet inden for idræt og fysioterapi. Tidligere har jeg arbejdet i efterskole- og højskoleverdenen.

Tidsaspektet er det mest udfordrende

En tidligere studerende mener, at tidsaspektet er det mest udfordrende, fordi man har lyst til at putte så mange ting ind i sin undervisning. Hun fortæller videre, at der ikke meget tid, når eleverne skal samles i klassen efter pause, omklædes og efter undervisningen står den på madpakkespisning. Så er 2*45 min lektioner hurtigt brugt, og de gode intentioner med fordybelse og medindflydelse kan hurtigt gå fløjten.

Manglende sammenhæng mellem uddannelse og praksis

Den nyuddannede kan ofte opleve, at der mangler sammenhæng og overensstemmelse mellem det, der er blevet undervist i på studiet og hvordan praksis ser ud. Ofte er det helt andre ting, der er på spil, end det, der har været lagt vægt på i studiet.

Struktur og tid

De strukturelle udfordringer i praksis, i form af (for) kort tid til effektiv idrætsundervisning, kan være svære at påvirke. Men i længden kan det virke demotiverende og hæmmende for både elever og lærere, og påvirke kvaliteten i idrætsundervisningen, hvis der ikke er tid nok, og undervisningen derfor kan opleves som overfladisk og fragmentarisk.

Hvad gør du?

Hvordan klarer du udfordringen med at nå alt det, du har planlagt og levere en god, kvalificeret og motiverende undervisning i den tid, der er sat af i skemaet?