Køn og identitet i idrætsfaget

Det er fredag, jeg er på praktikbesøg på en folkeskole, hvor en studerende underviser i dans og udtryk i 8. klasse. Der er højt aktivitetsniveau inden timen starter, og den studerende pifter og kalder til samling. Mens hun peger på den røde og den blå streg på halvgulvet og siger hun ”drengene stiller sig her og pigerne stiller sig her på en række efter hinanden”. Eleverne gør som der bliver sagt, og de ser ud til at være klar til at danse.

En almindelig og meget kendt situation fra en typisk idrætsundervisning i skolen.

Nye vinde blæser i tiden. Identitetspolitik, kønsidentitet, opgør med stereotype kønsopfattelser.

Måske kan situationen afstedkomme problemer og forstyrrelser, i et fremtidigt perspektiv?

Når jeg står i idrætsundervisningen på læreruddannelsen og talen falder på formidling og idrætsfagligt sprog, ender jeg ofte ved det helt enkle i organisering og struktur, hvor man i idrætsfaget ofte bruger f.eks. ”piger og drenge”, og jeg hører mig selv sige til de studerende, at det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, som de skal tage med sig ud i praksis.

Efter aftalen om reform af læreruddannelse, som kom i efteråret 2022, er det også blevet aktuelt, da køn for første gang er skrevet ind i aftaleteksten for læreruddannelsen.

Den kommende lærer skal ifølge aftaleteksten præsenteres for en reflekteret forståelse af køn og børns forskellighed, sådan at de kan understøtte trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder for alle børn i skolen.

Kønsbegrebet er både omfattende, komplekst og eksplosivt, og ligeledes uhåndgribeligt og svævende, så jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an, hvilket gør, at jeg bare lader det være.

Det er omfattende og svært at sætte sig ind i dybden af fænomenet og forstå de forskellige ofte modsatrettede strømninger, og angsten for at sige noget forkert og på den måde vise min uforståenhed (og være boomer) gør, at jeg lader det være. Dette fornemmer jeg også på de studerende, der har en interesse i at gøre det rigtigt, men er i tvivl om hvordan.

Sammen med wokeisme følger cancel culture, og selvom vi ikke er så langt fremme i Danmark, er det noget, der vinder indpas i vores demokratiske tilgang til mennesker, eks. i sproget.

Det handler om at neutralisere sproget, og undgå ord og begreber, der kan tolkes i den ene eller anden retning. Eks. nedladende, diskriminerende eller normativt.

I forhold til idrætsfagets sprog og måder at forholde sig til hinanden på, er det interessant at se på hvordan vi kan åbne op og se på denne strømning.

Hvordan kan vi forholde os til nye identitetsmæssige strømninger i et 200 år gammelt skolefag, hvor traditionerne står på ryggen af hinanden? Hvordan kan vi revidere måden vi er på i idrætsfaget, som er baseret på en stærk og nedarvet kultur, som stadig er synlig og meget gennemtrængende ifht hvordan vi ser vores idrætsfag og gebærder os i idrætsrummet, eks. ifht køn og identiteter?

Hvordan gør man i praksis?