U-undværlig

Dette er en meget personlig refleksion.

Skal man melde sig syg fra arbejdet, når man ikke er rask?

Ja, selvfølgelig skal man det. I hvert fald ifølge min mor, og vel også, hvis jeg spurgte mine kolleger og især min tillidsperson.

Men det kan være svært. Jeg har i hvert fald svært ved det, hvilket resulterer i, at jeg arbejder samtidig med at jeg er halvsyg.

Der kan være flere grunde til, at man ikke melder sig syg – jeg vil her forsøge at liste mine grunde op.

• jeg er uundværlig
• jeg er ikke rigtig syg
• der er ikke mulighed for vikar
• undervisningen kan ikke flyttes til et andet tidspunkt
• de studerende kan ikke arbejde selv

De 5 punkter kan diskuteres, og det vil jeg forsøge at gøre herunder.

Jeg er ikke u-undværlig, det er intet menneske. Men jeg føler mig presset der hvor jeg er, til at gennemføre undervisningen, da det ellers vil blive aflyst. Der er ikke mulighed for at flytte rundt med forløb, og vi bruger heller dag til dag vikarer. At være syg i en tid, hvor undervisningen både er online og fysisk, gør, at det kan være svært at aflyse, fordi man har hovedpine og ondt i halsen, så jeg har ikke været så syg, at jeg var sengeliggende over en hel dag. Det har så medført, at jeg i den seneste uge har pendlet mellem online undervisning, fysisk undervisning og derudover ligget på sofaen og forsøgt at kompensere for urolige nætter med skumsved, hoste og hovedpine.

Ofte kan de studerende godt arbejde selv i forløb, der er igangsat. Men lige præcis i denne uge, har der været opstart af nye og dødvigtige forløb (alle forløb er vigtige).

På 3. modul (det sidste idrætsmodul) har jeg under overskriften ”fremtidens idrætsundervisning” faciliteret innovative processer, hvor den studerende, individuelt og i grupper, skal undersøge og forholde sig til sig selv som kommende professionsudøver. Arbejdet skal munde ud i en større skriftlig opgave.

På modul 2 skal de studerende erhverve sig et certificeret kursus, der gør dem i stand til at varetage undervisning i spring med trampolin. Dette forløb igangsættes med praksis, hvor de studerende i grupper arbejder metodisk med de forskellige elementer inden for spring, sikkerhed og læring.

Det negative ved at undervise når jeg er syg er, at jeg ikke har den samme energi og lettere mister fokus og overblik i undervisningen. Jeg går hele tiden og passer på, at det ikke skal blive en undskyldning for dårlig undervisning (for så burde jeg jo have meldt mig syg). På den ene side er det ok at vise, at man blot er et menneske, der også kan have dårlige dage, og på den anden side, kan det være patetisk, hvis jeg angler efter omsorg og opmærksomhed fra de studerende, og det tager for meget fokus i situationen.

Det har konsekvenser for mit privatliv, da jeg synker sammen som en våd karklud, når jeg træder ind ad døren hjemme. Og perioden med halvsygdom forlænges, hvilket influerer på min effektivitet. Bunken af udskudte opgaver vokser langsomt, men sikkert. Påsken der skal redde mig og gøre mig rask, bliver måske med arbejde.

Det positive ved at undervise med sygdom er, at jeg øver mig i at være i en anden underviserrolle; den tilbagetrukne og mere faciliterende, hende der ikke fylder det hele, konstant er på og har styr på alle detaljer, samt står til rådighed og er super opmærksom på alt og alle. Hende, der med ro i sindet kan tænke, at det nok skal gå alt sammen, også selvom det går ad helvede til (det gør det jo ikke).

Denne ændrede rolle gør, at de studerende kan tage mere ansvar og på den måde, sker der noget andet. Der er et andet læringspotentiale, når læreren ikke er den evigt primære og allestedsnærværende. Det er her jeg oplever og bliver mindet om, at det er en uddannelse, hvor man er studerende, og ikke elev. En sondring der nogle gange kan være lidt svær at navigere i, både for mig og for de studerende.

Jeg oplever også situationer, velsagtens fordi jeg er småsyg og derved ”svækket” på mine frontallapper, hvor jeg bliver så fandens emotionel, fordi samværet med de studerende i undervisningen er det hele værd. Så alle nætterne og de fortrydelige arbejdsdage med karkludsfornemmelsen, bunkerne af ventende opgaver og udsigten til at skulle arbejde i ferien, pludselig er glemt, eller ok. Fordi de er så levende og energifyldte, skøre og uforudsigelige, fordi der sker så meget i det fællesskab i det lille orange lokale, der støder op til idrætshallen. Noget der alt sammen handler om at være sammen og lære sammen.

Den anden dag, da jeg, efter at have forladt holdet af modul 2 studerende, og måtte tilbage efter en glemt mappe, stod 2 velvoksne studerende og evaluerede undervisningen med at tegne kæmpe tissemænd på tavlen. Det gjorde mig godt.

Er du også u-undværlig og har svært ved at melde dig syg?