Sammenhold i en svær tid

Hvad træder frem i lyset af coronaen?

Min blog i dag vil ikke handle om corona, men i stedet noget andet, som har overlevet og blevet endnu tydeligere for mig i løbet af efterårets restriktive og ændrede idrætsundervisning i læreruddannelsen.

Kropslig underviser med udfordringer 

Jeg har som underviser været udfordret på min form i denne pandemi, da jeg er vant til at undervise med en stor grad af fysisk kontakt og kropslighed. Det er ikke det samme at danse folkedans uden at have fat i en anden, at lave kropsspændingsøvelser med fokus på tillid, uden at røre og bære andre, at lege med stor afstand. Det er svært at opbygge tillid og tryghed i gruppen, samt udvikle kropsbevidsthed og kollektiv opmærksomhed ved udelukkende at være i og mærke egen krop og blot kigge på de andre i rummet. Jeg har ofte været frustreret og bange for, at mit sigte med aktiviteterne ikke kom frem, når jeg måtte ændre form.

Men måske kan det godt lade sig gøre alligevel, og i fraværet og mangelen på hvad vi plejer at gøre, står nogle aspekter tydeligt frem.

Modulgodkendelse i grupper

Det er tid for afslutning af idrætsmodul 1, hvor de studerende siden august har prøvet kræfter med forskellige forløb inden for idrætsfagets indholdsområder.

Formen på modulprøven er en praktisk del, hvor de studerende i grupper viser deres færdigheder inden for boldspil, redskab/spring og dans/rytmisk gymnastik, understøttet af en skriftlig opgave, og afsluttet med en gruppesamtale, hvor der redegøres og argumenteres didaktisk for valg i praksis i dialogisk form.

Har du taget et godt valg af faglighed?

Samtalen sluttes af med et spørgsmål fra min medunderviser og jeg; om de studerende føler, at de er på rette hylde i deres valg af idrætsfaget på læreruddannelsen?

De svarer alle næsten entydigt, at de er på den rette hylde og er rigtig tilfredse i deres valg. Mange betoner, at de er meget glade for idrætsfaget, både pga form og indhold, som de brænder meget for, som idrætsudøvere, men især fremhæves fællesskabet på holdet.

Et læringsmiljø med plads til god konkurrence og usikkerhed.

En studerende fortæller, at han aldrig har mødt sig selv i denne form for idræts- og læringsmiljø, hvor man godt kan konkurrere uden at være konkurrenter, hvor man godt kan og tør kæmpe med sig selv i områder, hvor man ikke har stor succes, uden at blive udstillet. At han har mærket fællesskabets styrke, og på den måde følt sig tryg i nogle af de områder, hvor han følte sig helt ny.

Fællesskabsfølelse på trods

Fællesskabsfølelsen er helt gennemgående i de studerendes oplevelse af at lære og forholde sig til indhold og form i idrætsfaget, og det står om end endnu stærkere i denne tid, hvor vi har sukket efter at måtte røre, bøvle, balancere, spille, modtage, tackle, slåsse og danse sammen med fysisk kontakt, som vi plejer i idrætsfaget.

Måske er det endnu et udtryk for, at noget lever og styrkes på trods og i modgang.