Idrætsfaget i nødundervisning

Hvis man er aktiv på diverse sociale medier, kan man følge med i den livlige udveksling af gode erfaringer og bud på sjove og lærerige online aktiviteter, som giver inspiration til en praksis med nødundervisning, hvor eleverne sidder hjemme foran hver deres skærm. Der bliver lært og udviklet på hvilke muligheder de online medier har, hvilket helt sikkert vil blive taget med videre i et fremtidigt perspektiv. Der bliver også konstateret, at både store og små glæder sig til at komme tilbage til en normal, hvad det så end må blive.

I min verden er de studerende ved at være igennem deres praktikforløb, hvor de siden starten af det nye år har været i praktik på forskellige skoler, både folkeskoler, friskoler og efterskoler. I min korrespondance med forskellige studerende tegner der sig et billede af, at nogle skoler har taget radikale valg i forhold til nødundervisning og idræt. Det lyder som om at idrætsfaget er presset i flere henseender, enten fordi det kraftigt nedprioriteret eller helt taget af skemaet fra skoleledelsens side.

Det er problematisk af flere grunde.

De studerende, som er ude i idræt som praktikbærende fag, mister muligheden for at gøre sig erfaringer med blandt andet relationskompetence, klasseledelse og didaktik i en idrætssammenhæng. Ligeledes sætter det fokus på hvilket lærings- og videnssyn der hersker på de pågældende skoler, eller i vores samfund, når man nedprioriterer en faglighed hvor krop og bevægelse er udgangspunkt for læring. Og sidst siger det noget om at idrætsfaget måske stadig et lavstatusfag når det ikke prioriteres på linje med de andre fag i skolen, eller lukkes ned efter forgodtbefindende.

Måske er det enkeltstående eksempler, måske er der er et mønster – det vil jeg lade stå hen i det uvisse, og jeg kan kun gisne om de forskellige grunde hertil, eksempelvis en prioritering af faglighed, at det er for bøvlet og tidskrævende at bibeholde idrætsfaget, at lærerne skal bruge deres tid og energi på noget vigtigere, som ikke er idræt.

Jeg er sikker på, at de studerende har taget situationen som en god læring, og at de får bearbejdet deres oplevelser, observationer og afprøvninger via refleksion og analyse, så det kan blive et godt fundament i en fremtidig professionspraksis.

Det bliver interessant at se hvordan der samles op på denne periode, og hvad vi lærer af den som samfund. Jeg kan fra min side stille spørgsmål ved hvad faglighed er, hvad læring og dannelse er, om der hersker en for ensidig tilgang og forståelse for børns skolegang, som kommer til syne i en presset og anderledes hverdag med nødundervisning?

Hvordan ser det ud med idrætsfaget på din skole?