Lærerne føler sig sårbare overfor coronasmitte

August måned har være en følelsesmæssig rutsjetur for mig, for på min skole har vi haft regelmæssige udbrud af COVID-19 blandt både elever og personale siden sommerferien. Forundringen var derfor stor, da de ansatte på rådhuset gik hjem, samtidig med at skoledagen forsatte uændret. 

Efter sommerferien er vi vendt tilbage til en hverdag, hvor retningslinjerne er blevet blødt op, så vi nu kun skal overholde dem i det omfang, som det er muligt. I praksis er der ikke meget forskel på før corona og nu. Ingen taler om afstandskrav mere, for det er svært at opretholde i et klasseværelse med 26 elever. De sidder så tæt, at jeg dårligt kan komme rundt imellem dem. Den ekstra rengøring er for længst fjernet igen. Nu er det blevet lærerens opgave at gøre rent, så jeg tørrer bordene af, hvis jeg husker det og kan nå det, inden jeg skal videre til næste time.  Vi holder heller ikke eleverne i deres eget klasselokale mere. Alle faglokalerne fx fysik, billedkunst og musik er taget i brug igen, for undervisningen skal jo fungere. Jeg er i kontakt med langt over hundrede elever hver uge og rigtig mange kollegaer. Jeg rører ved alt på min vej. Dørhåndtag. Kaffemaskinen. Printeren. Jeg føler mig som en omvandrende, spritduftende coronarisiko. Jeg er uden tvivl det svage led i kæden til efterårets sammenkomster, konfirmationer og fødselsdage. De færreste har større smitterisiko end mig. Jeg frygter både at blive smittet og at give smitten videre. 

Mine døtres efterskoler har til gengæld været meget bevidste om situationen og været gode til at holde møder på zoom. Det har – undskyld sproget- fandeme fungeret godt. På fredag skal vi til virtuel forældresamtale. Det er meget respektfuldt helt af fjerne risikoen.

Jeg ønsker mig en større forståelse for, at lærerne føler sig så rigeligt udsat til dagligt. Det er muligt at sundhedsstyrelsen ikke har indvendinger til skoleforvaltningens stormøder rundt om i kommunen, men det ligger fjernt fra den respekt og tidsånd, der hersker alle andre steder. Så derfor min ydmyge bøn: Vis respekt for, at lærerne føler sig så rigeligt udsat til dagligt. Lad os udnytte de virtuelle muligheder, ligesom dengang vi arbejdede hjemmefra i flere måneder.