Karakterskalaen har fortjent et nul

Af en eller anden grund har jeg tænkt meget på karakterskalaen i år, og jeg er kommet frem til, at det ikke så meget handler om at få et tal hæftet på sine evner, som det ord, man beskriver tallet med. Man kan være et nul på tre forskellige måder med vores nuværende skala (-03, 00 og 02), og det tænker jeg, at der er et kæmpe problem. Når jeg giver en elev middelkarakteren 4, så hører eleven mig egentligt bare sige, at de lige netop har klaret sig fri for at være et nul. Og hvem har måske lyst til at hænge med røven i vandskorpen! Eleven og læreren kan måske sagtens blive enige om, at elevens faglige niveau er på middel, men de fleste elever vil til enhver tid sige, at så skal de have 7.

Ordlyden ”minus-nul” giver jo ikke nogen som helst mening. Faktisk er det ubegribeligt, at man kan være så dum og værdiløs, at man kan pådrage sig et minus-nul, og det gør denne karakter rigtig svær at bruge. Det skal jo helst være sådan, at alle karaktererne kan anvendes, men i praksis har vi en skala, som starter en karakter for højt, nemlig ved 00, og det er med til at gøre 02 til en ekstra dårlig karakter og trække de efterfølgende karakterer med ned.

Jeg betragter vores nuværende karakterskala som glimrende, så længe man kun bruger ord. Det er da fx fint at omtale et barns præstation som ”en tilstrækkelig præstation”. Det er først når tallet 02 bliver koblet på, at vi har et problem. Efter min mening skulle vi revurdere vores karakterskala. 0 burde være den mindste karakter, og alle efterfølgende karakterer burde kunne stå alene. Skalaen kunne fx hedde: 0, 2, 5, 7, 9, 10, 12. Jeg anerkender, at de nuværende karakterer er besluttet ud fra en beregning, som jeg ikke forstår, men jeg vil modsat hævde, at man skal anerkende tallenes psykologiske betydning.  Især når det gælder de laveste karakterer, som i forvejen rammer de mest sårbare børn.