Vi risikerer at tabe de dygtige børn!

For år tilbage bad jeg skolespsykologen om at teste en knægt for ADHD. Hun gav mig ´lærerblikket´ hen over læsebrillen og spurgte, hvad jeg regnede med at opnå. Om jeg helt ærligt troede, at eleven så blev flyttet til et specialtilbud? Ja, det var sådan set lige præcist det, jeg drømte om. Hun forsikrede mig om, at det skulle jeg ikke forvente. Og det fik hun ret i.

Men når diagnosebarnet starter en lavine at uro, der spreder sig som en australsk bushfire gennem klassen, og antænder en håndfuld latente brandbomber, så drømmer jeg om homogene klasser. Når jeg efter 7 minutter stadig ikke er kommet i gang med dagens program, og Tjalfe og Røskva vender det hvide ud af øjnene i frustration, så deler jeg deres frustration. Jeg føler mig fanget mellem et krævende pensum, som vi skal igennem, og hensynet til de svageste elever, for hvis de bliver hægtet af, så er der for alvor grobund for ballade. Det får mig til at sænke det faglige niveau, i forsøget på at fastholde alle, men jeg ved jo godt, at Tjalfe og Røskva sagtens kunne rumme den dobbelte mængde indlæring. Jeg kan godt se fordelene og det udbytte, de svageste elever får ud af samværet i klassen, men i en inklusionsramt klasse risikerer man at trække størstedelen af eleverne ned i hensynet til en lille gruppe børn. Trods de uhomogene klasser, skal jeg, læreren, helst levere stadig bedre faglige resultater, hvilket forekommer mig at være en urimelig våd politikerdrøm!

Forældrene betaler gerne dyrt for at få guldklumperne i sikkerhed på en privatskole. De vil bare gerne have, at deres børn skal klare sig godt. Hvem vil ikke det? Folkeskolen er godt på vej til at fejle i at være folkets skole, for vi udsluser stille og roligt den meget store gruppe af ressourcestærke familier, som både kan og vil rumme de svagere elever, så længe det bare sker i et omfang, de kan acceptere. Jeg savner et fokus på, at de undervisningsparate børn risikerer at føle sig som et nummer i lægens automatiske telefonsvarer: Du er nu nummer … 319 i køen … vent venligst! En negativ skolehistorie er ren gift for forældre, hvis barnet, fortæller det igen og igen og …

Stramme økonomiske ressourcer er ikke et argument for tvinge børn med meget forskellige behov gennem en skoledag formet over den samme skabelon. Så måske skulle vi bare acceptere, at børn med vidt forskellige behov ikke altid kan rumme en skoledag, der er skåret over den samme skabelon? Hvis barnet kan fravælge tysk, kunne det måske også fravælge andre fag og få en skoledag, som det kan overskue?

Måske kunne vi tilbyde ”nørdematematik” eller ”forfatterlinje” en gang imellem, så de børn, der bare elsker skolen, kan få lov at arbejde på deres egne præmisser. Uden konstante afbrydelser og krav om rummelighed. Behøver perioder med niveaudeling at lugte af sorteringscentral? Det kan vel også signalere respekt for forskellighed? Måske er det lige det, der skal til for at give lille tålmodige Røskva et pusterum og intelligente Tjalfe et boost fremad, så mamma og pappa synes, at skolen imødekommer netop deres hjerteblod.

Folkeskolen har behov for at fastholde de dygtige børn fra de ressourcestærke familier, for de løfter undervisningen, de rummer de svage kammerater og de er gode rollemodeller. Jo flere velfungerende børn, jeg har i min klasse, jo bedre forudsætninger giver vi også de socialt svage børn, flygtningebørnene, diagnosebørnene og de skæve børn. Alle børn. Det sidste et samfund har brug for, er en opdeling i folkeskoler og eliteprivatskoler for de velstillede forældre. Vi har brug for et samfund med sammenhængskraft mellem de forskellige samfundslag. Vi har brug for at Tjalfe og Røskvas forælder oplever, at folkeskolen er en topprofessionel arbejdsplads med et undervisningstilbud i verdensklasse.