Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Blog

Hvem skal bestemme over den digitale udvikling?

Vi er ikke engang vendt tilbage til arbejdspladsen, før skoleforvaltningen har sat sig selv på dagsordenen for et afdelingsmøde. De vil gerne høre noget om vores erfaringer med den digitale undervisning. De plejer ikke sådan at henvende sig direkte, så hvad skyldes æren mon?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forvaltningen har naturligvis været meget opmærksomme på, om skoleeleverne har klaret sig nogenlunde helskindede gennem krisen. Det ser det ud til - takket være det storstilede redningsarbejde, som lærerne har lavet uden på noget som helst tidspunkt at sætte spørgsmålstegn ved, om det ikke lige nøjagtig var den måde at arbejde på (hjemmefra og i døgndrift), som vi har betalt en måneds lockout for at blive tvunget til at lade være med. Det har bare forekommet helt indlysende, for hvordan skulle vi ellers arbejde? Godt så!

Som hungrende gribbe, der lydløst svæver i coronasikker afstand til fodfolket, øjner de ansatte i skoleforvaltningen sikkert en guldrandet chance for at gøre præcist det, de er bedst til: Lave analyser og rapporter, som de kan holde møder og oplæg om. Derefter skal det evalueres, hvilket kræver en ny rapport. Hele den digitale omvæltning er intet mindre end en appelsin i turbanen hos en hungrende kontorist med en PHD i offentlig forvaltning. De er åbenbart allerede klar til at afkræve lærerne alenlange forklaringer og spørgeskemaer, som kan danne grundlag for deres næste karrierefremstød. Med den rigtige indfaldsvinkel er der arbejde til halve og hele års skattefinansierede opgaver, som det er nemt at argumentere for det relevante i. Nu kan de rigtigt vise deres værd efter måneders tavshed, hvor lærerne ikke fik den mindste form for støtte eller vejledning fra andre end deres nærmeste leder. En enkelt lille tak for indsatsen, kunne det lige blive til. Selv tak, fornøjelsen er helt på min side!

Undervisningsportalerne har også kronede dage med en enestående mulighed for at erobre markedsandele. De har reklameret for sig selv ved at smide gratis undervisningsforløb ud i alle retninger, som var det lerduer til en skydekonkurrence. De har vist samfundssind! Jooo, men de har også vist forretningssind! Der kunne godt være en forretningsmodel i at udvikle endnu mere avancerede platforme for alt, hvad der er målbart. De kunne jo fx lancere en matematikplatform, hvor eleverne skiftevis ser små videoer med forklaringer og laver opgaver til. Ved tilpas mange rigtige svar går de videre til næste level. Det kunne såmænd starte i 1. klasse og slutte i 9. klasse, uden at man nogensinde mødte en rigtig matematiklærer. Hvor mange matematiklærere kan man undvære på den måde? Korrekt svar = virkelig mange!

Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Humoristiske strøtanker om hverdagens underfundigheder - og satirisk kvælertag på de politiske magtudøvere ... og alt muligt andet! Min blog læses bedst med en pude i ryggen, og jeg betragter mit indlæg som en succes, hvis du er ved at kløjs i kaffen undervejs eller kommer til at grine helt upassende. Jeg er ærlig, politisk ukorrekt, min mands kone og mor til hans fire børn og vores sorte labrador. Og så arbejder jeg i udskolingen på en stor byskole i det midtjyske.

Politikerne står også klar i kulissen. Nu har de en unik chance for at fremstå visionære ved at fremlægge forblommede fremtidsscenarier om folkeskolen, der bygger på de helt fantastiske digitale muligheder, som de selv med egne øjne har set hjemme ved køkkenbordet. Hvilken guldfugl ville det ikke være, hvis man kunne præsentere et forslag om at spare et kæmpe millionbeløb på en af kommunens tungeste poster? Jeg ser et regneark for mig, hvor udgifter til den nye matematikplatform (som man tilfældigvis får en klækkelig mængderabat på) er sammenholdt med en massiv fyringsrunde. Åh jo, det er lige en lille detalje med den personlige kontakt til læreren og de sociale aspekter – det har platformen sikkert fundet en smart løsning på, hvor Pixi-Line og Matema-Totte er elevernes nye bedste venner. Er det en god løsning? Ja, det kan det faktisk godt være. I hvert fald for politikeren, som nu er sikret en fremtrædende bestyrelsespost, og for kommunen, der håber på at spare et gigantisk millionbeløb med et fingerknips.

Vi vender tilbage til en ny hverdag, hvor lærerne har medvirket i et kæmpe socialt eksperiment. Karantænen og den langvarige hjemmeundervisning kan blive en game changer i forhold til den måde, vi driver skole på. Fjernundervisningen er mest en simpel forlængelse af det, vi plejer at lave (og for mit eget vedkommende er det næppe en forbedring). Men vi skal måske ikke underkende, at det er en ny oplevelse for forældre og andre omkring skolen. Succen med hjemmeundervisning kan næsten ses som en funklende palet af muligheder (sikkert mange flere, end vi selv ser). Jeg frygter, at vi risikerer at blive kørt over af fantasifulde politikere, karrieremindede akademikere og snu forretningsfolk, som i fællesskab kan se en økonomisk vinding: Forvaltningen kan samle informationer sammen, undervisningsportalerne kan omsætte de gode og dårlige erfaringer til acceptabel undervisning, og politikerne kan købe og implementerer den digitale undervisning med besparelser for øje. Alle har vundet på processen, undtagen måske skolen.

Så hvad gør vi nu – lille du? Lærerne skal være skarpe på, hvad den digitale virkelighed kan, og da især hvad den ikke kan. Vi vil stå bedst, hvis vi selv at kommer med forslag til, hvilke erfaringer vil kan drage nytte af. Vi må sikre en proces, hvor det er os, der sidder på beslutningerne, for det er os, der ved mest om skolen. Digital undervisning har mest sandsynligt kun set sin spæde begyndelse, så spørgsmålet er nok ikke så meget, om det kommer til at udvikle sig, men hvordan.

Powered by Labrador CMS