Mens vi venter på corona …

I weekenden var Silkeborg vært for den store brass band begivenhed, Silkeblæs, som familien deltog i. Min mand fulgte corona-reglementet tæt og mindede mig om, at jeg risikerede at komme i problemer, fordi jeg er bestyrelsesformand. Nå ja, nu kan man også blive smittet med en influenza, der er eksotisk nok til at hedde noget, der minder om en ældre toyota-model. Det var svært at tage seriøst, min sædvanlige smitterisiko taget i betragtning. Selvfølgelig skulle vi da med til koncerten.

Egentligt startede smitte-sæsonen med at fnat toppede på hitlisterne lige før jul, og den førstefødte flyttede i hjemmekarantæne fra kollektivet. Da gav vi ingen krammere, lad mig sige det sådan! Så fik efterskolen lus, og da krammede vi heller ikke efterskoledatteren så meget. Siden da er det gået slag i slag med syge kollegaer, der hostende og snøftende går rundt med store tørklæder og varm te. Det er sådan et lærerfænomen – man skal først ligne noget, der burde blive aflivet, før man kan sygemelde sig. Men vi ved jo godt, at en delvist nedlagt lærer er bedre end en vikar, og måske har man heller ikke så mange undervisningstimer lige den dag.  I hvert fald kun til kl. 15! Eleverne sidder lige så tæt i klasserne som i en togkupe, og skiftes til at sidde og hænge med feberblanke øjne. Virustågen hænger tungt i næseborene. Heldigvis er der altid nogle stykker, som er fraværende, fordi de er syge. Det giver lige lidt ekstra albuerum.

På efterskolen vælter de unge mennesker som dominobrikker, og datteren kommer hjem og ligger i sin egen seng i nogle dage. Hun bliver afløst af yngstebarnet, som har ondt i halsen og er kommet på en blanding af smertestillende piller og varm kakao. ”Hvad der kommer af sig selv, forsvinder også af sig selv”, som vi siger i Jylland (og lader være med at gå til lægen).

Efterhånden som corona rykker tættere på, begynder alvoren at dæmre, og på lærerværelset diskuterer vi, om man får løn under en eventuel karantæne? Det gør man vist, og heldigvis for det, for uanset at vi alle sammen er indsmurt i håndsprit fra top til tå og næsten ikke tør tænde et stearinlys af frygt for brandfare, så virker det helt usandsynligt, at vi kan gå fri. Jeg føler det i hvert fald som om, jeg smittemæssigt befinder mig i orkanens øje. Man siger jo ikke sige til et barn, at det skal stille sig over i et hjørne og tude færdig, fordi der kan være coronavirus i kropsvæsker!

Os, der arbejder med børn, kan ingenting gøre. Vi venter på det uundgåelige.  For mine elevers håndboldtræner har corona, og i min datters parallelklasse er der en coronsyg far. Efterhånden vil det næsten blive en lettelse at få det overstået! Vi kan sådan set lige så godt blive ved med at kramme, for så bliver ventetiden måske ikke så ulidelig lang!