Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Blog

Jeg føler mig som en prøveklud!

I morgen går det løs med almindelig skolegang igen, og et eller andet sted er det jo også det rigtige at gøre. Jeg er ikke fortaler for, at vi lukker samfundet ned igen og igen, og jeg har heller ingen gode ideer til, hvad man kan gøre anderledes end selvtestning og vaccinationer. Men jeg føler mig som en prøveklud.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er mentalt udmattende altid at stå i forreste geled, når samfundet skal afprøve en ny strategi. Der er hele tiden en ny coronavariant, en ændret risikovurdering og nye retningslinjer. Retningslinjerne er lavet ud fra et kludetæppe af hensyn til erhvervslivet, sundhedsvæsnet, hjemmearbejdende forældre, børn, de offentlige udgifter … krydret med et par ekspertudtaleler og tal fra det seneste regneark. Men reelt er der jo ingen, der kender udfaldet af de nye strategier. Ingen ved, om selvtestning kan holde skolerne nogenlunde sygdomsfrie. Vi ved ikke, hvor syge vi bliver af omikronvarianten. Vi ved kun, at der er en fair chance for at overleve, men det er jo også et slags udgangspunkt, kan man sige!

Jeg, prøvekluden, skal fra i morgen deltage i endnu et samfundseksperiment. Ikke bare mig, men hele min familie og alle andre familier med tilknytning til skoler og daginstitutioner. Vi er alle sammen en del af et masseeksperiment, som skal levere data til det næste regnestykke.

Det synes jeg bare, at der er opslidende.

Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag

Humoristiske strøtanker om hverdagens underfundigheder - og satirisk kvælertag på de politiske magtudøvere ... og alt muligt andet! Min blog læses bedst med en pude i ryggen, og jeg betragter mit indlæg som en succes, hvis du er ved at kløjs i kaffen undervejs eller kommer til at grine helt upassende. Jeg er ærlig, politisk ukorrekt, min mands kone og mor til hans fire børn og vores sorte labrador. Og så arbejder jeg i udskolingen på en stor byskole i det midtjyske.

Det er opslidende at skubbe bekymringen fra sig. Det er opslidende at man hel tiden skal overveje, om man kan tillade sig at invitere den nærmeste familie til fødselsdag. Det er opslidende at være konstant omstillingsparat  og klar til at zappe frem og tilbage mellem at være på arbejde på skolen og undervise fra køkkenbordet.

Jeg har ingen løsninger. Men jeg ønsker mig, at nogen kunne forså, at det er super træls at være prøveklud. Det kunne bare være så fedt, hvis politikere og ledere anerkendte, at frontpersonale i alle jobs har været presset i rigtig lang tid. Tænk, hvis nogen stillede sig selv det spørgsmål: Hvordan kan vi beskytte vores frontpersonale? Hvordan kan vi gøre hverdagen lidt lettere?

Samfundet har brug for, at vi alle sammen tør går nye veje og afprøve nye tiltag. Men os i de mest udsatte erhverv har også brug for at blive set som mennesker og ikke som tilfældige statister i et regneark.

Powered by Labrador CMS