Kære Michael Ziegler

Med hensyn til de forskellige former for ekstraopgaver, som vi lærere sådan drypvist er blevet vænnet til og som æder af vores forberedelser, så skal du ikke tage det så tungt, hvis nogen påpeger, at det fylder alt for meget. Det er en genial ide at beslutte, at alt under 60 timer er ligegyldigt og ikke behøver at blive aftalt og registreret. Herreste gud, det svarer da bare sådan cirka til det antal samfundsfagstimer en klasse når at få i 8. og 9., før de skal til eksamen. Tag nu for eksempel elevplaner. De tager jo uendeligt lang tid at lave, når man skal skrive de sædvanlige 100-150.  Her er copy-paste funktionen jo en uvurderlig og meget tidsbesparende hjælp, som absolut mindsker byrden betragteligt. Man skriver bare noget tilpas neutralt pladder, som kan dække over flere børn ad gangen. Et lille fif: Lad være med at skrive navne i manuskriptet. Det ser simpelthen så dumt ud, hvis der står Bodil, og det faktisk var Bente, man sendte det til. Man skal også helst skrive til pigerne for sig og til drengene for sig. Ellers kan man i kampens hede godt komme til at sende en elevplan til Børges forældre, som konsekvent omtaler deres søn som ”hun” og ”hende”. Men den slags dumheder gør man kun en gang … og shit happens … og det kan Børges far sikkert også godt forstå i disse kønsforvirrede tider.  Det kan i hvert fald sagtens holdes under 60 timer.

En anden tidsrøvende beskæftigelser er at vurdere elever ”ikke uddannelsesparate”, da det medfører ekstra samtaler med forældrene. I disse inklusionstider sidder der nemt nogle stykker i en klasse, som absolut aldrig kommer til at klare optagelseskravene til nogen som helst ungdomsuddannelse. Men altså, man kommer jo nok ikke op på 60 timers ekstra forældresamtaler. 

Forberedelse er rent ud sagt noget opreklameret fis. Store skoler har vældig lange gange, og man kan nå at tænke mange kloge tanker om den næste times undervisning på sin vandring på vej hen til klassen. Prøv at læg mærke til, hvor lidt folk taler sammen på gangen! Og Meebook er fantastisk – man åbner for den næste klasse og vupti, er planlægning overstået. I gamle dage så man skævt til dem, som bevidstløst gentog sig selv år efter år. Det er vi da heldigvis kommet over.

At rette opgaver, stile for eksempel, er jo noget af det mest langsommelige i hele verden. Det tager snildt 14-15 timer at rette sådan en stak opgaver, og så skal de endda være korte. I gamle dage fik lærerne jo ekstra tid til den type opgaver, hvilket var temmelig forkælet. Godt man har skåret ind til benet her! Igen er Meebook en guds gave til læreren, som kan klikke ”godkendt” uden at læse opgaven igennem overhovedet. Ligeså med de mange romaner, som en klasse skal læse. Hvem siger, at læreren selv behøver at læse bogen? En garvet lærer kan sagtens finde på opgaver, som afslører, om eleverne har forstået bogen, mens man selv kører den af på rygraden.

Rettearbejde er jo allerede digitaliseret, så man kan vel nøjes med at tjekke statistikkerne op til forældresamtalerne. Det er godt, at diverse portaler udgiver så glimrende materiale, at man ikke selv behøver bebyrde sig med at tjekke opgaverne igennem eller gennemgå det på klassen. Hvis man skulle det, så ville man jo aldrig nå noget som helst andet. Et forum som Youtube er aldeles fremragende (og så er det oven i købet gratis), og der findes næppe den grammatiske regel, som eleverne ikke kan finde en lille tegnefilm til, hvis de leder længe nok. Det passer også meget fint med ”ansvar for egen læring”. 

Møderne er vigtige. Dem skal vi holde fast i. Det er absolut det tidspunkt i ugens løb, hvor man har mest sammenhængende ro til at svare på mails fra forældrene, mens man diskret nikker op mod mødelederen for at vise, at man følger med. Det er i øvrigt en fornøjelse at opleve så mange velformulerede forældre kontakte primærlærerne.

Det med samarbejdet mellem lærere og ledelse og kommune ... altså, her tænker jeg måske, at man lidt har overset, at i gamle dage med rigtige lærerrådsmøder, da var skolerne kun halvt så store som nu. Jeg tror, at der bliver grobund for mange interessante (og dyre) rapporter om konstruktivt samarbejde, hvor man fx inddeler folk efter temperament og personlighed. Der er helt sikkert "de dominerende", og "de tavse" osv. Nå ja, nogen bliver kørt over, men sådan er det jo, for nu at citere Margrethe Vestager. 

Lønnen er vel mindre vigtig, for glæden ved arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv. Men det kan godt være, at nogle naive lærere forestiller sig, at de skal til at arbejde mindre, og at begrebet samarbejdet ligesom lægger op til, at vi skal møde forståelse for vores arbejde indenfor rådhusmurene - jeg siger det bare! Men da du nu selv har bragt det på bane, så glæder jeg mig til at høre, hvilke konstrutive indspark kommunerne kommer med! Det er trods alt mange års ødelæggende mistillid, du forsøger at reparere på. 

Jeg tror såmænd heller ikke, at du skal være bekymret for, om der skulle findes en enkelt lærer hist og pist, som kan erindre lockouten, eller at du stod i spidsen for den. Det er jo så længe siden. Ja, det kan da ligefrem være, at vi bliver skuffede, hvis ikke truslen om endnu en lockout kommer til at hænge over hovedet på os. Det er trods alt den slags oplevelser, der er med til at give kolorit på tilværelsen. 

Tillykke med de veloverståede forhandlinger. 

De venligste hilsner

Lisbeth