Lisbeth Sonne - strøtanker og sværdslag
Blog
Giv lærerne retten til at bestemme, hvordan de udendørs skoledage skal forløbe.
Jeg har fundet min helt store ja-hat frem (en neongul regnhat) i anledning af udedagen næste tirsdag, hvor jeg skal være sammen med min 8. klasse. Jeg vil jo helst ikke fremstå alt for mavesur, for det klæder ikke en kvinde i min alder. Jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg undrer mig over beslutningen. Samt at jeg glæder mig over, at det trods alt er lyst kl. 8 om morgenen!
For to uger siden fik skolebørnene ellers lov til at mødes igen (udendørs og i adskilte grupper) på betingelse af at nogen af dem mistrivedes. Mit team udnyttede straks chancen for at lave et stjerneløb, som tilfældigvis gik forbi både ishuse og bagere og foregik i strålende solskin på årets hidtil varmeste forårsdag. De to timer var givet godt ud. Men vi måtte twiste reglerne langt ud over det tiltænkte, for vi havde ingen elever, som ligefrem mistrivedes. Den dag havde jeg klap-hatten på. Det var en rigtig dejlig trivselsdag.
Men på tirsdag står den altså på udedag igen, og hvis vi skal følge skemaet lige så slavisk, som der er lagt op til, er det i seks iskolde timer. Min ja-hat er krympet i takt med at regnen har silet ned hele dagen, og temperaturen kun lige har passeret frysepunktet. Jeg var grædefærdig, da nyheden tikkede ind på aula torsdag eftermiddag, og endte med at ringe til min nærmeste leder om aftenen midt i den bedste sendetid - fuldstændig ideforladt og modløs. Jeg kunne kun se alle problemerne. At vi ikke kan bruge græsarealerne rundt om skolen, for græsset er vådt, og børnene får gennemblødte sko på få sekunder. At vi er nødt til at stå op hele dagen, for hvor finder man lige en tør bænk til 27 personer? At vi skal holde os i bevægelse hele tiden for at holde varmen. At vi ikke kan finde på aktiviteter nok til en hel dag, som eleverne gider være med til. Hvem gider måske gå en tur rundt om søerne og derefter lave et stjerneløb rundt i hele byen? Ikke mig selv i hvert fald.
Selv om min kære leder fik reddet min nattesøvn, minder min ja-hat alligevel mest om en kogt uldsweater, for jeg synes overhovedet ikke, at det her symbolpolitiske reklamefremstød har noget som helst med trivsel at gøre.
Jeg vil bare pointere, at det kunne være rart, hvis lærerne kunne nøjes med at vide, hvilke coronasikre retningslinjer, vi skal følge, og så må politikerne stole på, at vi bruger vores professionelle dømmekraft til at vurdere hvilke aktiviteter, vi har mulighed for at gennemføre, og hvor længe en sådan aktivitet skal foregå.
Trivsel handler om kvaliteten i samværet, og ikke hvor mange timer vi er sammen. Giv os friheden tilbage til at tilrette vores egen undervisning.
