Det forsømte forår … eller foråret, hvor livet vender tilbage?

Jeg tilhører generation ”børnesygdom”, fra dengang, hvor mødrene gik hjemme, og vi børn var syge med alt muligt, røde hunde og mæslinger, og sådan noget, som man kunne dø af. Det var vigtigt at blive smittet, så man skulle altid med på sygebesøg hos forældrenes venners syge børn (som jeg måske slet ikke brød mig om), men man måtte spise deres slik, hvilket var et opløftende element. Alternativet til at være syg som barn var at blive smittet som voksen, hvilket vist nok var den visse død.

Det er lidt det samme nu. Børnene bliver sendt ud i virkeligheden som de første, og vi tror på, at de nok skal overleve en rask omgang covid-19 virus. Desværre ved vi voksne ikke, hvordan vores chancer ser ud. Det er lidt et minus, synes jeg nok. Men vi har da overlevet alle mulige andre sygdomme, og det er jo en god start … Så jeg er klar til at tage chancen, for det er forår og livet kalder.

Gymnasiedatterens studenterhue ligger klar i en silkebeklædt æske. Hun kæmper for at komme ind på drømmestudiet, og frygten for aflyste eksaminer har hvilet over hjemmet. Hendes fremtid er på spil. Kjolen hænger klar til den aflyste galla, og studenterkørselen er planlagt, men måske bliver der slet ingen lancier og ingen studenterkørsel? Nu har vi lov at håbe igen.

Efterskoledatteren nåede lige på et hængende hår at afvikle den første af mange gymnastikopvisninger, før de blev hjemsendt. Jeg er lykkelig for, at vi trods alt nåede at se den, for måske blev det også den sidste. Gid hun havde været i karantæne på efterskolen i stedet for derhjemme, for der er da ingen steder, det er lettere at opretholde en karantæne end på en efterskole langt ude på Lars Tyndskids mark. Netop det efterskoleophold er jo hendes store oplevelse. Det, som hun og tusindvis af andre familier har sparet sammen til og glædet sig til i flere år. Efterskoleopholdet er et vigtigt højdepunkt i de unge menneskers liv, og nu smuldrer det bare væk. Vi krydser alt hvad krydses kan, for at de snart får lov at vende tilbage.   

Yngstedatteren glæder sig til sidste skoledag, hvor de skal smide karameller og lave sjov med lærerne. Det er jo hendes store dag, hvor hun skal tage afsked med venner og lærere efter en hel barndom i folkeskolen. Afsked med hele hendes liv næsten lige så langt tilbage, som hun kan huske. Nu håber vi bare på, at skolen vælger at holde fast i traditionerne.

Karantænen handler ikke kun om frygten for sygdom og lavkonjunktur. Det handler også om livet, som står i stampe, skønt det ligefrem skriger på at blive levet. Det handler om sorgen over alle de mistede oplevelser, og de bristede drømme. Vi skal huske at leve, og det er på tide at vende tilbage til livet.