Karantæne er verdens bedste it-kursus

Men nu har piben sandelig fået en anden lyd, for nu sidder jeg glad og tilfreds hjemme ved spisebordet hver dag og laver det ene undervisningsforløb efter det andet i Meebook. Det fungerer faktisk ganske fornuftigt som fjernundervisning. Men det kræver alenlange forklaringer at få eleverne til at forstå det digitale vidunder. Mon jeg har tålmodighed til det? Nej! Derfor har jeg fået lært at lave screencast, så jeg kan guide mine elever frem til de rigtige opgaver. Det var selvfølgelig min store datter, som lige kunne vise mig, hvordan man gør. Hun morede sig kosteligt, over min udførlige huskeliste med 14 punkter. Hun var især ved at flække af grin, da jeg nåede til punkt 12: `Tryk publish - vent til den siger 100%! Men screencast er da mega smart, og jeg er så begejstret over mine egne evner (min datter er lige knap så imponeret).

Nå, men nu vælter det jo ind med op mod 200 besvarelser på Meebook hver uge, og det synes jeg så alligevel ikke, at der er specielt smart eller overkommeligt at få rettet. ”Man kan lave gruppeafleveringer”, sagde min hjælpsomme kollega på et telefonmøde. Jammen hvor smart er det ikke lige? Det er sgu da sindsygt smart.

Jeg er også begyndt at lave videoer. Det lærte mine elever mig tilfældigvis en af de sidste dage før karantænen (de lå flade af grin over, at jeg ikke kunne finde ud af det). Nu har jeg overgået mig selv og lavet små videoer, som introducerer dagens opgave. Det er både nemt og smart. Jeg har i ren kådhed også lavet jokes med sokkedyr: ”Banke, banke på! Hvem der? Karen-tæne”. Mine børn synes, at jeg er helt ubeskrivelig pinlig!

Det næste bliver måske virtuelle gruppesamtaler? Det er totalt grænseoverskridende, så det tager jeg lige tilløb til. Jeg startede med at lufte ideen over middagsmaden, så alle ungerne og ægtefællen kunne kloge i sagen. De kastede sig ud i historier om hvordan man kan snyde, uden at læreren opdager det. Det var lidt uklart hvilken rolle, de selv havde haft i det … det var vist kun noget, som deres kammerater gjorde! Men synes jeg, at virtuel undervisning på computeren lyder som en smart ide? Nej, det gør jeg måske ikke alligevel.

Men den korte historie er bare, at ingen it-kurser i hele verden kunne have rykket min indstilling til digital undervisning så meget. Min indlæringskurve er nærmest lodret. Jeg er gået fra at være et modstræbende spektakel til at være totalt cool, når jeg selv skal sige det. Hvis jeg var blevet sendt på kursus, så ville det for det første have kostet en formue i gebyr og vikardækning, og for det andet ville jeg have surmulet fra start til slut og nægtet at bruge det, når jeg kom tilbage. Men lige nu må jeg bare indrømme, at jo længere tid vi er tvunget til at drive skole fra køkkenbordet, jo bedre bliver jeg. Det der digital undervisning, det er sgu da både nemt og ret smart.