Digitalt hjemmearbejde afslører skolens styrker og svagheder

Jeg må hellere skynde mig at tilføje, at tre familier jo ikke er repræsentativt for den samlede danske befolkning, men i forhold til de meget få mennesker jeg møder i denne karantænetid, er det meget repræsentativt!

Nå, men den udmelding har jeg godt nok et noget ambivalent forhold til. Det er da glædeligt, at familierne er tilfredse, for der bliver også lagt mange kræfter i at få undervisningen til at fungere. På den anden side skulle det da gerne være sådan, at skolen er det bedste tilbud, vi kan give. Det her nødundervisning er altså bare en midlertidig foranstaltning (tror vi nok).

Det er mit indtryk at særligt to ting kendetegner familiernes tilfredshed: Struktur og ro.  

Strukturen -- Det har været en enorm styrke, at vi er vant til at arbejde systematisk, så selvfølgelig oplever familier og børn det som struktureret. Men det hører trods alt til sjældenhederne, at eleverne har et så præcist overblik over de opgaver, der skal laves i løbet af dagen, som de har lige nu. Det er også nyt, at man kan arbejde efter en fælles struktur, men i sit eget tempo og uden hensyn til, at andre er hurtigere eller langsommere end en selv. Måske er det er også rart, at man lige kan se lærerens forklaring på videoen et par gange ekstra? Strukturen opleves måske som bedre tilpasset den enkelte elev?

Ro – Av, den sved. Selvfølgelig er der mere ro, når man sidder helt alene på sit værelse med døren lukket. Men det fik mig til at tænke på, hvordan skoler rundt om i dronningens rige bliver renoveret for svimlende beløb ud fra buzz words som ”fællesskab” og ”fleksibilitet”. Det stille skolebibliotek bag den lukkede dør er blevet integreret i det pulserende liv. Glasvægge skyder op som paddehatte (for lige så hurtigt at blive dækket til med plakater). Gangarealer bliver kombineret med gruppearbejde og åbne auditorier med elegante trapper til at sidde på, hvor klasse efter klasse snakkende passerer forbi flere gange i timen. Klasselokalerne er så små, at det næsten kræver en indretningsarkitekt at stille bordene anderledes. Til gengæld er der max elevtal i samtlige klasser. Men børnene søger væk fra fællesområderne og forsvinder ind i de små lærer-møderum, som ellers er strengt forbudt for børn. Eller ned i kælderskakter og kroge … alle mulige steder … hvor de kan sidde i afsondret stilhed, når de skal arbejde. Når mulighederne er udtømte, er lyttebøfferne heldigvis opfundet, og stort set alle har vænnet sig til at have musik i ørerne, for at lukke de lyde ude, som vi så flatterende omtaler som ”arbejdsro”.  

Jeg synes da heller ikke selv, at et fælles forberedelsesrum med plads til 30 mennesker er optimalt, hvis jeg skal koncentrere mig. Ro og fordybelse burde ellers være noget at det vigtigste i en skole. Både voksne og børn kan godt lide arbejdsro, og det får vi alle sammen derhjemme lige nu.

"Hvad skal vi med lærerne, hvis man kan bruge digitale læremidler"? Det spørgsmål stillede Aexander Von Oettingen til et foredrag. Okay, der fik han nok lige fanget tilskuernes opmærksomhed (og bragt noget pis i kog). Jeg var i hvert fald harm helt ind til knoglemarven længe efter. Nu kan jeg alligevel godt se et potentiale, selv om jeg er led ved at indrømme det. Hvis børnene siger, at de lærer mere hjemmefra, så er man vel nødt til lytte og acceptere, at der er noget ved digitalt hjemmearbejde, som åbenbart fungerer godt. Faktisk skal vi både lytte og handle – jeg vil i hvert fald lige tænke over, om man kan skabe oaser med ro og fordybelse, når jeg vender tilbage til min arbejdsplads.