Blog

Ny blog fra Filosofi i Skolen

Projektet Filosofi i Skolen ved Syddansk Universitet har været i gang i tre år, og vi har så fået så mange erfaringer og ideer som vi gerne vil ud med, at vi nu starter denne blog. Vi håber I vil læse med og give os jeres respons! Dette første indlæg handler om projektet og vores overordnede fokus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad var planen med Filosofi i Skolen?

Projektet gik i luften i februar 2017 som et udviklings- og forskningsprojekt ved Syddansk Universitet med fokus på filosofiske gruppedialoger med skoleelever. Internationalt har forskning tydet på at denne type aktiviteter har gjort elever bedre fagligt i fag som fx matematik, og i begyndelsen var tanken at vi ville undersøge om man kunne se tilsvarende virkninger i en dansk skolekontekst.

Men da vi så stod ude i skolernes virkelighed og så hvad de filosofiske aktiviteter gjorde ved klasserummet, ved elevernes interaktion og hvordan lærerne reagerede, ændrede vores fokus sig fuldstændigt. Vi opdagede ting som vi slet ikke var forberedt på.

Filosofi i Skolen

Filosofi i Skolen er et tværfagligt forsknings-, udviklings- og efteruddannelsesprojekt ved Syddansk Universitet. Vi har arbejdet med filosofisk dialog i alle afskygninger siden 2017, men er særligt interesserede i filosofi med børn i formelle læringsfællesskaber som skolen. Vi vil nemlig gerne bidrage til at forbedre børns læring, trivsel, udvikling og skoleoplevelse. På bloggen her deler vi erfaringer og oplevelser fra projektet. Du kan læse mere om os på www.filosofiiskolen.dk og kontakte os på filosofiiskolen@sdu.dk.

Overraskelser og et nyt fokus

For eksempel blev de lærere der så vores aktiviteter meget overraskede over at se at elever som de mente at kende godt gennem mange år, opførte sig anderledes end normalt. Det kunne være stille elever som pludselig foldede sig ud, eller stærke elever som til gengæld havde svært ved at navigere.

Vi var heller ikke forberedt på at de filosofiske fællesdialoger var så stor en udfordring for eleverne. Lidt naivt havde tænkt at de ville passe lige ind i en dansk skolekultur, men vi måtte hurtigt konstatere at elever måske nok er vant til at diskutere og løse opgaver i fællesskab, men ikke særligt trænede i at lytte til hinanden og indgå i det undersøgende fællesskab som en filosofisk dialog er.

De to første skoler vi var ude i var en privatskole og en skole i Vollsmose. Og de to nævnte overraskelser gjaldt begge skoler og alle klassetrin. Så det var her vores fokus skiftede, og nu stiller vi helt andre spørgsmål i vores forskningsprojekter. I stedet for at se på effekter i forhold til faglige mål, er vi nu interesserede i hvad filosofiske dialoger gør ved fx klasserummets dynamik, ved lærerrollen og ved elevers trivsel. Det er meget mere besværligt at undersøge, men også en hel de sjovere!

Så hvem er ”vi” og hvad laver vi i praksis?

Projektets kerne består i øjeblikket af en projektleder og en videnskabelig assistent, men derudover involverer det også studerende fra Filosofi ved SDU og en række forskerkolleger fra Uddannelsesvidenskab, Sprog og Kommunikation og HC Andersen Centret ved SDU. Denne sammensætning afspejler at Filosofi i Skolen er et projekt med mange deltagere, underprojekter og samarbejdspartnere.

Vi har siden vi gik i gang for tre år siden holdt så mange filosofiske dialoger på forskellige skoler og på forskellige klassetrin at vi ikke længere har overblik over det. At få mulighed for stå selv ude i klasserne har nok været den største gave til projektet – her henter vi viden og inspiration til vores forskning som vi ikke kunne få på andre måder.

Ud over forskningen er vi også begyndt at arbejde med efteruddannelse og kompetenceudvikling og i udviklingsprojekter under Børne- og Undervisningsministeriet. Projektet har altså i praksis bevæget sig i retninger som vi ikke havde forudset og som er usædvanlige for et forskningsprojekt ved universitetet, men som har givet os en praksisforankring som er guld værd.

I kommende blogindlæg vil vi fortælle mere om vores erfaringer, projekter og samarbejder, så vi håber I hænger på :-)

Links

Læs mere på vores hjemmeside: www.filosofiiskolen.dk. Her er bl.a. links til gamle omtaler fra dengang vi troede at vi skulle undersøge om filosofi i skoleundervisningen ”kan give målbare effekter på børnenes udvikling”, fx på Videnskab.dk januar 2018: https://videnskab.dk/kultur-samfund/filosofi-goer-boern-bedre-til-matematik.