Blog

Måske er det ikke kun ”de stille elever”, der er noget galt med…

Lærere kan gøre meget for at ændre elevers adfærd. Men måske er der også grund til at se skolekulturen efter i sømmene.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En artikel i det nye nummer af Folkeskolen (nr. 5/2020) indleder med at nævne, at ”11,5 procent af eleverne i folkeskolen har en såkaldt lav deltagelse i læringsaktiviteter som for eksempel at række hånden op og deltage i klassedrøftelser.” Det er et højt tal.

Artiklen fortsætter derefter med at beskrive, hvordan læren kan hjælpe elever til at blive mere aktive i timerne, fx ved at lave en plan for hvordan man gradvist vænner en elev til at sige noget.

Men hvorfor kun arbejde med at få eleven til at ændre adfærd? Måske er også grund til at se skolekultur og læringsrum efter i sømmene.

Filosofi i Skolen

Filosofi i Skolen er et tværfagligt forsknings-, udviklings- og efteruddannelsesprojekt ved Syddansk Universitet. Vi har arbejdet med filosofisk dialog i alle afskygninger siden 2017, men er særligt interesserede i filosofi med børn i formelle læringsfællesskaber som skolen. Vi vil nemlig gerne bidrage til at forbedre børns læring, trivsel, udvikling og skoleoplevelse. På bloggen her deler vi erfaringer og oplevelser fra projektet. Du kan læse mere om os på www.filosofiiskolen.dk og kontakte os på filosofiiskolen@sdu.dk.

Når vi fra Filosofi i Skolen møder en ny gruppe af elever, må vi typisk konstatere, at der er en udbredt ”gæt-hvad-læreren-tænker-kultur”, hvor eleverne er vant til at bruge utrolig mange kræfter på at give det svar, som de tror, læreren gerne vil høre. Og de vil hellere tie end tage fejl.

Men når eleverne opdager, at den filosofiske dialog rummer autentiske spørgsmål (og ikke bare tjek-spørgsmål) og at deres ideer er velkomne (hvis bare de er villige til at begrunde dem), bliver eleverne motiverede og engagerede på helt nye måder. Vi er efterhånden vant til, at lærere bliver meget overraskende over, hvordan ellers ”stille elever” pludselig bliver aktive, velformulerede og udfolder ideer som ingen vidste, de havde.

Og det opnår vi vel at mærke, uden at vi kender eleverne, uden at vi presser dem, og uden at tænke at deres adfærd er forkert. I stedet ændrer vi læringsrummet, så det føles trygt at deltage.

Jeg foreslår, at vi bruger flere kræfter på at skabe det rum, og færre på at ændre eleverne.

PS. I artiklen medvirker en pige, som det nu angiveligt går bedre med. Hun udtaler til artiklen:

”Jeg ved jo godt, at de andre ikke griner, men jeg er stadig lidt bange for at svare forkert. Men jeg bliver jo ikke ked af det eller noget, jeg skal bare øve mig i at sige det rigtige”

For mig er dette en tankevækkende udtalelse. Det er værd at overveje, om hun nu bare er endnu dygtigere til at sige det, som læreren gerne vil høre.

Den omtalte artikel:

Hansen: ”Læreren kan give den stille elev en stemme i klassen”, Folkeskolen nr. 5 (2020), s. 16-19