Var det ok at kræve tændt kamera i onlineundervisningen?

af Caroline Schaffalitzky de Muckadell, lektor ved SDU & Frederik Schou-Juul, videnskabelig assistent ved Statens institut for folkesundhed ved SDU

Fjernundervisningen er forhåbentlig en saga blot. Men så sent som den 15. december sidste år blev landets skolebørn endnu engang sendt hjem til undervisning foran skærmen. For mange var det ikke være et kært gensyn.

Allerede ved de første nedlukninger blev der brugt videoplatforme som Zoom, Teams og Google Meet til fx virtuelle klasserumssamtaler. Undervisningsministeriet og brancheforeninger gav anbefalinger til  onlineundervisningen, og selvom nogle lærere rejste spørgsmål om hvad man kunne kræve af eleverne,  kom der ikke en generel diskussion af forventninger til elevernes deltagelse og etiske aspekter af de krav der blev stillet.

Her bagefter er det relevant at træde et skridt tilbage og reflektere. For hvad var det egentlig rimeligt at kræve af eleverne, da de var hjemsendt? Var det fx. rimeligt at forvente at undervisningsdeltagelse og fremtræden skulle minde om fysisk undervisning? Kunne man virkelig kræve at elever ikke må sidde i nattøj, ikke må spise, være på discord eller slukke deres kamera?

Skoler krævede tændt kamera

Under  nedlukningen i 2021 meldte både Børne- og Undervisningsministeriet og brancheorganisationen for skolelederne ud at de mente at eleverne generelt skulle have deres kamera tændt under undervisningen. Det blev bl.a. understreget at læreren skulle kunne se elevernes ansigt og at ”Det er væsentligt, at alle elever er på skærmen med et live-billede, så undervisningen bliver så nærværende som muligt”. Det blev også anbefalet at klasseteam aftalte fælles klasseregler som fx ”Vi har alle kameraet tændt” og ”Vi spiser i frikvarteret” (EMU, 2021). Nogle steder valgte man at indberette manglende kamera som ulovligt fravær (hvilket i nogle familier kan medføre træk i børnepengene).

Det er vores indtryk at mange skoler efterlevede henstillingerne fra myndighederne og på nogle skolers hjemmesider kunne man fx finde formuleringer om at elever skulle være ”kamera-parate” eller ”alle er klar ved timestart ved skrivebordet (har spist-udhvilet og i tøj), siger god morgen, har deres kamera tændt, har mikrofonen slukket (når de ikke er på)”.

Men var det rimeligt at kræve tændt kamera? Og blev der gjort nok for at spørge eleverne om hvordan de oplevede den nye undervisningsform?

En undersøgelse

Under nedlukningen i februar 2021 gennemførte vi en lille undersøgelse af 119 elevers oplevelse af onlineundervisningen under nedlukningen, og den fik os til at reflektere over hvilke krav, man kan stille til elever, der modtager undervisning på videoonlineplatforme, og hvordan man beslutter sådanne krav. I en artikel som netop er udkommet i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, argumenterer vi for, at en diskussion om, hvad der er passende krav (og hvad der ikke er), bør indebære er at man – helt banalt – spørger dem, som kravene bliver stillet til. Det er vigtigt både ud fra hensynet til elevernes rettigheder til at blive hørt og ud fra hensyn til deres trivsel.

For hvis skyld skal kameraet være tændt?

Ideen til undersøgelsen opstod fordi vi i forbindelse med et undervisningsforløb online blev vi opmærksomme på at vi faktisk selv fulgte strømmen og opstillede en række krav uden at høre eleverne. Og det fik os til efterfølgende at spørge ind til deres oplevelser med kameradeltagelse under onlineundervisning. Vi spurgte dem bl.a. om ”Hvordan har du det med at have dit kamera tændt under onlineundervisning?” og ”Hvorfor tror du, at de andre ikke har kamera på?”.

Langt størstedelen svarede enten ”rigtig godt” eller ”det er fint”, men der var også mange elever, der angav, at de ikke havde det så godt med at have kameraet tændt. Hele 20 ud af 96 elever havde en negativ oplevelse med kameradeltagelse. Da vi spurgte dem hvorfor de troede at deres klassekammerater ikke havde kameraet tændt, svarerede de en række forskellige ting. Nogle mente at de nok var bange for at andre ville opdage at de lavede andre ting (spiste, talte med andre i rummet eller sad med en kat), andre mente at årsagen var bekymring for hvad de andre elever tænkte om dem, hvis de havde kamera på.

Fra et lærerperspektiv kan tændt kamera være nødvendigt for sikre sig at alle faktisk modtager undervisning, og det er desuden sværere at undervise nogen man ikke kan se. Men eleverne kan have tilsvarende gode grunde til fx ikke at tænde kameraet, lige som de kan have gode grunde til at lave andre ting sideløbende med onlineundervisningen.

Kameradeltagelse i onlineundervisning er et etisk spørgsmål

Børn har ret til uddannelse og til at lære noget. Men de er netop også børn og ikke kun elever, så vi skal også tage hensyn til grundlæggende etiske værdier ift deres trivsel, privathed og ret til at blive hørt.

Spørgsmålet bliver om et krav om kameradeltagelse er så vigtigt (for at indfri skolens forpligtelse til at sørge for, at alle modtager undervisning) at det bør stilles selv hvis det skader elevernes trivsel og hensynet til deres privatliv. Når kameraet er tændt, kommer andre ind i ens private sfære. (En virtuel baggrund kan forhindre det, men den kræver en ekstra båndbredde som ikke alle har.) Eleverne kan derfor blive frataget muligheden for selv at bestemme over hvad de vil dele med andre om deres hjem, levevilkår, familie eller andet.

Eleverne ved desuden at andre vil kunne tage screenshots som kan deles med en større kreds uden for klassen (som en form for mobning), og selve det at være konfronteret med at man bliver betragtet hele tiden, kan øge selvbevidstheden på en negativ måde.

Dette forhold, samt det at man i lang tid ser mange ansigter på skærmen close-up, er desuden blevet peget på som en central årsag til den belastningsreaktion som er blevet kaldt ”zoom fatigue”. Så ikke alene kan hensyn til barnets privathed og selvbestemmelse tale imod krav om kamera, der er også en risiko for at langvarig brug af videoplatforme kan underminere barnets trivsel.

Lyt til eleverne og find alternative tilgange

Det er påfaldende, at elevernes perspektiv tilsyneladende ikke blev inddraget mere end de blev i debatten under sidste nedlukning. Især i lyset af at de har rigtig meget på spil og kan have rigtig gode grunde til ikke at tænde kameraet eller deltage i onlineundervisningen på bestemte, krævede måder.

Alle ønsker i sidste ende at gøre det bedste for eleverne og heldigvis tyder en del på at deres perspektiv blev tænkt mere systematisk ind op til denne nedlukning. Flere delte konkrete forslag til hvordan man kunne gøre i praksis – fra Folkeskolen.dk vil vi særligt fremhæve disse indlæg som gode eksempler:

• ”Hvad er elevernes ønsker til den virtuelle undervisning?” som bl.a. beskriver en skole hvor man bevidst har lyttet til eleverne (link til indlægget) 
• ”Det muliges kunst – nødundervisning, IGEN” som anbefaler nogle konkrete aktiviteter, men også at man husker at evaluere sammen med eleverne (link til indlægget)

Det er vigtigt, at vi husker på at eleverne ikke bare er elever, men også børn. Vi skal blive ved med at tænke deres perspektiver og oplevelser ind, når vi stiller krav til dem, da de har ret til at blive hørt og vi er nødt til at tage hensyn til deres trivsel. Lad os få mere systematisk fokus på de krav vi stiller, hvorfor vi stiller dem og hvilke konsekvenser de har.

Læs mere

Schaffalitzky & Schou-Juul (2022): "Etiske refleksioner over krav i onlineundervisningen", Dansk Pædagogisk Tidsskrift