Stil bedre spørgsmål

Er dine spørgsmål autentiske?

Elever er vant til at lærere stiller ”tjekspørgsmål” som fx ”Hvad gjorde manden i historien, da hunden var væk?”, ”Ved hvilken temperatur koger vand?”, eller ”Hvad hedder Zeitung i flertal?”. De er også vant til denne struktur i undervisningen: Læreren spørger, eleven svarer, læreren giver feedback (fx ”godt!”, ”ikke helt” eller ”er der andre der kan svare på det?”).

Det er formentlig nødvendigt at trække på denne type samtale med eleverne i fagene, men den faste form kan også gøre det vanskeligt når man ønsker at eleverne engagerer sig i det Olga Dysthe ville kalde ”autentiske spørgsmål”. Det er nemlig spørgsmål hvor meningen ikke er, at man skal sige en bestemt ting som læreren tænker på, men hvor den der spørger, er ægte optaget af svaret.

Hvis eleverne bliver trænet i at orientere sig efter at svare det, som læreren gerne vil høre, er det ikke mærkeligt hvis det er vanskeligt at engagere dem i et spørgsmål som fx: ”Hvad hvis Abraham havde sagt nej til at ofre sin søn?”. For hvordan skal de svare rigtigt her? Hvad ”fisker” læreren efter?

Et beslægtet problem er, at de spørgsmål som eleverne får fra lærere, ikke altid opleves autentiske, selvom de er ment sådan. Et spørgsmål som ”Hvad tror I forfatteren prøver at sige her?” kan været oprigtigt ment som en interesse for, hvad eleverne tænker. Men eleverne ved også godt, at læreren vil vurdere det de siger, og formentlig også selv har en ret klar holdning til spørgsmålet.

Det første råd er derfor: Spørg om ting, hvor du er oprigtigt nysgerrig for hvad de tænker og hvor du ikke har gjort op med dig selv hvad din holdning er. Og sig gerne til eleverne at det er sådan (men kun hvis du mener det). Hvis du er heldig (eller træner med dem), kan det være de tror på dig og har lyst til at svare.

Er dine spørgsmål tilgængelige?

Det er ”almen viden” at hvis man gerne vil invitere til dialog, skal man stille åbne spørgsmål. Dette er dog kun sandt inden for visse grænser: For det første kan åbne spørgsmål (jf. dem ovenfor) sagtens lyde som om de stadig peger på nogle bestemte svar og altså i virkeligheden ikke er ret åbne. For det andet kan åbne spørgsmål (selv de autentiske) være så overvældende, at man ikke orker at svare på dem.

Prøv at forestille dig at du blev stillet dette meget åbne spørgsmål: ”Hvilke grunde kan du give for og imod at lukke landet ned pga. en virussygdom?”. Jeg gætter på, at selv den, som har klare meninger om sagen, bliver let stresset og begynder at opstille lister i hovedet. Forestil dig så, hvordan det er for en elev, der gerne vil svare rigtigt.

Man kan gøre sine spørgsmål mere tilgængelige ved at omformulere dem til ja/nej-spørgsmål. I dette tilfælde kan man spørge: ”Er det godt at lukke landet ned pga. en virussygdom?”. Det er meget lettere at forholde sig til, og hvis eleven bare svarer helt kortfattet (fx ”ja”), kan man altid spørge dem hvorfor de mener det.

Så det andet råd er: Stil simple spørgsmål, som kan besvares helt kort. Hvis eleven ikke uddyber af sig selv, kan du bare spørge interesseret til vedkommendes grunde.

Videre læsning:

Hvis du vil vide mere om hvordan man i praksis arbejder med spørgeteknikker, så anbefaler vi bogen TÆNK HØJT af Peter Worley fra 2019. Det er den eneste bog på dansk som giver gode, konkrete vejledninger til de spørgeteknikker og den klasserumshåndtering som er nødvendige for at lykkes med filosofiske dialoger.

Bogen kan lånes på biblioteket: https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A46145615