Hvordan står det til med læsning i Danmark ifølge PISA?

PISA 2015 viser i domænet læsning et billede, vi kender fra alle de foregående fem PISA-undersøgelser: Vi har ca. 15 % lavt præsterende, ret få højt præsterende og en stor mellemgruppe, som klarer sig godt. Vi har stort set haft denne fordeling hver gang, og det er nu sjette gang, undersøgelsen gennemføres. Så nyheden set fra en dansk læse-sammenhæng er, at der så godt som ingen udvikling er.

Der er i alt seks scorings-niveauer, og den interne fordeling mellem niveauerne i testen er meget stabil i 2009, 2012 og 2015, hvor man har arbejdet med samme læsebegreb og derfor direkte kan sammenligne resultaterne. Hvis man scorer under niveau 2, vurderes man i PISA’s egne definitioner til ikke at have tilstrækkelige funktionelle læsekompetencer til videre uddannelse, altså en ungdomsuddannelse.

I Danmark scorer ca. 15 % af de testede elever på dette niveau. Derudover er det værd at hæfte sig ved, at den danske mellemgruppe er stor i sammenligning med de øvrige OECD-lande. De fleste lande har flere i ydergrupperne både i top og bund og altså en langt større spredning, end vi har.

Placeringen på PISA listen

PISA og resultaterne formidles blandt andet via en samlet rangliste over landene, og det er derfor nemt at hæfte sig ved et lands samlede placering. Dog er forskellene i score mellem lande ved siden af hinanden på skalaen meget små, så man er nødt til at samle landene i nogle grupperinger. Her ligger Danmark i en gruppe af lande, hvor langt de fleste ligner os meget – det er en lang række europæiske lande som fx Sverige, Holland og Storbritannien samt USA, Australien og Rusland.

I gruppen over os finder vi dels en række asiatiske lande og dels Finland, Norge og Canada. De tre sidstnævnte er set fra et dansk perspektiv de mest interessante, fordi unges livsbetingelser, fremtidsudsigter og sociale liv her minder om hinanden. Det er svært at sammenligne tilværelsen for en ung i Danmark med tilværelsen for en ung i lande som Singapore, Korea eller Japan. Unge har vidt forskellige livsbetingelser de steder, og læsekompetencer indgår altid i en kulturel kontekst: Hvilken status har det i en familie, en kultur, et samfund, hvilke forventninger har vi til de unge, og hvor afgørende er det for deres videre uddannelse og arbejde? I Danmark er man ikke dømt til et liv i fattigdom, fordi der er nogle ting, man ikke er god til som 15-årig. Sådan er det andre steder, hvor man skal performe meget målrettet i en ung alder.

Også denne gang scorer pigerne bedre end drengene. I de tre øverste scorings-niveauer, 4,5 og 6, er der overvægt af piger, mens der i de tre nederste, 1,2 og 3, er overvægt af drenge. Den samlede kønsforskel er derfor ret stor, men dog aftagende i forhold til 2009 og mindre end i både OECD som helhed og de øvrige nordiske lande, og den er også aftagende i forhold til 2009. Internationalt set har vi altså mere ligestilling end de fleste, og tendensen går i retning af en endnu mere ligelig fordeling mellem drenge og piger, selvom der er tale om små forskydninger.

De højt præsterende

Danmark har i PISA 2015 lidt flere i toppen denne gang, 6,5 % mod 4,7 i 2009 og 5,5 i 2012. Men OECD har samlet et gennemsnit på 8,3 % i den øverste gruppe, og her taler vi om lande, hvis samlede score for langt de fleste er meget dårligere end vores. Andre lande har altså en langt større spredning – inklusiv flere højtpræsterende. Canada og Finland har fx 14 % i toppen, altså flere end dobbelt så mange som os, så de viser, at det er muligt at gøre de dygtigste meget bedre, end vi gør i Danmark. Man kan også se på Norge, som har næsten dobbelt så mange i topgruppen, og hvor det er lykkedes at hæve den øverste gruppe ret markant siden 2012.

De lavt præsterende

Vi har i Danmark en stor gruppe af unge, som scorer så lavt på PISA-skalaen, at de ifølge PISA’s egne definitioner ikke vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, og det er et problem, som har været kendt i hele PISA’s levetid, dvs. i 15 år.

Her kan det være interessant at se på Finland og Norge, som begge minder om Danmark, og som begge klarer sig signifikant bedre end os på den samlede læsescore. Finland har i alle årene klaret sig godt i læsning og ligger også fortsat i toppen. Men også Finland har en relativt stor gruppe i den nederste gruppe, nemlig 11 %. Man kan lave et simpelt regnestykke og sige, at ved 27 elever i en klasse, vil der groft sagt være tre i en skoleklasse i Finland, som præsterer lavt i læsning, mens der i Danmark vil være fire. I hver eneste klasse i Danmark vil der altså være en mere end i Finland, som ikke læser godt nok til at kunne få tilstrækkeligt udbytte af en ungdomsuddannelse. Om det er meget eller lidt, kan man jo diskutere. Også Norge klarer sig samlet set bedre end Danmark, men har også en stabil bundgruppe på ca. 15 %. I Norge vil det også være ca. fire ud af 27, som vurderes til ikke at have de læsekompetencer, som videre uddannelse fordrer.

Når det lykkes for et land som Norge at skabe markant bedre læseresultater, ligger hele deres ændring i toppen og ikke i bunden. Det siger måske noget om, at det er meget svært at løfte bundgruppen.

Har vi et problem?

Det er lidt et spørgsmål om synsvinkel, hvor stort man synes, problemet er. Man kan godt med PISA-undersøgelserne i hånden fortælle en positiv historie om, at 85 % af de testede danske unge klarer sig fint i læsning, og at det er helt på niveau med alle de lande, vi ligner. Man kan også fremhæve det positive i, at vi i international sammenhæng har få elever i bund- og topgruppen og altså har en høj grad af lighed i skolen.

Man kan også sige, at så længe der overhovedet er nogen, der scorer under niveau 2, har vi et problem, selvom der ikke er noget land i verden, der hidtil er lykkedes med at få andelen meget længere ned end hver tiende unge, og at det i meget højt placerede lande som Finland og Norge drejer sig om henholdsvis 11 og 15 %.

Man kan også sige, at når PISA vurderer, at de lavt præsterende ikke er rustet til videre uddannelse, kan vi i Danmark godt modificere det lidt. Disse unge er i risiko for ikke at uddanne sig, ligesom de er i risiko for længerevarende arbejdsløshed senere i livet, men det betyder ikke, at hver eneste, der kan testes til en lav score i PISA, rent faktisk også falder helt ud. De er i risiko for det, og som system og som samfund skal vi gøre, hvad vi kan, for at forhindre det.

PISA kan derfor være et argument for, at vi udvikler differentierede læse- og læringsmiljøer i fx 10. klasser og ungdomsuddannelser. Selvfølgelig skal vi arbejde for at bringe gruppen af lavt præsterende ned, men vi skal samtidig have en strategi for, hvordan vi hjælper dem, der uvægerligt havner i den – også i alle de kommende undersøger, man vil kunne lave. Det peger på nytænkning i forhold til differentiering, støtte og variation i ungdomsuddannelserne.