Blog

Fortælling fra skolehaven: radisen

Her i den kolde vintertid, der går jeg og tænker på radiser. Jeg tænker på radiser, fordi jeg længes efter at komme ud i skolehaven. Her er radisen den første plante, vi kan høste i haven. Det er helt utroligt, hvad man kan opleve og opdage, ved noget så simpelt som at så en række radiser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man har puttet de bittesmå frø i jorden, sker der noget utroligt. Det lille frø bliver til en rød radise.

Smagen af frisk radise på en rugbrødsmad med rygeost, er lykken for mig. Men børnene, som jeg har med i haven, er ikke altid vilde radiser. De er kritiske, og lader sig ikke begejstre, bare fordi radiser sunde og flotte. De syntes, at radiserne er stærke som sennep!

Men - over en sæson i haven, oplever vi, at en radise SLET ikke bare er en radise.

Haver til Maver

Haver til Maver er en landsdækkende almennyttig forening, der arbejder for at styrke primært børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed. Med bloggen vil vi gerne bidrage til den faglige samtale og vidensdeling om folkeskolen ved at formidle vores erfaringer med åben skole og udeskole.

For det første, behøves radiser slet ikke være i nationalfarver. De kan være lilla, grønne og hvide. Det kan blive til nogle farvestrålende rygeostemadder, som hylder biodiversiteten, men lige lidt hjælper det, hvis man synes at radisen er for stærk.

Men også i styrken på radisen, er der stor diversitet. En spæd radise er ikke så stærk, men jo ældre den bliver, jo stærkere bliver den også. Dens styrke bliver også påvirket af mængderne af vand og varme og hvilken slags jord den vokser i. Radisen i den ene ende af skolehaven, kan være ret anderledes end radisen i den anden ende.

Hvis man ikke får høstet alle sine radiser mens de er små, kan de hurtigt vokse sig store som appelsiner. Det er en fed følelse at hive en KÆMPE radise op af jorden, men til gengæld er den blevet besk og trævlet.

Så er det bedre at lade radiserne vokse videre. Så opdager man nemlig også, at radisen er med i korsblomstfamilien og slet ikke er en rodfrugt, som man ellers godt kunne tro. Radisen er i familie med ruccola, raps og broccoli. Man kan spise radisens fine blade, ligesom man spiser rucola. Når man lader den vokse, går den i stok og bliver til en høj plante der ligner en rapsblomst. Radisen får hvide blomster og en masse skulpere.

Radise-skulpere er noget af det bedste jeg ved.

Skulperne er radisens frøkapsler. De ligner små, spændstige, lysegrønne bønnebælge. Skulperne skal ikke kun sikre næste års radise-høst - de fleste skulpere de skal spises, for de smager vidunderligt. De er knasende og spændstige og smager som en blanding af ærter og radise. De er en delikatesse - også for de børn jeg kender.

Så laver vi mad med dem, men gemmer lidt til frø, smider resten af planten på kompostbunken og begynder at glæde os til næste års radise-sæson.

Derfor glæder jeg mig til at komme ud i skolehaven.

Powered by Labrador CMS