Læreruddannelsens forening for madkundskab
Blog
Vær lige opmærksom på…
… portionsstørrelsen måtte jeg sige til min veninde forleden.
Hun var blevet inspireret til ugens madplan af en opskriftssamling, som hendes datter havde fået med sig hjem fra madkundskabsundervisningen. Nysgerrig som jeg jo er på faget og læremidler, så kiggede jeg på opskrifterne. Da slog det mig, at der - selvom der stod 4 personer i opskriften - næppe ville blive mad nok til at mætte en sporty familie på 4 bestående af to voksne og to teenagere. Og hvorfor nu det? Jo, opskriften var jo en didaktiseret udgave tilpasset undervisningen i skolen, hvor mængden passer til 4 skolebørn - måske endda, så der kan spises op i madkundskabstimen, så man undgår madspild eller at bøvle med at transportere rester hjem. Det adskiller sig fra klassiske opskrifter til 4 personer, hvor der sædvanligvis menes 4 voksne - og helst skal være rigeligt.
Det er også - den anden vej rundt - derfor, at madkundskablæreren altid må didaktisere de udvalgte opskrifter til undervisningen, hvis de stammer fra kogebøger eller internettet – ikke kun i fx opsætning og fremgangsmåde, men også portionsstørrelser. Det bliver alt for meget at købe 500 g hakket kalv og flæsk - som der jo ofte står i en almindelig opskrift - til en gang boller i karry til hver gruppe i madkundskab. Det er både overflødigt og alt for bekosteligt.
Opskrifter i madkundskab er læremidler - ikke "bare" opskrifter.