Blog

En naturfaglig læsedidaktik – hvorfor det?

Mange naturfagslærerne føler sig ikke didaktisk rustet til at understøtte elevernes læsning af de faglige tekster. Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse, som centeret har gennemført.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tekster i skolens naturfag rummer både fagord, grafer og tabeller. Det kan gøre dem svære at læse for eleverne. På trods af dette undervises eleverne sjældent i at læse fagets tekster. Det har hidtidige studier af læsning i naturfagene vist.

Nationalt Videncenter for Læsning

Nationalt Videncenter for Læsning samler, skaber og spreder viden om læsning, skrivning og sprog. Det sker gennem formidling samt forsknings- og udviklingsprojekter. Nationalt Videncenter for Læsning drives i samarbejde med landets seks professionshøjskoler. Se www.videnomlaesning.dk

Som et svar på den problematik arbejder forskere, konsulenter og lærere i udskolingen nu sammen om at udvikle en naturfaglig læsedidaktik. Det sker i centerets projekt Naturfaglig læsning – At lære med tekster i naturfagsundervisningen. Forskerne har som et grundlag for det arbejde netop gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse, der kortlægger naturfagslæreres tekst- og læremiddelbrug i undervisningen. I alt 287 lærere fra 93 forskellige skoler har deltaget i undersøgelsen, og deres svar viser, at læremidler og tekstlæsning indtager en væsentlig plads i naturfagsundervisningen. Svarene viser også, at en stor del af naturfagslærerne ikke føler sig didaktisk rustet til at varetage den del af undervisningen, der handler om at understøtte elevernes læsning af de faglige tekster. Samtidig viser deres svar, at naturfagslærerne over en bred kam bekender sig til en bred forståelse af læsning, hvor læsning ikke blot gælder læsning af bogstaver og ord på skrift, men også omfatter en bred vifte af multimodale udtryksformer.

For Jesper Bremholm fra Nationalt Videncenter for Læsning, der leder projektet, udpeger fundene vigtige orienteringspunkter for det videre arbejde med at udvikle en naturfaglig læsedidaktik. Centeret bad ham udfolde fundene nærmere.

Naturfagslærerne anser faglig læsning som både vigtigt og meningsfuldt

Undersøgelsen viser, at en stor del af naturfagslærerne er enige i, at faglig læsning både er meningsfuldt og noget, som eleverne har glæde af. Det anser Jesper Bremholm som et positivt fund.

- Det er positivt, både generelt og set i forhold til vores projekt, hvor vi jo fokuserer på at udvikle en læsedidaktik. Når naturfagslærerne vier elevens læsning opmærksomhed og anerkender væsentligheden af, at eleverne kan læse fagets tekster, viser det, at vi og lærerne deler en fælles forståelse i projektet.

- Det skal samtidig siges, at fundet kom lidt bag på os. Tidligere studier har vist, at naturfaglærere ofte viser modstand mod tiltag og metoder til faglig læsning i egen undervisning. Det kan hænge sammen med, at de forbinder læsning og læseundervisning med danskfaget, og at de oplever, at dansk som ’læsefaget’ bevæger sig ind på deres banehalvdel uden faktisk at forstå, hvad naturfagene går ud på. Spørgeskemaundersøgelsen viser imidlertid, at der blandt naturfagslærere i dag er et andet og langt mere positivt syn på faglig læsning.

Lærerne føler sig ikke didaktisk rustede til at undervise i faglig læsning

Undersøgelsen viser også, at tekster fylder meget i naturfagsundervisningen – især digitale tekster, læremidler og portaler – og lærerne tilkendegiver, at en stor del af eleverne har svært ved at læse teksterne på egen hånd. Samtidig opfatter hovedparten af lærerne sig ikke tilstrækkeligt didaktisk rustede til at undervise i faglig læsning. Det anser Jesper Bremholm som en stor udfordring:

- Over halvdelen af lærerne i vores undersøgelse giver udtryk for, at de ikke føler sig klædt godt nok på til at understøtte elevernes faglige læsning. Det hænger sammen med, at de ikke i tilstrækkelig grad er blevet undervist i det på læreruddannelsen, og at de gennem efter-/videreuddannelse heller ikke har fået de nødvendige kompetencer. Da naturfagene strækker sig lige fra indskoling til udskoling og går på tværs af fire forskellige fag, natur/teknologi, biologi, fysik/kemi og geografi, så viser det, at der mangler en vigtig lærerfaglighed.

- Vi står altså med lærere, der udtrykker, hvad vi har kaldt en fagdidaktisk frustration: På den ene side anerkender de vigtigheden af faglig læsning, og på den anden side oplever de ikke at kunne imødekomme elevernes behov for støtte til læsning af de naturfaglige tekster. Denne didaktiske frustration peger netop på behovet for en naturfaglig læsedidaktik, konkluderer Jesper Bremholm.

Naturfaglig læsning er multimodal læsning

Endelig viser undersøgelsen, at lærerne knytter naturfaglig læsning til multimodal læsning. Det overraskede Jesper Bremholm:

- Da vi spurgte til lærernes opfattelse af læsning, troede vi, at de ville pege på trykte tekster, altså bogstaver trykt på papir, hvilket repræsenterer, hvad man kan kalde en traditionel forståelse af læsning. Men undersøgelsen viser, at lærerne i høj grad har en udvidet multimodal forståelse af læsning. For dem handler læsning altså ikke kun om bogstaver på skrift, men også om det at læse grafer, tabeller, modeller, skemaer, animationer og simulationer. Det hænger givetvis sammen med, at naturfaglige tekster netop rummer disse mange repræsentationsformer. Svaret viser os, at vi skal have en stærk opmærksomhed på det multimodale i udviklingen af en naturfaglig læsedidaktik, og at lærerne her har en interesse og en viden, der kan bygges videre på.

Projektet fortsætter nu med, at forskerne i samarbejde med kolleger fra alle seks professionshøjskoler (UC’ere) foretager observationer af undervisning i biologi, fysik/kemi og geografi i udskolingen på seks forskellige skoler. Dernæst kommer en udviklingsfase, hvor naturfagslærere på de seks skoler i samarbejde med forskere og UC-kolleger udvikler og afprøver forskellige læsedidaktiske idéer og redskaber. Sammen med kortlægningen skal disse forskellige dele af projektet bidrage til udviklingen af en naturfaglig læsedidaktik.