BLOG

Empty article - Subtitle

Eksamen fylder i 9. klasse

Jeg hedder Anne-Mette og er 15 år. Jeg går i 9. klasse og har derfor ni års erfaring med folkeskolen. Jeg har været så heldig at få lov til at dele mine tanker, erfaringer og oplevelser omkring folkeskolen med jer, og jeg håber at I vil tage godt i mod min blog. Ligeledes håber jeg også, at I har lyst til at kommentere/diskutere indlæggene, så emnerne bliver mere bredt ud.

Offentliggjort Sidst opdateret
Da vi startede i 9. klasse efter sommerferien, startede alle vores lektioner med, at vores lærere begyndte at snakke om de afsluttende eksamener, hvordan de foregår og hvad indholdet er, og vi gennemgik det en masse gange. På mange måder er dette godt, for så ved man i det mindste lidt om, hvad man går ind til, når man står på den skæbnesvangre dag og skal yde sit absolut bedste. Samtidig øver vi regelmæssigt, hvordan man laver de forskellige eksamener, som f.eks. læseprøve, diktat, færdighedsregning osv.
Men på en eller anden måde gør det mig nervøs, at vi gennemgår det så meget. Det kommer til at fylde utrolig meget i mit hoved, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker: "Hvordan klarer jeg mig mon?" Derudover undrer jeg mig over, at det mest virker som om, at man skal lære at være god til at gå til en bestemt form for eksamen. Det ærgrer mig, at man åbenbart er nødt til dette, i stedet for at lære faglige ting som man kan bruge senere i livet. Men dette er nok bare sådan samfundet er bygget op: Vi fokuserer enormt meget på eksamener og karakterer.
Selvom mange lærere siger, at vi ikke skal være så nervøse for disse eksamener, så synes jeg alligevel, at det bliver gjort til noget utrolig formelt og stift.
Jeg kan kun sige at jeg glæder mig til disse eksamener er ovre! På trods af at jeg så skal videre fra min folkeskole...

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.