Hvor er demokratiet i DLF?

Lad mig begynde med de sidste dråber i bægeret: Anders Bondos udmelding om, at han kun vil være formand, hvis Dorte Lange også bliver valgt som næstformand. Det er sådan man læser det han har meldt ud, og det er sådan flere allerede har reageret på det. Man kan nærmest ikke andet. At en siddende formand prøver at tvinge vælgernes hånd til at stemme på en bestemt person til næstformand, ved at true med egen afgang, det er i min optik ikke en demokratisk forening værdigt. Hermed intet sagt om Bondos meritter og arbejde de seneste år, ej heller Langes. Jeg har kæmpe respekt for begge. Men jeg synes at det er en tilsidesættelse af vores demokratiske spilleregler når man truer sig til et bestemt formandskab.

Demokratiets fronttropper?

Lad mig citerer slutningen på vores foreningssang:

”Vi har skabt Danmarks Lærerforening, så lad os stå ved: Der, hvor menneskets værd bli’r forsvaret, må vi være med”.

Vi er nødt til at forsvare alle mennesker lige ret, og dermed også alle kandidaters lige ret til at blive valgt. Selvfølgelig må formanden have en favorit, og jeg var da heller ikke i tvivl inden han udtalte det. Men at man på forhånd mister lysten og motivationen til at gå på arbejde ved tanken om at arbejde med andre end én person, det er skræmmende. For det første fordi vi jo slet ikke ved hvem der ellers stiller op. Kan Dorte Lange seriøst være den eneste gode næstformand? Eller handler det her om en aversion mod nuværende kandidat, Morten Refskov? Og betyder resten af foreningens tillidsvalgte medlemmer så lidt for formanden, at det kun er næstformanden, som kan bruges i det daglige samarbejde? 

Vi står som lærere i fronten af demokratiets kamp hver dag. Og den kamp kan ikke vindes med magt eller med støvlernes tramp. Den kræver et valg om alle menneskers værdighed.

Og det handler ikke blot om Bondos udmelding. Det handler for mig om hele vores demokratiske proces og struktur. Det er på tide at vi får snakket om magtfordelingen og demokratiske processer. Skal formanden fortsat have den store magt, som i dag ligger hos formanden af foreningen? Skal vores kreds fortsat have så lidt direkte indflydelse på hovedforeningens virke – eller kan man forestille sig et eks. kredsformændsmøderne fik en større magt? Og hvordan vælger vi overhovedet vores hovedstyrelsesmedlemmer? Bliver man reelt valgt at engagerede lærere, som har taget stilling, eller har kredsene på forhånd valgt – og fravalgt – ved at lave hemmelige aftaler med kandidater, som man bagefter hjælper ved at føre lærernes hænder?

Hovedstyrelsvalg - reel eller pseudo-demokrati?

Vi har i dag hovedstyrelsesmedlemmer, som er valgt blandt lærere i hele landet, men som i det daglige kun repræsenterer de kredse, som de har valgt som ”bagland”. Et koncept som på ingen måde er defineret og derfor gøres på vidt forskellige måder blandt kredse og kandidater. Det er dermed umuligt for almindelige medlemmer at finde rundt i vores demokrati og dermed det valg, som de skal bestemme.

Vi har brug for at ryste posen kraftigt og gentænke måden vi tænker demokrati på i foreningen.

Jeg vil lige slutte af med at understrege, at dette indlæg ikke handler om nogen af personerne siddende eller kandidater til de kommende valg – jeg sidder ikke i kongressen og kan derfor ikke stemme, så jeg prøver ikke at tale for eller imod nogen kandidater. Kun for vores