Pressens fortsatte svigt

Karsten Bräuner havde en kronik i avisen Nordjydske den 18. september 2017. Man forstår godt, at avisen valgte at takke ja til Bräuners glimrende tekst, da den på både engageret, saglig og oplysende vis behandler en af de mest skelsættende arbejdsmarkedskonflikter i nyere tid. Faktisk vil jeg ikke tøve med at sige, at Bräuners gennemgang af Lock out´en i 2013 er en af de vigtigste kronikker i mange år – alle dagblade medregnet. Overraskende er det derfor, at aviser som Politiken, Information, Jyllands-Posten og Berlingske ifølge Bräuner inden da havde afvist at bringe kronikken, som jeg i det nedenstående vil bringe en række citater fra.

Under overskriften ”Da pressen svigtede lærerne” skriver Bräuner følgende:

”Det er fire år siden, at folkeskolereformen, KL’s lockout af lærerne og regeringens indgreb med Lov nr. 409 skabte den største omkalfatring af folkeskolen nogensinde, gennemført i den mest usædvanlige politiske proces nogensinde. Sammenfletningen af reform og arbejdstidsregler gjorde forløbet voldsomt uigennemsigtigt, så det var umuligt for personer uden speciel indsigt at se, hvad der var op og ned i sagen.

I den situation var der brug for en professionel presse til at skabe klarhed over det, der skete. Pressen manglede imidlertid blik for og vilje til at gennemskue det ekstraordinære politiske spil, der foregik. Selv medier, der gik til biddet, bed hverken hårdt, målrettet eller vedholdende nok til at skabe klarhed.

Den udbredte opbakning i chefredaktionerne til reformens indhold førte til suspension af fundamentale journalistiske principper i dækningen af den politiske proces, hvilket resulterede i en eklatant dårlig dækning af BÅDE indhold og proces. Mest fatalt var pressens totale ignorering af et notat udfærdiget af Lærernes Centralorganisation 30/3 om overenskomstforhandlingernes forløb.”

Det er noget af en anklage, Bräuner kommer med, og som læser er man her spændt på, om han kan dokumentere den fremsatte påstand! Kan det virkelig passe, at den samlede mediestand (minus et par mindre fagblade) simpelthen har sovet i timen? Bräuner fortsætter:

”Dagen efter KL’s beslutning om at lockoute lærerne skrev chefforhandler Michael Ziegler i en kronik i Politiken: »De seneste mange uger har vi forhandlet med Lærernes Centralorganisation i håbet om at finde en løsning. Men det er desværre ikke lykkedes at blive enige.«

På et pressemøde i Statsministeriet på lockoutens første dag udtalte statsminister Helle Thorning Schmidt: »De har forhandlet i rigtig lang tid og har alligevel ikke kunnet mødes om noget som helst, og derfor er vi nu ude i en konfliktsituation.«

I forbindelse med lovindgrebet konstaterede regeringen i et internt talepapir, »at parterne fortsat står meget langt fra hinanden TRODS måneders forhandlinger, TRODS et forsøg på mægling i forligsinstitutionen og TRODS en omfattende konflikt, der har varet i ugevis.«

Bräuner fortsætter: 

"Men der havde hverken været forhandlet i »mange uger«, »rigtig lang tid« eller »måneder«. LC’s formand, Anders Bondo Christensen, udtalte i Kristeligt Dagblad: »Nogle tror, at vi har tilbragt hele dage sammen for at forsøge at blive enige, men det har vi slet ikke. Vi har ikke siddet mere end tre-fire timer over for hinanden sammenlagt siden december. Facit har jo været givet på forhånd fra politisk side, så der har ikke været meget at mødes om.«

Det kaldte Michael Ziegler »et totalt forvrænget billede af forhandlingsforløbet«. Der »har været forhandlet intensivt i arbejdsgrupper, på sekretariatsplan« og »brugt rigtig, rigtig mange gode kræfter på at finde en løsning.« KL og LC »har forhandlet i tre-fire måneder«, »vi har holdt stribevis af møder«, og »jeg har selv deltaget i slutforløbet«.

LC-notatet siger noget andet. Fra KL opsagde arbejdstidsaftalen 6/12 2012 til slutningen af januar rykkede LC fem gange for at få KL til at fremsætte sine krav på skrift. 31/1 blev et arbejdsgruppemøde aflyst. 8/2 havde KL endnu ikke sat noget på skrift. Det skete først 14/2 i form af et ultimatum til en ny § 14 i »Overenskomst for lærere m.fl.« Da LC i en mail spurgte, hvordan visse dele af ultimatummet skulle forstås, svarede KL aldrig.”

Ok, måske er der noget om snakken. Bräuners gennemgang har allerede her vist, at den indledende anklage både er dokumenteret og saglig. Altså burde et dagblad på nuværende tidspunkt seriøst overveje at bringe kronikken. Især i denne tid, hvor der på mange områder varmes op til nye overenskomstforhandlinger. Altså har vi aktualitet, generel relevans og saglighed, hvilket må siges at være nogle ganske vægtige kriterier for en redaktør. Dertil formår Bräuner at aktualisere kronikkens gennemgang af forløbet i 2013 ind i den stående samfundsdebat om demokratiets udvikling:

”Michael Ziegler skylder svar på, hvordan KL kunne forhandle fra 6/12 til 14/2 uden at have opstillet de krav, der skulle forhandles om. En forhandling er defineret ved opstilling og udveksling af krav. Opstiller man ikke krav, obstruerer man udvekslingen og bruger stilstanden strategisk som pression mod den anden part. Man kan kalde det et PASSIVT ultimatum. 14/2 – to uger før deadline – præsenterede KL så sit AKTIVE ultimatum. KL’s position har hele vejen gennem forløbet været ultimativ. Der blev aldrig ført reelle forhandlinger.

Når statsministeren, undervisningsministeren, finansministeren, alle de øvrige ministre, regeringspartiernes folketingsmedlemmer og mange fra oppositionen, KL’s formand, chefforhandler, bestyrelse og mange borgmestre ikke desto mindre konstant bankede det budskab ind i befolkningen, at lockouten og lovindgrebet var en konsekvens af et normalt forhandlingsforløb med reelle forhandlinger, der var endt resultatløst, fordi lærerne havde været umulige at forhandle med, var det udtryk for den mest omfattende og systematiske misinformation på det højeste politisk plan nogensinde i dansk politisk historie.

Misinformationen dækkede over en anden misinformation af samme kaliber. 17/3 afslørede 21Søndag: »Regeringen og KL har hemmelig plan for lærerkonflikt«. Regeringens økonomiudvalg nedsatte 15/12 2011 en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Finansministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt KL for at analysere lærernes arbejdstidsregler. Ifølge sit kommissorium skulle arbejdsgruppen dog ikke kun analysere de eksisterende forhold, men også lave en »Beskrivelse af mulige ændringer af overenskomster og lovgivning, som kan understøtte målene om en mere effektiv anvendelse af lærerressourcerne til undervisning.«

Få dage før programmet blev sendt, klagede finansminister Bjarne Corydon til DR over indholdet. Det kaldte professor i medievidenskab Stig Hjarvard »en højst usædvanlig fremgangsmåde, og det er tydeligvis meget påliggende for ministeren at få gjort noget ved sagen«. Klagen blev afvist.”

Igen får vi faktuelle, præcise og velskrevne begrundelser for den indledende påstand om pressens svigt. Hvis man som demokratisk indstillet borger ikke allerede her er rystet over de forhold, Bräuner har afdækket, må følgende i hvert fald vække bekymring:

”DLF søgte om aktindsigt i arbejdsgruppens arbejde, men blev afvist af Finansministeriet. DLF ankede afslaget til Folketingets Ombudsmand, der fandt Finansministeriets afslag lovholdigt, men: »En samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt.«

Regeringen og KL har hele tiden – på trods af indicier og fortalelser – fastholdt, at de ikke har aftalt forløbet på forhånd. Christine Antorini oplyste på et samråd i 2014: »KL og regeringen har aftalt, at lærerne i gennemsnit skal undervise to klokketimer mere.« Og Helle Thorning Schmidt udtalte i et interview i Politiken i 2016: »Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.«

»Man skal jo være blind og døv, hvis man ikke kan se, at det her forløb er tilrettelagt mellem regeringen og KL,« konstaterede professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, bramfrit i Metroxpres.”

Afslutningsvis opsummerer Bräuner det centrale i historien, og kommer derpå med en konstruktiv opfordring til pressen generelt:

”Et aldeles overset aspekt i pressens dækning er KL’s daværende status som privat forening ikke underlagt Folketingets Ombudsmand. Hvad kommunerne ikke kunne gøre i eget regi uden at komme i konflikt med kravet om god forvaltningsskik, kunne de problemfrit gøre i KL-regi. Ombudsmanden var således afskåret fra at behandle klager over KL’s annoncekampagne, i hvilken foreningen fremsatte misvisende og direkte forkerte oplysninger om lærernes arbejdstidsregler.

Pressens dækning af begivenheder og hændelsesforløb er vigtig for historieskrivningen. Tiden er inde til, at pressen genåbner folkeskolereformen og professionelt, kritisk og fordomsfrit afdækker minutiøst, hvad der rent faktisk skete. Gør den ikke det, vil regeringens og KL’s misinformation indgå i historien.”

Efter min mening er Bräuners fremstilling fabelagtig – både i forhold til sprog, relevans og dokumentation er den noget af de bedste, vi har set længe. Men hvordan kan det være, at kun avisen Nordjydske formåede at se dette? Har den øvrige presse svigtet igen ved end ikke at ville bringe en så veskrevet kronik om et så afgørende demokratisk spørgsmål?

Naturligvis står det en avis frit for at væge, hvilke kronikker de vil bringe, og det er altid teoretisk muligt, at selv fabelagtige tekster som Bräuners helt legitimt må vige pladsen for mere aktuelle eller essentielle debatter. En hurtig søgning på de store dagblades hjemmesider peger dog ikke på, at det skulle være tilfældet: Ganske vist bragte Politiken en glimrende kronik af undervisningsministeren den 18. september, men for alle dagbladene gælder, at de frem til denne dag ikke har bragt en kronik, der er i nærheden af at ramme Braüners høje niveau i forhold til samfundsmæssig relevans, engagement, saglighed og oplysning. Især Berlingske, Jyllands-Posten og Information rammer bunden sammenlignet den kronik, de tilsyneladende har afvist, ved i stedet at bringe en række klart mindre kvalificerede tekster (med al respekt for selvudvikling, ironman og maraton, museer, alkoholbehandling, kravet om hårdere straffe, stressede karrieremennesker, livsstil og den evige Islam-debat). 

Referencer:

Avisen Nordjydske (kronikken skal læses med login): https://nordjyske.dk

Karsten Bräuner bringer desuden hele kronikken som debatindlæg her: https://www.folkeskolen.dk/615565/da-pressen-svigtede-laererne