Fornyelse i DLF

Jeg stiller op som formand, fordi jeg mangler et alternativ til det bestående, og fordi rigtig mange lærere har ønsket min stemme ind i formandsopgøret. Vi er mange, der har brug for en forening, som vi kan spejle os i, og som tager føring på faglig kamp. Det betyder ikke, at vi skal forsøge at løse alting med konflikt, men vi skal blive mere skarpe på, hvem vi lægger os i ske med og hvornår. Vi har i alt for mange år haft gudsbenåede forhandlere, der er kommet for sent med analysen af det politiske landskab. Et forhandlingsrum er styret af langt mere end de personer, der sidder for bordenden. DLF skal i fremtiden blive bedre til at forberede sig på smiger og angreb ved at scanne strømninger både globalt og nationalt og bruge denne indsigt til at læse intentionerne hos de mennesker, der kan få afgørende betydning for lærernes arbejdsforhold.

Det kan naturligvis opfattes kontroversielt, når jeg ikke går den linære vej mod et formandsvalg: TR, kredsstyrelsesmedlem, kredsstyrelsesformand, hovedstyrelse, og det afføder mange spørgsmål. Men det retter også en pil mod det faktum, at mange lærere er villige til at sende mig, fordi der ikke på nuværende tidspunkt findes et alternativ blandt dem, som har gjort det ”rigtigt.”

I syv år har jeg kæmpet for lærerne og skolen fra min plads på gulvet. Jeg har ved siden af mit fuldtidsarbejde i folkeskolen og som kredsstyrelsesmedlem stillet mig til rådighed ved at være en fast bestanddel af medierne i alt, hvad der har rørt sig fra overenskomstforhandlinger til lange skoledage. Jeg har siddet i medarbejderkommissionen, skrevet endeløse debatindlæg og kronikker samt undervist på DLF’s meningsdanneruddannelse. Jeg har brugt utallige timer af min fritid i kampen for lærerne. Det vidner på den ene side om, at jeg er med på den lange bane, men jeg er også a man on a mission, og jeg er derfor også villig til at stille op til et formandsvalg med risiko for at forlade det uden en eneste stemme.

I snart 20 år er jeg stået op uge efter uge og har undervist børn. Jeg kan mærke med hele kroppen, hvad det vil betyde for min hverdag hver eneste gang, der kommer et nyt tiltag på skoleområdet. Når jeg hører en lærer fortælle om sit arbejde, kan jeg ikke bare forstå det med hovedet, men mærke det helt ned i maven. Både på godt og ondt. Det mener jeg er en styrke for en lyttende ledelse.

Vores forening befinder sig en tidslomme, hvor der kræves stort mod af lærerne. Vi skal kunne lede opad, turde at gå nye veje og slippe vores angst for at lukke munden op, selvom ytringsfriheden opleves som begrænset i den offentlige sektor. Det er helt afgørende, at ledelsen går forrest som det gode eksempel og kan samle tropperne. Derfor er jeg kandidat.

Et splittet DLF

Siden man politisk i 2013 afmonterede forhandlingsmodellen, har Danmarks Lærerforening stået overfor en splittelse hos medlemmerne, som er blevet kategoriseret og italesat som de sure nej-sigere og de naive ja-sigere. Det billede er naturligvis langt mere broget, men fortællingen lever. Når vi samtidig bevæger os længere fra det centrale mod det lokale, så forstærker vi splittelsen gennem fortællingen om det fælles fjerne – nemlig alle de andre kommuner, skoler, ledere og lærere, som godt kan finde ud af at samarbejde sig til ordentlige arbejdsforhold uden, at lærerne bliver syge af stress eller går rundt, som skygger af sig selv for at overleve arbejdslivet. Dem, vi ikke kender, men hører rigtig meget om. Oveni alt dette lever vi i en tid, hvor individualisering løsriver os fra fællesskabet. Vi er blevet ansvarlige for at skabe vores egen succes, men også ansvarlige for vores egen fiasko. Det er helt indlysende, at foreningen ikke skal tale sig ind i den tidsånd, og derfor står overfor en kæmpe opgave med at samle de kollektive kræfter i kampen for det, som vi er enige om. I sidste ende vil lærerne det samme. De vil have levende skoler under nogle rammer, som får både børn og voksne til at gro fremfor at visne. Vi er bare ikke enige om vejen, så vi skal finde ud af, hvordan vi mødes. Vi kommer ikke videre som fagligt fællesskab, hvis vi lukker øjnene for den splittelse.

Arbejdstidsaftalen

Med ovenstående udgangspunkt er det svært at komme uden om den nye arbejdstidsaftale. På den ene side skal vi respektere, at flertallet ønsker at gå videre ud ad samarbejdssporet, men det  skal forenes med det meget store mindretal, som synes noget andet. Der er fejlagtigt opstået et felt, hvor vi opererer med to poler – nemlig strejke eller kapitulation, men så enkelt er det ikke. Enhver konflikt rummer et udviklingspotentiale, og konflikten kan både være højrøstet men også stille. Vi bevæger os stadig i et konfliktfyldt rum på trods af aftaler med ord som tillid og samarbejde. Det gør vi blandt andet af den årsag, at magtforskydelserne skaber ubalance. Det skal vi bruge til noget. Det skal vi bruge til at samle os om at gøre DLF til vagthund for aftalens indhold. Opstår der utilsigtede sideeffekter af aftalen, skal de samles hurtigt op, og målet kan kun være at arbejde mod mere centrale bindinger i fremtiden. Set i lyset af både arbejdstidsaftalen og den føromtalte splittelse, har DLF en stor opgave i at kommunikere til sine medlemmer, at konflikt og samarbejde ikke nødvendigvis udelukker hinanden, indenfor de rammer, som vi har bundet os til.

Billedet udadtil

Til sidst skal vi fokusere på billedet udadtil. Det er ikke lærernes opgave at tale skolen op. Det er lærernes opgave at lave så god undervisning for børnene, som er muligt under de rammer, som udstikkes. De rammer er ganske enkelt ikke gode nok, som det er i dag, og det ansvar skal placeres, hvor det hører til. Fagforeningen skal selvfølgelig bygge på en indignation, som medlemmerne kan spejle sig i og samtidig skal den favne andre skoleinteressenter og henvende sig fornuftigt til den verden, som den er en del af. Det kræver, at man på den ene side ikke bekræfter lærerfordomme samtidig med, at man fastholder, at lærerne ved mest om at være lærere. Det forudsætter også en helt særlig opmærksomhed på, at vi ikke taler samme sprog og ikke har samme forståelse af skolen, som mange af de politikere og embedsmænd, der har magten over den. Alt for længe har vi fået en hammer, når vi har bedt om en sav.