Presset fortsætter

Så er konflikten kommet lidt på afstand. Følger vi kriseteorierne er vi nu kommet til erkendelsesfasen. For nogen har regeringsindgrebet desværre givet en oplevelse af fiasko, men vi fik vist, at vi kan stå sammen og på de indre linjer er der kommet et stærkt sammenhold og udadtil har vi signaleret, at vi er een stor og samlet stærk forening. Det får vi brug for i den kommende tid, hvor meget ser ud til at være under forandring.

Presset på de ansatte i det offentlige vil efter al sandsynlighed fortsætte. Vi ser det bl.a. nu (i en lidt anden version) praktiseret overfor de privatpraktiserende læger (PLO). To forudsætninger har stor betydning for at foreningen fortsat skal stå stærkt. Det ene er et stærkt sammenhold blandt medlemmerne og det andet er ”muskelstyrke” i form af den tilstrækkelig økonomiske styrke.

En konflikt er aldrig gratis - uanset hvem der starter den. Der er dog ingen grund til, at det skal være mere omkostningsfuldt for medlemmerne end nødvendigt er, da alt andet jo ikke kan være i nogens interesse.

Danmarks Lærerforening har medlemmer der arbejder på meget forskellige vilkår og med forskellige lønforhold, men vi har alle det tilfælles, at vi har undervisning som omdrejningspunkt. Vores styrke er, at vi er mange og at vi er stærke. Det har vi vist denne gang og sidst demonstrerede vi styrken, da der var konflikt på SoSu-området. Antallet af lærere der dengang var i konflikt var begrænset, og det havde derfor ikke de store økonomiske konsekvenser, men foreningens styrke havde stor indflydelse på, at konflikten blev hurtigt afsluttet. Blot muligheden for en sympatikonflikt på hele undervisningsområdet gjorde sit til at få en aftale i hus, og det vil selvfølgelig også gøre sig gældende for alle andre medlemsgrupper af foreningen. Det er jo ikke mindst det store sammenhold og den høje organisationsprocent der giver os styrke.

Mange i de mindre medlemsgrupper har følt sig marginaliserede i den lige overståede konflikt. Nogle fordi de ikke har været en del af konflikten andre fordi de helt urimeligt er blevet lockoutet af arbejdsgiverne uden de i øvrigt havde andel i konfliktens tema. Det har været provokerende. Men nu skal vi ikke give KL og Moderniseringsstyrelsen den sejr, at de også får os splittet. Den bedste måde vi kan støtte hinanden på, er ved at stå sammen.