Tænk hvis vi havde....

Helt nøgternt må vi konstatere, at vi er i en situation, hvor vi har den (næsten) samme regering som i 2013 og stadig et solidt flertal i Folketinget bag lov 409. Det er realiteterne i dagens Danmark og en situation vi, hvor uenige vi end er i deres indgreb i forbindelse med OK13, må accepterer med al respekt for demokratiets spilleregler. Det vil derfor være en helt urealistisk tanke at tro, at lov 409 kunne blive underkendt af en ny arbejdstidsaftale. Vi må se i øjnene, at KL aldrig kunne indgå en sådan aftale.

På denne baggrund blev forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale til det vanskeliges kunst. Ud fra ovenstående realscenarie vil en ny arbejdstidsaftale på nuværende tidspunkt ikke have nogen gang på jorden. Alternativet er at forsøge at konflikte os til en ny arbejdstidsaftale. Det vil være helt urealistisk og kun føre til en tømning af strejkekassen til ingen verdens nytte. Om man vil kalde det at lægge sig fladt ned og lade sig blivetromlet over endnu engang eller om det i virkeligheden er sund fornuft og klog strategi, det må i sidste omgang være et temperamentsspørgsmål.  For mig har det været en afvejning af opnåede fordele contra det vi ikke fik. Enhver forhandling er når alt kommer til alt et spørgsmål om kompromisser.

Det måtte nødvendigvis derfor blive et spørgsmål om størst mulig indflydelse og gerne et klart brud på KL’s dogme om, at der ikke må indgås lokale aftaler.

Det er med den nu indgåede aftale lykkedes. Ziegler har direkte udtalt, at KL ikke vil blande sig, såfremt kommuner vælger at indgå lokale aftaler.

TR får bedre rammer til at udøve hvervet og er igen blevet lukket ind på lederens kontor. Kredsene er blevet parter ude lokalt. Der skal være fornuft omkring og garanti for forberedelsestiden – det er ikke længere resttid, men skal være prioriteret tid. Det er også igen blevet legalt at tale om tid til løsning af opgaverne.

Det er rigtigt, når det bliver fremhævet, at vi ikke kan sende kommunerne i arbejdsretten, hvis de ikke overholder det aftalepapir der ligger. Men jeg vover at tro på, at der for KL er så megen prestige og forpligtelse forbundet med dette forlig, at de vil leve op til de 15 punkter.

Ud over arbejdstid omfatter forliget også en række lønaftaler, som helt korrekt ikke er prangende.  Der er dog blevet plads til den største lønstigning siden 2008 i den komme treårsperiode. Reallønnen er sikret og det er lykkedes at få centralt aftalte tillæg til konsulenter og vejledere.  Den lille medlemsgruppe af pb’ere har fået en grundløn, hvor deres lønindplacering hidtil har været overladt til lokal forhandling.

Det er også lykkedes at få overenskomstdækning på kommunale STU’er (Særligt Tilrettelagt Undervisning), der indtil dato og helt uacceptabelt ikke har været overenskomstdækket.

Vi fik ikke en ny arbejdstidsaftale - korrekt!  Vi fik ikke et max. undervisningstimetal og lov 409 gælder stadig – ja, men vi har ikke godkendt loven af den grund. Vi tager til efterretning, at det er modpartens ufravigelige krav – meget vel, men det er ikke en del af en ny overenskomst - loven står KL, regeringen og Corydon fortsat alene med ansvaret for. Bortset fra den 6. ferieuge er der ikke reguleret et ord.  Vi vil ikke have noget medansvar for lov 409 - det har vi heller ikke fået.  Men vi vil have indflydelse på, hvordan loven skal administreres, når det ikke kan være anderledes, og det har vi fået.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg langt hellere havde set en central arbejdstidsaftale, men realistisk set ser jeg denne aftale som det bedst opnåelige i dagens situation. En konflikt havde kun betydet spildte penge og kræfter for et resultat, hvor vi ingen garanti har for, at vi kan opnå noget bedre, vel snarere tværtimod  – deprimerende, men desværre realiteter, som vi er nødt til at forholde os til.

Jeg vælger derfor at lade fornuften råde over følelserne og, ligesom jeg stemte for aftalen i hovedstyrelsen, anbefale et klart ja til aftalen.