BLOG

Empty article - Subtitle

At skabe - for sig selv

Hvad gør den fysiske afstand, som børnene skal have nu pga. corona, ved barnets kreative proces?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er igang med at redesigne mine kreative projekter med børn, så de er corona-venlige. Det har fået mig til at tænke over, hvordan kreativiteten ændrer sig, når børnene skal holde fysisk afstand til hinanden.

Her er de to områder, som kræver en stor justering ift. hvordan jeg (og måske også du?) plejer at skabe kreative processer med børn og unge:

  1. Materialer Børnene skal nu have deres egne materialer og redskaber til rådighed (eller der skal sprittes grundigt af ved skift). Hvordan påvirker det kreativiteten? Når hvert barn skal have egne materialer uddelt, begrænser det udbuddet af materialer. Jeg plejer at have en masse forskellige materialer med, som ligger i kasser, som børnene kan rode i. Det kan være alt fra stof, maling, perler og til ting fra deres hverdag som en mobil, et æg eller en tandbørste osv. Børnene elsker at gå op og rode i kasserne for at se, hvad der er. Nogle gange er de på jagt efter noget specielt, andre gange er de på jagt efter en ting, der kan give dem en ide. De forskellige ting stimulerer børnenes fantasi og giver dem ideer til at lave den kreative opgave, som jeg har givet dem. Når der er færre materialer at vælge imellem (og røre fysisk ved for at fornemme det), bliver barnets stimuli begrænset. På den positive side kan det også tolkes som et kreativt benspænd: Fx. barnet har kun 3 materialer og skal få en kreativ ide ud fra det.  
  2. Samarbejde Børnene skal enten arbejde alene eller samarbejde med 1 meters afstand. Dvs. de kan ikke skabe en skulptur sammen, fordi de må ikke røre ved det samme på skift. Hvordan påvirker det kreativiteten? Når børnene ikke må røre ved det samme, svækker det den kreative proces, fordi børnene ikke kan hjælpe hinanden. Børnene har forskellige håndværksmæssige kompetencer: Fx. kan et barn tråde en nål for et andet barn, der ikke mestrer det endnu. Når barnet ikke må tråde nålen for det andet barn, skal barnet vente på en voksens hjælp. Og barnet, der mestrer at tråde en nål, går slip af anerkendelsen for dets kunnen. Til gengæld kan børnene sagtens samarbejde i en idéproces med afstand.

Hvordan oplever du, at den kreative proces har ændret sig? 

Hvis du er nysgerrig på at høre mere om, hvordan man kan få ideer med børn og unge, kan du lytte til podcasten “Om at få nye ideer med børn og unge” ved at klikke her eller finde den i din podcast-app.