En kunstlærers bekendelser

Når jeg underviser i kunst kommer børnene ofte med forslag til, hvad de gerne vil lave, når vi ses igen i næste uge. De fleste forslag er aktiviteter, som de allerede har lavet før, eller som de tit laver hjemme. Det kan være perleplader, papmache eller at knytte. Jeg vil gerne lytte til deres ønsker og følge deres interesse indenfor det kunstneriske felt, fordi det skaber motivation og relevans for det enkelte barn. Jeg lytter, men samtidig er der en modstand i mit hoved, der siger: I skal ikke lave noget på kunstholdet, som I plejer.  

Jeg vil gerne lære børnene at tænke nye tanker. Få nye ideer, når de laver kunst. Derfor giver jeg dem en kort introduktion til et emne eller materiale, og derefter arbejder børnene individuelt eller i grupper med at skabe kunstneriske udtryk, der giver mening for dem - indenfor de rammer, jeg har sat op. På den måde inspirerer jeg dem til at skabe ud fra forskellige rammer, hvor de kan prøve forskellige måder af. Den kunstneriske proces bliver til en leg med få krav. Mange af udfordringerne har børnene ikke prøvet før, hvilket betyder, at de ikke har nogen forestillinger om, hvordan resultatet skal blive. Det gør, at de går i gang med at eksperimentere uden at være bange for at lave noget forkert.

Mens jeg tænker: I skal ikke lave noget på kunstholdet, som I plejer, begynder jeg straks at tænke over, hvordan jeg kan twiste deres idé til noget, som opfylder min ambition om at udvikle deres kreative tanker. Børnenes input bliver et kreativt benspænd for mig: Interessen for perleplader kan blive til at lave en perleplade, hvorpå det enkelte barn skal skrive et ønske, som barnet gerne ville ændre i verden. Interessen for papmache kan udnyttes til at lave en kæmpe skulptur ud fra temaet venskab, og vi kan arbejde med knytning ved at eksperimentere med at knytte med 20 snore på kryds og tværs.