Ritt Bjerregaard ville noget med folkeskolen

Vi vidste, at Ritt Bjerregaard var syg og ikke ønskede at gå videre med en barsk behandling. Så hendes død er ikke et chok. Men vi vil komme til at savne hendes stemme.

”Strid” hed en af hendes bøger, og strid var hun. Strid og stærk. Hun frygtede ikke stridighederne. Ja, det er ligefrem ”dejligt, når der er nogen, der er uenige, for så kan man præsentere sine synspunkter”, sagde hun, da jeg interviewede hende for nogle år siden.

Der er godt, hvis folk bliver vrede, mente hun:

”Det er en stor fordel, for så sker der noget, og så må man så bruge det parlamentariske arbejde til at lave kompromiserne. Man må gerne kunne se, hvor ønsker og argumenter kommer fra, men man skal ikke begynde med kompromiset”.

Ritt Bjerregaard gjorde altid et stærkt indtryk. Hun mente noget, og hun ville noget som politiker. Selv, når hun havde en vanskelig sag, stod hun fast på det, hun mente. Som lærer i skolen, som skolebogsforfatter, som folketingsmedlem, minister, EU-kommissær og overborgmester. Og som samfundsdebattør.

Ritt Bjerregaard 1941-2023

(Foto: Janus Bahs Jacquet, Creative Commons)

Jytte Ritt Bjerregaard, 1941-2023: Uddannet fra Emdrupborg Seminarium i 1964, derefter lærer på flere folkeskoler og fra 1970 adjunkt på Odense Seminarium. Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1971, undervisningsminister i 1973-73 og 1975-78. Har været gruppeformand, EU-kommissær og københavnsk overborgmester. Har udgivet flere skolebøger til dansk, regning og biologi, en række politiske debatbøger og erindringer.

I 2018 talte jeg med hende om, hvordan hun fik gennemført 1975-skoleloven. Jeg opsøgte hende først og fremmest for at høre om den dengang nye formålsparagraf, som for første gang nogensinde ikke indeholdt noget om kristendom.

Det kom vi også til at tale om. Men Ritt Bjerregaard var optaget af noget helt andet. Hun var modarbejde skolens sociale sortering af eleverne, og hun ville have et bredt forlig om folkeskolen.

Hvordan det lykkedes hende at få kompromiserne igennem, kan du læse om her. Ligesom du kan læse, hvad hun mente om 2013-lockouten af lærerne og skolereformen:

”Lærerne spiller en meget større rolle, end man anerkender i dag”

Ritt Bjerregaard fik som undervisningsminister i 1975 vedtaget en folkeskolelov med en ny formålsparagraf. Men det var ikke formålet, der havde hendes største interesse. Det vigtigste var at undgå skolens sociale sortering af eleverne

Ritt Bjerregaard tager imod i Kartoffelrækkehuset. Der er te på kanden, væggene er tapetseret med bogreoler, og i et hjørne på gulvet ligger en stak skønlitteratur. Øverst balancerer Elena Ferrantes Napolitrilogi. Den har hun tudet sig igennem, fortæller hun smilende. Men så er hun straks den skarpe politiker igen, parat til at diskutere på lovdetaljer og berette om principper, taktik og forhandlinger. Vi kaster os straks ud i detaljerne.

Hvis det var vigtigt for dem, så fred være med det

- Hvad er forskellen på ordet ”viden”, som stod i Heinesens forslag, men som i din lov kom til at hedde ”kundskaber”?

”Jeg synes, at 'viden' er bredere. Det er et bedre ord, men jeg har ikke noget imod 'kundskaber', så det var ikke noget problem for mig. Det er, som jeg også skriver i min erindringsbog, en misforståelse, at Socialdemokratiet har haft noget imod kundskaber, vi har intet imod kundskaber. Vi havde noget imod udenadslære, og vi havde noget imod den sorte skole. Det var det, vi ville gøre op med, bestemt ikke med kundskaber. Så når Venstre og Konservative ville have ordet 'kundskaber' i stedet for 'viden' i formålet, anså jeg for en lillebitte sag, hvis det var vigtigt for dem. Fred være med det. Men jeg måtte jo tage stilling til det, fordi jeg skulle forhandle et forlig om folkeskoleloven hjem i Folketinget, det kom Knud jo aldrig til”.

Formålet var ikke en stor sag

”Formålsparagraffen var ikke en stor sag for mig. Det helt afgørende var at gøre op med delingen af eleverne, og det hang sammen med, at fundamentet for at være borger i Danmark var folkeskolen. Det var det eneste fælles, som man - i hvert fald i min tid - kunne regne med, at alle havde. Derfor var jeg også været modstander af, at man kunne dumpe efter 9. klasse, for man kan ikke dumpe ud af at være med i samfundet. Samfundet tilbyder folkeskolen som det fælles fundament, derfor skal vi i skolen ikke sortere eleverne efter det, som man mener er faktuelle forhold, men som lige så meget er social baggrund. Det var min hovedindstilling før forhandlingerne om folkeskoleloven, derfor var jeg til at få i tale om alt muligt andet”.

- Men Henning Fonsmark, Søren Krarup, Bertel Haarder påstår igen og igen, at Socialdemokratiet - og måske især du - var imod kundskaber?

”Skolen var i mange år en politisk kampplads, og partierne havde meget stærke meninger om folkeskolen. Den Blå Betænkning kom i begyndelsen af 60’erne, og vi fik først et nyt lovgrundlag i 1975. Det var rigtig, rigtigt lang tid dengang, og det hang sammen med, at ungdomsoprøret - som jeg først og fremmest var et autoritetsoprør - selvfølgelig gjorde meget i forhold til, hvad man kunne komme igennem med, og hvilke ændringer, der var vigtige. I den periode var de borgerlige på hælene. Sådan var tiden.

I en forhandling før et forlig, skulle de borgerlige jo have noget at markere sig på, så de bagefter kunne sige, at de havde fået noget. Sådan er det jo. Noget er vigtigt, så det må man så slås for. For mig var det vigtigt at gøre op med sorteringen af eleverne. Alt andet, syntes jeg, var til at finde ud af. Der ville jeg gå langt”.

Uenig med Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon

- Det er gået op for mig, at Ove Kaj Pedersen mener, at fjernelsen af ordet ”medleven”, som kom ind i formålet i din lov, var første skridt i bevægelsen for at fjerne skolens opdragelse til demokrati. ”Medleven” er Heinesens ord, men det var dig, der fik vedtaget loven. Hvad lagde du i det?

”Medleven er et godt ord, og ’medleven og medbestemmelse’ er en smuk formulering, men eller har jeg ikke noget forhold til ordet. Men ’medleven’ var også med i Tove Nielsens forslag, og ordet blev ikke på noget tidspunkt problematiseret. Det var slet ikke noget, vi var uenige om.

Og så må jeg sige, at jeg slet ikke er enig med Ove Kaj Pedersen i hans tolkning af, at skolen nu kun skal handle om at kvalificere til arbejdslivet og konkurrencestaten. Men faktisk startede det jo med, at han gav en beskrivelse af noget, der var ved at ske, og sammen med Bjarne Corydon ændrede han det, så konkurrencestaten blev et mål. Man kan beskrive et markedssamfund og en konkurrencestat, det har jeg intet imod. Men jeg kan ikke være med, når man gør det til det, der er meningen - til det vi skal stræbe efter. Jeg er helt uenig”.

- Jeg mener, at hans analyse af skoleformålet er forkert. I din lov og i 93-loven stod der, at skolens ”undervisning og hele dagligdag skal bygge på…” I 2006 blev det til, at ”skolens virke skal være præget af”, skulle være en del af ”beviset” på, at demokrati blev nedprioriteret af politikerne. Mn det passer jo ikke, for det fremgår af bemærkningerne, at den nye formulering faktisk er en udvidelse, så det nu ikke kun er skolen, men også SFO’en, der skal være præget af demokrati, ligeværd og demokrati!

”Det har jeg ingen kommentarer til – ud over, at jeg er sikker på, at du har ret”.

Det ramte min forfængelighed, men…

- Tilbage til din skolelov. Tove Nielsen siger, at det blev hendes ”opgave at forsøge at skabe forlig. Partierne stod langt fra hinanden at forsøge at skabe et forlig. Partierne nærmede sig hinanden, det kompromis på mange af mine synspunkter”.

”Og det viser, at hun ikke kan huske forløbet, for hun kom aldrig til at forhandle skoleloven som minister. Pointen er, at hun ikke nåede at fremsætte sit forslag i Folketinget som undervisningsminister, det gjorde hun først efter, at den smalle Hartling-regering var gået af.

Bagefter var hun så til gengæld hurtig og fremsatte forslaget i januar, så da jeg blev undervisningsminister igen, skulle jeg vælge. Skulle jeg fremsætte Socialdemokratiets forlag, eller skulle jeg tage udgangspunkt i Venstres. Det sidste ville selvfølgelig være irriterende, det ramte min forfængelighed. Men jeg valgte at gøre det alligevel, fordi jeg kunne se en taktisk fordel i det, det ville jo gøre det svært for Venstre at være imod.

Men så prøvede Tove Nielsen at stramme skruen omkring det, jeg ville have igennem mod deling af eleverne efter 7. klasse. Bevægelsen med at sammenholde eleverne var jo i fuld gang, og jeg ønskede at føre den videre, så det kom til at gælde for alle overalt. Jeg pressede selvfølgelig på, for der var stort behov for en ny skolelov, og Danmarks Lærerforening var også utålmodig.

Jeg ville have Venstre med i et forlig om en ny folkeskolelov, for det er vigtigt, at der er et meget bredt flertal bag, men Tove Nielsen var slet ikke til at komme i forhandling med, og det var jo ret underligt, for jeg ville forhandle på grundlag af hendes eget forslag”.

De kristeliges leder – og skolemand

- Men så laver du en aftale med Kristeligt Folkeparti?

”Jeg kunne se, at Tove Nielsen var ude på at skaffe et flertal uden om regeringen, derfor kontaktede jeg Christian Christensen, som jo, ud over at være de kristeliges leder, også var skolemand.

Socialdemokratiet havde foreslået, at kristendomskundskab ikke mere blev nævnt i skolens formål, men at det blev et fag på linje med alle andre fag. Samtidig ville vi kalde det kristendomskundskab/religion – altså kristendom, andre religioner og livsanskuelser som ét fag. Christian Christensen var en reel skolemand og havde ikke noget imod, at kristendomsundervisningen ikke mere måtte være forkyndende. Ja, han syntes ikke, at skolen skulle forkynde. Forkyndelse hørte hjemme hos forældrene, mente han. Men det var vigtigt for ham at bevare kristendomskundskab som et selvstændigt fag.

Jeg havde et fint samarbejde med Christian Christensen, politik er jo meget et spørgsmål om at skabe nogle gode relationer, og vi enedes om, at Kristeligt Folkeparti skulle stemme for vores andre ændringsforslag – først og fremmest for at gøre det muligt at undgå deling af eleverne efter 7.klasse, mod at fremmede religion og andre livsanskuelser blev skilt ud som et af de obligatoriske emner, de såkaldt timeløse fag, og at man så lokalt kunne bestemme, om undervisningen skulle foregå sammen med orienteringsfagene eller i kristendomskundskabstimerne. På den måde fik jeg forhindret det mulige flertal uden om regeringen, og vi kom igennem med alt det, der var vigtigt for os”.

Hartling var meget interesseret

- Men du ville stadig gerne have Venstre med?

”Ja, det er vigtigt med brede forlig om skolen, og efter, at jeg forgæves havde forsøgt at komme i dialog med Tove Nielsen, skete der noget, så hun pludselig blev meget mere imødekommende. Jeg undrede mig og begyndte at spørge mig omkring på Christiansborg. Dengang var der jo fagjournalister, som fulgte tæt med og virkelig vidste meget på det område, de dækkede. De fortalte mig, at Poul Hartling var meget interesseret i at Venstre kom med i skoleforliget, så der fik jeg forklaringen på, at Tove Nielsen nu pludselig var til at få i tale, så vi kunne indgå forlig på baggrund af mine ændringsforslag, men til gengæld med afsæt i Venstres forslag”.

- I et interview med skolehistorikeren Ellen Nørgaard siger Tove Nielsen, at hun ”i sin tid syntes, at formålsparagraffen var problematisk. Jeg diskuterede den med Hartling, der var sådan en loyal leder. Han sagde, at uanset hvorledes vi formulerede formålet, ville det blive brugt på forskellige måder. Det trøstede mig dengang”.

”Det giver rigtig god mening, for det var præcist det, jeg oplevede. At hun pludselig var villig til at indgå et kompromis, fordi hun havde talt med Hartling, som havde fået hende på bedre tanker.”

- Ja, og jeg tror, at det er til Folkeskolen, at hun efter vedtagelsen siger, at hun ”er lykkelig for den lov – og ved andenbehandlingen sagde hun, at ingen af de ændringsforslag, som flertallet havde stillet, ”på nogen som helst måde strider mod de intentioner, som Venstre har haft med sit forslag”[1] .

”Derfor har det også virket mærkeligt at se, hvordan Anders Fogh, men også Bertel Haarder, senere har haft travlt med at beskrive, hvordan alt gik galt i folkeskolen på grund af min skolelov. Venstre stemte ikke alene for, jeg tog afsæt i Venstres forslag og fremsatte slet ikke mit eget forslag. Jeg stillede blot nogle socialdemokratiske ændringsforslag, som vi så blev enige om”.

Det er dejligt, når nogle er uenige

- Men i årene efter skrev og sagde du en masse, som provokerede. For eksempel taler du i en forelæsning, du holdt på Danmarks Lærerhøjskole i december 1976, om ”det kapitalistiske klassedelte samfund” og du taler imod ”individuel konkurrence”. Det er vel klart, at det provokerede de borgerlige?

”Jeg deltog i tidens debat. Som politiker har jeg altid syntes, at det er dejligt, når der er nogen, der er uenige, for så kan man præsentere sine synspunkter. Hvis folk bliver vrede, er det en stor fordel, for så sker der noget, og så må man så bruge det parlamentariske arbejde til at lave kompromiserne. Man må gerne kunne se, hvor ønsker og argumenter kommer fra, men man skal ikke begynde med kompromiset. Det er også derfor, jeg ser kritisk på moderne politik, hvor de laver kompromiserne, før vi får set, hvad det egentlig var, de forskellige parter gerne ville have. De modsætninger skriver jeg en del om ved at citere taler og artikler i mine erindringer. Jeg tog og tager fortsat gerne diskussionen om klassesamfundet, og kritikere må hjertens gerne citere taler og artikler fra dengang. I nogle af dem debatterede jeg med venstrefløjen og brugte deres udtryk, men jeg forklarer så, hvorfor jeg tror, at der er bedre socialdemokratiske løsninger.

Jeg står ved hvert et ord, men det er selvfølgelig irriterende, når der er nogen, der vrøvler og tillægger mig noget, som jeg aldrig har sagt. Ligesom det er irriterende, at de forsøger at bygge en myte op om min folkeskolelov, hvor deres udgangspunkt overhovedet ikke passer. I mine erindringer citerer jeg, hvordan Anders Fogh endnu engang bruger ordene ’Det, som ikke alle kan lære, skal ingen lære’. Når han så selvfølgelig ikke har kunnet finde et sted, hvor jeg har sagt det, kan han i stedet skrive, at det i hvert fald var det, jeg mente. Det irriterer”.

Vigtige nøgleord om skolens hverdag

- Det midterste afsnit i det oprindelige socialdemokratiske forslag til formål, som Tove Nielsen havde smidt ud, fik du ind igen. I Politiken skrev du i en kronik, at børnenes udvikling skulle være ’alsidig’. Skolen skulle skabe muligheder for, at eleverne kunne øge deres lyst til at lære, udfolde deres fantasi, opøve deres evne til selvstændig vurdering og stillingtagen og udvikle sig i tillid til sig selv og til fællesskabets muligheder. Det kom så også med i forliget.

”Som sagt, var det delingen af eleverne, jeg var optaget af at gøre noget ved, men disse vigtige nøgleord om skolens hverdag ville jeg gerne have med i formålet, og det lykkedes jo også uden de store sværdslag. Jeg mindes ikke, at det var en voldsom kamp”.

KL og regeringens lockout

- Forløbet i 2013 med lockout?

”Jeg har været med til at gennemføre en folkeskolereform, og jeg er sikker på, at man ikke med held kan føre en reform ud i livet, hvis man ikke har lærerne med sig. Så den lockout, som KL iværksatte, og som regeringen bakkede op om, var ødelæggende for folkeskolereformen. Det ændrer ikke noget ved, at der er meget godt i reformen, det får bare ikke en chance, fordi man fra starten har ødelagt mulighederne. Heldigvis er det mit indtryk, at der er ganske mange kommuner, som har kunnet se, at den modsætning ville de ikke have aktier i, for de vil rigtig gerne have deres skoler til at fungere igen, derfor går de i dialog med lærerne og indgår lokale aftaler.

I gamle dage nedsatte ministeriet og Danmarks Lærerforening grupper, der fulgte op på reformen. Der var et meget tæt samarbejde, hvor lærerne vidste, at deres faglige organisation var med. Det fungerede fint. Og det er helt ude i hampen, at man i 2013-14 fik McKinsey-konsulenter til at følge op på vedtagelsen. Det kan der ikke komme noget godt ud af. Christine Antorini siger ganske vist, at det var Finansministeriet og ikke Undervisningsministeriet, der hyrede dem, men den skelnen kan man ikke lave. Sådan fungerer virkeligheden ikke”.

Lærerne spiller en meget større rolle, end man anerkender

- Da Antorini fik løbet projektet med Ny Nordisk Skole i gang og begejstrede folk, tænkte jeg, at nu så vi en forberedelse af en reform, på samme måde, som da I skabte en lang og grundig både folkelig og faglig dialog før 75-loven, og som De Radikales Ole Vig gjorde det med de mange udviklingsprojekter i 80-erne og 90-erne før 93-loven.

”Ja, det var rigtigt set med Ny Nordisk Skole, men det blev ødelagt, da Finansministeriet og KL lockoutede, og der blev presset en skolereform igennem. Folkeskolen er en aldeles afgørende del af opbygningen af et samfund, og lærerne spiller en meget større rolle, end man anerkender i dag, derfor er man nødt til at have dem med, når skolen skal reformeres. Jeg ved ikke om Anders Bondo er specielt vanskelig at arbejde sammen med, jeg kender ham ikke. Men i min tid var Danmarks Lærerforenings formænd altid særdeles interesserede i at gå ind og tage et medansvar. Det er afgørende, eller kan en reform aldrig lykkes”.

[1] Nielsen, Tove, 2.behandling i Folketinget 10.juni 1975:15. Kroghs Skolehåndbog