Et historisk perspektiv på effekten af den danske skoletradition – var skolereformen en god ide?

I de tyve år der gik fra 1995 til 2015 har en lang række politikere og forskere ført en vellykket kampagne imod den danske folkeskole, ja, i grunden imod hele den danske skoletradition. Man kunne af kampagnen forstå, at der var alt for meget føleri, fællessang og slendrian, og de danske lærere var nogle dovne og uduelige luksusdyr, der ganske enkelt ikke var opgaven voksen. I 2003 gjorde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen derfor op med ”rundkredspædagogikken” på landsdækkende tv, og forlangte nu en mere effektiv og målrettet indsats. Derpå kom de nationale test, samt en generel indsats for mere styring og kontrol. I 2013 kulminerede det hele med en storstilet skolereform, denne gang under socialdemokratisk ledelse. Reformen blev omtalt som en ”læringsreform” og en ”læringsrevolution”, og det stod klart, at det var hele grundlaget for den danske folkeskole, der skulle gentænkes.

Det negative reformprogram

Ovennævnte proces er blevet understøttet af flere andre tiltag. Især har det været gavnligt for reformlinjen, at dele af befolkningen har været modtagelige overfor en negativ vinkling af den danske folkeskole og dens ansatte. Især i forbindelse med lockouten af lærerne i 2013 mente mange, at det var positivt, at lærerne nu blev tvunget til at lave noget mere. KL talte ligefrem om en ”normalisering” i deres pressemateriale.  Dertil har det i reformprocessen været nødvendigt at reformere selve læreruddannelsen, der nu ikke længere er baseret på en nordisk seminarietradition, men nu er radikalt moduliseret og internationaliseret efter anglo-amerikansk forbillede. Man uddanner nu ikke længere folk til en dansk skoletradition, men producerer omstillingsparate, kompetente læringsmedarbejdere. Sluttelig har universiteterne i nogen grad været tvunget til at ændre retning i forhold til den pædagogiske forskning. Både kandidatuddannelser og tildelingen ph.d.-midler er generelt blevet tonet mere i retning af det politisk ønskede, nemlig kontrol, styring, instrumentalisme, evidens og målstyring.

Vi har som samfund altså i løbet af de sidste tyve år set en markant og effektiv kampagne, der har søgt at gøre opmærksom på en række problemer ved den danske folkeskole. Med de seneste reformtiltag har det derfor været en specifik målsætning at iværksætte en gennemført kulturændring på alle niveauer. Formålet har især været at gøre skolen mere konkurrencedygtig, således at danske virksomheder ad åre kunne forsynes med flere dygtige og højtpræsterende medarbejdere til et forestillet økonomisk fremtidsscenarie. Den pædagogiske forskning, læreruddannelsen og selve folkeskolen skulle på samme tid ændre perspektiv og retning, og understøtte denne semi-religiøse økonominisme (fremtiden er som bekendt konsekvent ubekendt, og især i pædagogisk sammenhæng kan noget sådant kun beskrives som semi-religiøst). Dette skifte er – vurderet som realpolitisk håndværk – en imponerende bedrift, båret frem af partier fra begge sider af den politiske midte, især Socialdemokraterne, de radikale og partiet Venstre.

Hvad siger de historiske fakta?

Et spørgsmål trænger sig dog på: Hvor kan vi sådan helt præcist se, at den danske skole var så elendig, som der ofte blev givet indtryk af?

Først må man bruge et minut på at overveje, hvad en skole egentlig er, hvis man skal finde ud af, om der er noget galt med den. Selve begrebet ”skole” kommer fra græsk og betyder ”fri tid”, hvilket henviste til at man her foretog sig noget helt andet end at arbejde. Altså er skole og arbejdsmarkedspolitiske hensyn direkte modsætninger, hvis man ser sprogligt (eller etymologisk) på sagen. Alligevel har den officielle bekymring været, at Danmarks konkurrenceevne var under pres pga. en dårlig folkeskole.

Hvis vi, på trods af denne begrebslige inkonsistens, fortsætter med at følge kritikken, kan vi prøve at se på, hvordan det danske samfund rent faktisk har klaret sig med den skoletradition, vi netop har forladt.

Vores skoletradition havde en særdeles svær barndom. Den danske stat gik de facto bankerot i 1813, og året efter indførtes de første skolelove, der dækkede hele befolkningen. Således har vi et rimeligt dystert grundlag at starte på: Et krigshærget og fattig stat med store økonomiske og sociale problemer. Hvordan gik det så derfra?

I løbet af 1800-tallet indførtes de første demokratiske reformer, højskole- og andelsbevægelsen kom i gang, og industrialiseringen tog også fart. Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 blev Danmark en (næsten) homogen nationalstat, og i 1933 vedtog man det skelsættende Kanslergadeforlig, der blev starten på en lang tradition for stabilt og bredt politisk samarbejde. Efter anden verdenskrig tog udviklingen af velfærdsstaten fart, og tiggeri, sult og fattigdom blev noget, der hørte til sjældenhederne. Det samme gjaldt korruption, snyd og bedrag i den offentlige embedsførelse. Danmark blev i det 20 århundrede til et udpræget lige, demokratisk og tillidsfyldt samfund, der desuden kontinuerligt var at regne blandt de rigeste i verden. Naturligvis var alt ikke godt i Danmark, men sammenlignet med mange andre lande var der nu alligevel noget om snakken: De fleste var faktisk glade for deres tilværelse, nød personlig frihed, og var villige til at tage sig af andre også.

Hvordan gik denne bevægelse fra fallitbo til ”skandinavisk paradis” egentlig til? Vi ved det ikke præcist, men nogle brudstykker til et svar kan vi identificere med logikkens hjælp. Det har haft en betydning, at Danmark rent geografisk lå i det overvejende protestantiske Nordeuropa, hvor en række stærke økonomier var placeret. Imidlertid kan dette ikke alene forklare udviklingen, idet mange andre lande slet ikke har haft samme fremgang. Hvad skyldes det ellers? Et er sikkert: Der findes absolut ingen evidens for, at der skulle være et særligt stof i det danske grundvand, der fører til demokratisk, økonomisk og social udvikling. Ej heller er der en særlig genetik på spil. Ser man på landets naturlige resurser, finder vi heller intet svar. Tværtimod. Danmark har primært adgang til landbrugsjord og fiskebestande, men slet ikke i et omfang, der kan forklare det ”skandinaviske mirakel”. Eneste tilbageværende mulighed, når man skal søge efter historiske forklaringer, er den særlige danske/ nordiske pædagogiske tradition. Netop via pædagogikken overføres en række samværsformer og forestillinger fra en generation til en anden, og netop her ser vi kimen til det danske samfunds succes: En fortælling om verden via fag, en fortælling om folkelighed, en fortælling om tillid og menneskeværd.

Den danske skoletradition har været mærkbart inspireret af især tysk dannelsesfilosofi, men har fået sit helt eget udtryk, bl.a. formuleret af tænkere som Grundtvig og Løgstrup. Der blev især lagt vægt på, at skolen skulle være for livet, og ikke en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning. I skolen (og andre steder, hvor den opvoksende generation blev opdraget) skulle den enkelte blive til sig selv som originalværk – og på samme tid forholde sig til at bebo et land og en klode med andre frie mennesker (hvorved det sociale opstår). Tilmed blev børn præget til at bekymre sig for den unikke anden, bl.a. ved at lære om det nationale fællesskab, såvel som det globale. Vi bor som bekendt på en kugle, og har derfor et uløseligt skæbnefællesskab.

Hvordan opdrager man til en sådan ”social frihed”, som de fleste nok værdsætter? Kan man gøre det ved hjælp af standardiserede, minutiøst målstyrede læringsprogrammer? Nej, vil enhver repræsentant for dansk skoletradition sige, for så bliver den enkelte jo mere til noget end til nogen, og hele pointen i den danske historie har jo været opdragelsen til at tænke selv i en social kontekst. Tilmed forsvinder den direkte kontakt til både faget og det levede liv, som danske lærere har søgt at fremme på forskellig vis gennem historien. Kan man skabe et rigt og lige samfund ved at importere anglo-amerikanske designs og metoder som det pt forsøges? Intet tyder på det, hvis man studerer udviklingen i de engelsksprogede lande generelt.  Hvad gør man så? Jo, det ved vi faktisk i Danmark, men vi har besynderligt nok valgt at droppe projektet. Nu vil vi som folk tilsyneladende hellere arbejde for et mindre velfungerende samfund.

Behov for nødvendige reformer

Der var faktisk, trods den generelle styrke, flere problemer i den danske folkeskole i 1990`erne. Dele af reformpædagogikken var ikke en ubetinget succes, og problematisk var det også, at forholdet mellem lærerne og deres arbejdsgivere i 1980`erne gik mere i retning af en lønarbejderkultur, hvorved vigtige byggestene til den mere kaldsbårne tillidskultur gik tabt. Skolen og lærerne mistede anseelse på grund af lærernes ellers velmente forsøg på at være mere anti-autoritære, ligesom tværfaglighed og projektpædagogik hyppigt endte med undergrave fagene som værdifulde i egen ret. ”Sagen” i sig selv forsvandt ofte i forsøget på at gøre undervisningen anvendelsesorienteret. Det var bestemt ikke godt, og sidstnævnte er desværre en af de få ting, man har bevaret (og endda radikaliseret) med skolereformen.

Vi havde faktisk brug for en skolereform i 2013. Desværre fik vi en, der gik i den helt forkerte retning, og det er ganske enkelt en historisk gåde, hvordan så mange kunne tage så meget fejl om så mange ting - på samme tid. Vi har fået indført mere af det, der ikke virker, mens alt det, der har gjort Danmark til et godt og stærkt samfund er kastet på møddingen. Det er en regulær katastrofe. Intet mindre.

Resultatet ser vi i disse år: Flere elever og lærere end nogensinde forlader folkeskolen til fordel for især privat- og friskolerne. Utilfredshed, elevfravær og regulær vold er et stigende problem. Åndsfrihed og demokrati, som ellers er ord, der stadig står i folkeskolens formålsparagraf, trædes under fode, og lærere og forskere med kritiske synspunkter forsøges bragt til tavshed af reformbegejstrede magthavere. Det er situationen i det danske skolesystem netop nu.

Det har i ovennævnte ikke været min hensigt at male et skønmaleri af dansk skolehistorie. Ej heller det modsatte. Lige siden undervisningspligtens indførelse har der i forskellige perioder været mange og store problemer – lige fra dårlige skolebygninger, voldelige lærere, uduelige ledere og meget andet. Naturligvis, kan man sige, og andre og nye fejl vil opstå både lokalt og nationalt i fremtiden. Det centrale er, på hvilket grundlag vi vælger at møde de problemer, der altid vil opstå, når mennesker gør noget sammen. Vi havde før 2013 ikke en perfekt skole, men vi havde en menneskelig skole (på godt og ondt), der var baseret på en smuk og stærk filosofisk tradition. Nu har vi fået en arbejdsmarkedsorienteret læringsfabrik med industriarbejdere og produktionsmål.

Skal man tro de utvetydige erfaringer fra de sidste 200 års historie (tal lige om evidens her!), er Danmark med det aktuelle skifte i skole- og uddannelsespolitikken på vej til at blive et fattigt, udemokratisk, ufrit og anti-solidarisk land. Det er et problem, der ikke løses ved at ”tale skolereformen op”, som mange politikere og ledere foreslår. Derimod bør vi være mere vidensbaserede og skolehistorisk positive, og derfor ”tale skolereformen ned”. Vi skal derefter sammen finde frem til, hvordan vi på ny vil blive til nogen, ikke til noget.

Litteratur/ videre læsning:

Gjerløff, A.K. & Jacobsen, A.F. (2013-): Dansk skolehistorie bind 2-5. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Hvidt, Kristian (2007): Europa. 1000 års historie. Kbh.: Gyldendal.

Korsgaard, Ove (2004): Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. Kbh.: Gyldendal.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (2013): Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.BEK nr 231 af 08/03/2013. Tilgængelig online: www.retsinformation.dk. Kbh.: MFIVU.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (2012): Danmark – løsningernes land. Kbh.: MFIVU.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

Undervisningsministeriet (2013): Aftale mellem regeringen (Social­demokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen. Kbh.: UVM.

Forkortet og revideret udgave af ovenstående er desuden udgivet i Skoleavisen/ www.denoffentlige.dk