BLOG
Empty article - Subtitle
Grund til optimisme i folkeskolen
Valget af Merete Riisager som undervisningsminister kan blive et vendepunkt, men hun står foran en svær opgave.
Da Venstre igennem nullerne sammen med DF strammede udlændingepolitikken, blev de gang på gang udfordret af egne partimedlemmer, der gerne ville holde fast i en mere humanistisk linje. Den mest iøjnefaldende af disse var Birthe Rønn Hornbech (V), som først stoppede kritikken, da hun blev gjort til minister. Det skal blive særdeles interessant at se, om der på samme måde nu bliver lagt låg på kritikken af regeringens skolepolitik.
For en af de mere opsigtsvækkende udnævnelser i den nye VLAK-regering er nemlig valget af Merete Riisager fra Liberal Alliance som undervisningsminister. Riisager er det medlem af Folketinget, der er højest uddannet inden for pædagogik, og dertil også det medlem, der har ytret den skarpeste kritik af flertallets omdiskuterede skolereform. Både på skrift og i tale har den nyudnævnte minister tordnet imod den teknokratiske statsopdragelse, som hun nu formelt skal stå i spidsen for.
Det bliver på papiret en svær opgave for Riisager, for dels må hun acceptere, at hendes parti tilslutter sig forliget om skolereformen, dels må hun loyalt formidle regeringsgrundlagets ord om at give folkeskolen – og dermed skolereformen – ro.
Det siger sig selv, at det er sin sag at skrive et regulært forligsbrud ind i et regeringsgrundlag, og derfor er det ikke overraskende, at den nye regering officielt bakker op om reformen – på trods af to ud af tre regeringspartiers hyppige kritik af selvsamme reform. Det siger også sig selv, at prisen for et regeringssamarbejde er tilslutning til centrale forlig, man oprindeligt var imod.
I den kommende tid vil vi derfor ikke se store uddannelsespolitiske reformer, der bryder med den hidtidige politik, men vi vil måske komme til at opleve en magtkamp mellem Folketinget og de, der fører tingets beslutninger ud i livet. I mange år har skiftende Folketing nemlig oplevet, at f.eks. Kommunernes Landsforening (KL) og andre aktører har haft helt egne dagsordener. Især i forbindelse med skolereformen har det været meget tydeligt, at man har radikaliseret skolepolitikken uden hensyntagen til de politiske markeringer fra Christiansborg. Noget lignende har gjort sig gældende i en lang række udvalg og råd, hvor der har hersket nærmest oligarkiske tilstande – helt uden for demokratisk kontrol. Den slags kunne man forestille sig, at Merete Riisager vil gøre op med. Med dette menes ikke, at man derved kan forvente mere eller strammere statsstyring, snarere tværtimod. Til gengæld er det forventeligt, at Undervisningsministeriet nu vil gøre mere for, at det faktisk administreres i tråd med det, Folketingets partier ønsker, og så vidt vides er det kun Socialdemokraterne, der stadig forholder sig helt ukritisk til tilstanden i den reformramte folkeskole – alle andre partier har udtrykt skepsis på en lang række punkter. Dertil kan man håbe, at en stor del af landets skolepolitik ikke længere reelt skal defineres af et lille og ikke folkevalgt netværk, der bemander alle mulige råd og nævn.
De frie skoler kan også se frem til en liberal minister, der udover stor faglig viden også har varme følelser for Grundlovens paragraf 76 (der sikrer retten til en skolegang uden statsstyring). Det kan de frie skoler få brug for i en tid, hvor de økonomisk skal komme sig oven på en periode med reduceret tilskud og andre økonomiske benspænd. Den danske tradition for frie skoleformer er både kompleks og speciel, og måske af den grund er området ofte omgærdet af mange misforståelser.
Hvor mange andre europæiske lande har ”independent schools” med 100 procent statsstøtte, har vi i Danmark et system, hvor vi typisk giver 75 procent støtte til ikke-offentlige skoler. Resten af skoleudgiften må de forældre, der ønsker denne skoleform, så selv betale. Til gengæld har danske frie skoler så en større indholdsmæssig frihed end i mange andre lande. Netop denne frihed har i nogle år været under angreb, og mange har frygtet, at især Socialdemokratiet ikke i længden ville finde sig i, at mange forældre valgte folkeskolen fra til fordel for de ofte meget velfungerende frie skoler, der jo ikke er reformramte.
I en tid, hvor dansk skole- og uddannelsespolitik har været ramt af utallige uigennemtænkte løsninger og ideologiske kommandoraids, er det velgørende endelig at få en fagligt stærk minister for området. Tilmed en af slagsen, der ikke ser børn som konkurrencestatens ejendom. Det kan, fra et humanistisk synspunkt, sagtens blive historisk afgørende. Måske et første skridt ind på en mere tænksom sti?
Referencer:
http://pov.international/pa-vej-til-et-skolepolitisk-nybrud/ (alternativ version af ovenstående)
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3489323/merete-riisager-bliver-ny-undervisningsminister/
