BLOG

Empty article - Subtitle

Første skoledag - en klump i halsen og en knude i maven

Det var med blandede følelser, at jeg i morges trådte ind på den skole, som de sidste 4 uger har været mig forment adgang.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter regeringsindgrebet i torsdags har jeg brugt det meste af tiden på at forstå, hvad det var der skete. Tænk at de gjorde det! Selvom vi hele tiden har vidst at det var aftalt spil, og at vi ikke havde en jordisk chance for at ændre på KLs krav, kom det alligevel bag på mig, da jeg torsdag formiddag stod på slotspladsen med mobiltelefonen og lyttede til pressemødet. Da statsministeren sagde, at lærerne er skolens hjerte, klingede det falskt og hult.

I starten var jeg dybt såret og frustreret over ikke at være blevet hørt. I aftes blev min sorg afløst af vrede, da jeg i Deadline kunne høre Antorini konstatere, at vi nu skal sige ”godt så” og så ellers se at komme videre. Antorini; Jeg tror slet ikke, I er klar over, hvad I har gjort. Aldrig før har jeg følt mig så dårligt omtalt og behandlet, som det er tilfældet nu. Jeg er i folkeskolen fordi jeg brænder for mit arbejde og tror på, at det er værdifuldt. Men den glød som holdt mig kørende har I trampet på med mistillidskampagner, hetz mod lærerstanden og sidst men ikke mindst regeringsovergrebet.

Det var med blandede følelser, at jeg i morges trådte ind på den skole, som de sidste 4 uger har været mig forment adgang. Lærerværelset emmede af frustrationer, som ikke var til at tage fejl af, omend vi tilkendegiver dem forskelligt. Nogle var sårede med tårer i øjnene, drænet for energi, imens andre sydede af raseri. Jeg selv befandt mig et sted midt imellem.

Da jeg gik ned ad gangen for at møde eleverne, var det med en klump i halsen og en knude i maven. Jeg er henover weekenden flere gange blevet spurgt, om jeg stadig skal være lærer. Det ærlige svar har været, at jeg ikke længere er sikker. Jeg følte mig derfor ikke overbevist om, at jeg magtede undervisningen i dag.

I klassen brugte vi naturligvis tid på at tale om lockouten, men da historierne og spørgsmålene ebbede ud, gik vi i gang med danskundervisningen. Jeg er stadig overrasket over, hvor hurtigt jeg fandt tilbage til lærerrollen. Knuden i maven ramte mig først igen, da timen sluttede, og tankerne fik plads.

Jeg ved ikke hvad fremtiden skal bringe. Intet tyder på, at Antorini vil lytte til hverken lærere, erfaring eller forskning men i stedet vil gennemtrumfe en reform, som vi i bund og grund ikke tror på. En lærer spurgte mig i torsdags, hvordan vi skal komme videre efter dette. Svaret er, at jeg ikke ved det. Jeg ved dog, at hverken KL eller regeringen kommer og samler os op. I stedet må vi samle os selv og hinanden op fra gulvbrædderne og med tiden rette blikket fremad. Om min fremtid fortsat er i folkeskolen, er jeg endnu ikke sikker på. Dog ved jeg, at hvis jeg skal finde styrken og modet til at fortsætte, bliver det hos og med mine fantastiske kollegaer som tilsammen udgør en uvurderlig styrke. Sammen må vi tage en dag ad gangen, se hvordan lovindgrebet udmønter sig på de enkelte skoler og jævnligt tilkendegive hvad konsekvenserne af de nye arbejdsvilkår bliver.

Christine, Michael, Bjarne og Helle; Hvis I skulle få lyst til at træde ud i min virkelighed, den virkelighed I bag jeres skriveborde økonomistyrer og lovgiver om, vil I finde mig med rank ryg, fremadrettet blik og et smil på læben. Jeg vil udføre mit arbejde for elevernes skyld. Men tag ikke fejl – indeni er jeg rasende, og jeg glemmer det aldrig!

Powered by Labrador CMS