Kære Helle

Kære Helle,

Mon din dag har været lige så dårlig som min? Du har holdt din 1. maj tale, som sikkert i de forgangne år har været en glædelig begivenhed, hvor du i jublen har mærket anerkendelsen af dit arbejde. I år er du blevet buhet ud, befolkningen har vendt dig ryggen og nogen har kastet vand efter dig, fordi de ikke er tilfredse med din indsats. Der er ingen der har kastet vand eller buhet af mig i dag, men alligevel brød jeg grædende sammen, da jeg kom hjem fra arbejde. Den forgangne uge har jeg været hele følelsesregistret igennem. Dagen i dag var præget af en følelse af tomhed. Det var først da jeg efter arbejde sad med en kollega med samme følelse, at det gik op for mig, hvorfor jeg føler, som jeg gør.

Jeg har nu i flere måneder lagt øre til, at jeg som lærer er forkælet med utidssvarende privilegier, at jeg ikke arbejder nok og at resultaterne (PISA) af mit arbejde er under al kritik. Jeg er af min arbejdsgiver (KL) og din regering blevet buhet af og jeg føler mig ramt af noget, der er langt værre end vand. Under lockouten stod landets undervisere langs vejkanterne i stedet for i klasselokalerne. Alligevel synes de danske forældres største problem at være at finde pasning til deres børn og ikke manglen på undervisning. Efter 5 uger er jeg tilbage. Alt er tilbage til normalen. Forældrene afleverer deres børn, som om intet var hændt. De har fået hverdagen tilbage, pasningen er klaret og de kan med god samvittighed tage på arbejde igen. Jeg er blevet kørt over, alle ved det, men ud over mine kollegaer, som lå på vejen ved siden af mig da det skete, er der ingen der spørger hvordan jeg har det.

Også jeg har fået min hverdag og mit arbejde igen. Det arbejde som for mig har været det vigtigste og mest betydningsfulde erhverv i verden. Jeg har brændt for det, mærket at jeg dagligt gjorde en forskel for eleverne i min klasse. Det gør jeg stadigvæk, men uden for klasselokalet står jeg tilbage med et hjerte fuld af tvivl. Det står mig lysende klart, at hverken regeringen eller min arbejdsgiver (KL) bemærker og anerkender min indsats. Det har i dag fyldt mig med ligegyldighed – en følelse jeg aldrig før har knyttet til mit job. Jeg håber og tror på, at jeg genfinder meningen med mit arbejde, for uden den hverken kan eller skal jeg være lærer. Jeg ved, at det blot er en følelse, som er resultatet af den behandling din regering og KL har givet mig. Jeg ved at lærerjobbet er afgørende for vores fælles fremtid.

I dag blev du ikke hørt, og jeg føler med dig, for jeg ved præcis hvordan det føles. Du efterlyser dialog om skolen, - noget som lærerne i de forgangne måneder har skreget på, men for døve ører. Som lærer vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at stå ved dine ord og invitere os indenfor til dialog om skolen.

Lad os håbe at dagen i morgen bliver bedre. Jeg håber på at nå et skridt videre i mit følelsesregister og flytte mig endnu en dag længere væk fra konflikten. Allermest håber jeg på, at du åbner op for den dialog, vi alle hungrer efter.

Venligst Ditte Jensen, lærer