BLOG
Empty article - Subtitle
Kampen for den gode undervisning
Hvad kæmper lærerne for i den igangværende konflikt? Hvad betyder forberedelsestiden? Og hvorfor er det ikke kun lærernes kamp?
Jeg har fået lov til at blogge om den igangværende konflikt om lærernes arbejdstid her på Folkeskolen.dk. For ca. en måned siden meldte jeg mig i debatten på Twitter. Jeg måtte hurtigt sande, at det, med kun 140 tegn til rådighed, er svært at få alle budskaber igennem. Denne blog giver mig mulighed for at gå i dybden med forskellige facetter af den komplekse debat, og forhåbentlig kan jeg bidrage til et mere nuanceret billede af, hvorfor lærerne i disse tider kæmper kampen for at sikre den gode undervisning.
Når I læser mine indlæg skal I huske på, at jeg er lærer. Det gør mig til part i konflikten, men samtidig også til aktør i virkelighedens folkeskole og dermed også faglig kompetent i forhold til udtalelser om læring og trivsel i fremtidens skole.
Kampen om skolen
Forberedelsestiden er blevet diskuteret mange gange og synes at være et af omdrejningspunkterne for konflikten. Men hvad er det med den forberedelsestid, hvorfor er den så vigtig, og hvorfor kæmper lærerne så hårdt for den?
Jeg troede egentlig at det sagde sig selv, at forberedelsestiden er forudsætning for god undervisning, som igen er forudsætning for elevernes læring og udbytte af undervisningen. Alligevel har jeg hørt referencer til forberedelsestiden som værende lærerens privilegium.
For mig er forberedelsestiden afgørende for, at jeg kan skabe læring og trivsel hos den enkelte. Når jeg forbereder undervisning skal jeg naturligvis overveje det faglige indhold, jeg skal sætte mål for undervisningen, finde materialer, tilrettelægge aktiviteterne, alt sammen med den enkelte elev for øje. Efter undervisningen skal jeg evaluere denne, rette opgaver, analysere fejltyper, revurdere min planlægning og så i øvrigt varetage alle de andre opgaver der ligger indenfor min arbejdsbeskrivelse (herunder samarbejde med forældre, lærerteam, psykologer mm.). Med forberedelsestiden sikrer jeg, at jeg når den enkelte elev. Jeg elsker følelsen af, at have fundet nøglen til læring hos et barn, som synes skolen er svær. Ingen børn er ens. Dette faktum komplicerer mit arbejde og kræver konstant nytænkning og udvikling fra min side. Den gode opskrift kan ikke bare genbruges.
Det er krisetid, og vi må alle stramme bæltet ind og løbe lidt hurtigere, den er jeg med på. Men hvis KLs blankocheck til kommunerne bliver en realitet, betyder det, at kommunerne, afhængig af det økonomiske pres, kan skrue ned for lærernes forberedelsestid til det, i værste tilfælde, ikke eksisterende. Det vil i sidste ende betyde, at vi som lærere ikke kan gøre det vi er ansat til, nemlig at skabe læring og trivsel for den enkelte.
Min største frygt i denne konflikt er at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor jeg ikke får den nødvendige forberedelsestid. Det vil gå ud over de børn jeg møder i mit daglige arbejde. Hvis jeg ikke har tiden til at planlægge god og meningsfuld undervisning, der i inklusionens navn giver plads til alle, kan jeg ikke nå den enkelte elev. Og det vil gå ud over min faglige stolthed.
Ikke blot lærernes kamp
Jeg forstår udmærket de forældre, som synes debatten er mudret og svært gennemskuelig. Lærerne kæmper på papiret en faglig kamp, der ikke burde have noget med elevernes læring at gøre. Hvorfor skulle man som forælder blande sig i lærernes forhandlinger om arbejdstid? I dette tilfælde har lærernes kamp alt med læring at gøre. Lærerens arbejde hænger nemlig uløseligt sammen med elevernes læring. Svaret på spørgsmålet er derfor simpelt: De 2 minutter lærerne ønsker i forberedelsestid pr. elev skal sikre dit barns læring og trivsel.
Om et år starter min datter i folkeskolen. Hun hører dagligt om de store skolebørn, jeg møder i mit arbejde, og hun glæder sig til, at det bliver hendes tur. Jeg er dog som forælder dybt bekymret for, hvordan hun skal klare sig i den folkeskole som KL og regeringen lægger op til. Jeg ved hvad det kræver af hendes fremtidige lærere at levere god undervisning, og jeg ved at trivsel ikke kommer af sig selv, men at det er resultat af lærernes samlede indsats om klassens sociale fællesskab.
Med håbet om at flere forældre blander sig i debatten vil jeg afslutte dette indlæg. Dette er ikke blot lærernes kamp, men kampen for børnenes fremtidige skolegang.
