Ledelsesretten

Skolekonflikten går nu ind i sin fjerde uge. Debatten om lockout, lærernes arbejdstid og ikke mindst ledelsesretten raser i landets trykte såvel som elektroniske medier. Med Anders Bondos ”Gu skal de da ej” til en lockoutfest i København rettede debatten sit fokus til pludselig at omhandle lærernes modvilje overfor ledelse.

Jeg tror ikke, at en eneste lærer tilstede var i tvivl om, hvad der lå i de fem famøse ord. For som lærer er det klart at skoleledelsen ud fra faglige og pædagogiske visioner, skal lede os mod en bedre skole med læring og trivsel for alle elever. Det er også klart, at vejen dertil bliver en realitet i kraft af tæt samarbejde mellem netop lærer og ledelse.

Ledelse og tillid

Da jeg efter min seminarietid søgte job, ledte jeg efter en arbejdsplads der matchede mine tanker om god undervisning og det at drive god skole. Jeg fandt den i Virum. Det var en skole defineret med en klar profil der under udtrykket ”fleksibel skole” med selvstyrende årgangsteams og tværfaglighed tilrettelagde undervisningen med indholdet som det primære og rammerne som sekundære. Jeg har aldrig fortrudt min beslutning. Med et lærerkollegie der emmer af engagement, nytænkning og faglig stolthed, driver vi ud fra af ledelsen formulerede visioner hver dag god skole, der sætter elevernes læring og trivsel i centrum. Med dialog og ud fra tillid giver vores ledelse os ansvar og skaber engagement i lærergruppen. Vi tæller ikke timer men løser opgaver.

Som lærer er jeg i skolesammenhæng, den der står tættest på eleverne. Det ved og anerkender min ledelse. I klasserummet er jeg lederen, og jeg træffer dagligt beslutningerne om, hvor min tid er bedst givet ud. De svære beslutninger vender jeg altid med mit team og min ledelse. Ikke fordi de ønsker kontrol, men fordi de giver mig sparring og ikke mindst opbakning til at træffe de nogle gange svære men rigtige beslutninger.

Inden forhandlingerne i forligsinstitutionen brød sammen og lockouten blev en realitet, accepterede lærerne, at skoleledelsen fremover skal bestemme hvor meget forberedelsestid den enkelte lærer har, hvis denne blot er garanteret en pulje at fordele ud fra. Jeg er ikke sikker på, at det vil give os en bedre skole, da jeg kan have min tvivl i forhold til fremtidens praksis.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at min leder vil kunne mestre opgaven, at skulle forhandle forberedelsestid med den enkelte lærer, men jeg kan frygte, at jeg får en ledelse hvis primære opgave netop bliver disse forhandlinger og ikke at, i samarbejde med lærerne, skabe god faglig og pædagogisk praksis.

Jeg kan frygte for, hvad det gør ved fagene. At fagene ikke længere anskues som ligeværdige i skolens dannelses- og uddannelsesprojekt giver en skævvridning af den faglige praksis.

Allermest frygter jeg, at vi vender tilbage til tidligere tiders timetælleri, - at det pludselig bliver tiden og ikke opgaven som står i centrum for vores praksis. For hvor efterlader det skoleudviklingen, tilliden og engagementet?

Skolelederne tager bladet fra munden

I sidste uge begyndte de, i denne konflikt, ellers så tavse skoleledere at røre på sig. Først på ugen kunne man fra skolelederne i Lyngby Taarbæk læse om ledere for hvem ledelsesrummet indenfor den hidtidige arbejdstidsaftale har fungeret godt. Ledere som anerkender lærernes arbejde og som frasiger sig KLs retorik.

Siden har skoleledere rundt omkring i landet fulgt trop og taget bladet fra munden, og hvor har de manglet i debatten. For hvor er den skole, lærerne og lederne i tæt samarbejde har arbejdet så hårdt for, på vej hen hvis ledernes fornemmeste opgave bliver at fordele tid mellem medarbejderne? Og hvem bliver taberne, hvis tid og ikke opgaver i fremtiden bliver omdrejningspunkt for lærere og lederes arbejde?

Så derfor; ”Gu skal lederne lede” med faglige og pædagogiske visioner og i tæt samarbejde med lærerne. For kun i fællesskab skaber vi den bedste praksis.