På mine grædende knæ

I dag var det mig, der skulle samles op. Jeg står nu på fjerde uge i vejkanterne og vinker og smiler til folk der passerer, også til dem der giver mig fingeren, ryster på hovedet eller iskoldt stirrer den anden vej. I morges mødte jeg op i vejkrydset til en flok forældre og elever der med balloner, skilte og smil modtog lærerne. At møde varme og smil i denne kolde tid, var næsten for meget, og det gik lige i hjertet og tårekanalerne. Jeg kunne pludselig mærke, hvor hårdt det har været at holde hovedet højt, i en dagligdag uden job, løn, nu også uden feriepenge og ikke mindst med de verbale lussinger der i medierne dagligt deles ud til lærerne.

Kære KL, I dag havde I mig, der hvor I gerne vil – på mine grædende knæ, mørnet, slået og kørt over af konflikten. Men trods de grædende knæ havde jeg ikke lyst til at komme krybende tilbage til jer. Mest af alt havde jeg lyst til løbe i modsatte retning. Til en arbejdsgiver der ikke taler hverken dårligt om eller til mig, til en arbejdsgiver som stoler på at jeg med mine kompetencer og engagement kan administrere min arbejdstid og løse netop de opgaver jeg er ansat til, til en arbejdsgiver der måske endda anerkender min indsats.

Heldigvis har jeg nogle fantastiske kollegaer. Mennesker som står skulder ved skulder i frost, kulde og regnvejr for at gøre opmærksomme på den kamp de i disse dage kæmper. Det er ikke en kamp for højere løn eller andre goder, - det er kampen for fortsat at kunne levere undervisning af høj kvalitet. I går modtog vi en støtteerklæring fra gymnasielærerne på Ørestad Gymnasium. De har allerede mærket konsekvenserne, i form af nedskæringer og øget arbejdsbyrde, af den aftale som finansministeren så fint roser og anbefaler lærerne.

Da min mand havde brugt eftermiddagen på at samle mig op, lytte til mine frustrationer og lægge skulder til mine tårer, rejste jeg mig igen. Jeg har mange grunde til at kæmpe videre. Jeg kæmper for mit job. Det job jeg brænder for og som jeg har uddannet mig til at udføre. Jeg kæmper for mine elever, som på en og samme tid udgør udfordringerne og arbejdsglæden for mig. Sidst men ikke mindst kæmper jeg for mine børn og deres fremtidig skolegang. De og deres kammerater er Danmarks fremtid, og de fortjener det bedste vi kan give dem udover kærlighed og tryghed – god undervisning.

Så KL; Jeg tror ikke I har overvejet konsekvenserne af jeres mistillidskampagne og lockout. I er godt i gang med at tilintetgøre det engagement, der skal løfte og bære fremtidens folkeskole. Hvad skal der ske med skolen, hvis vi ikke kommer krybende på vores grædende knæ men i stedet løber skrigende bort?

Lad mig gøre det klart, at jeg ikke ønsker medlidenhed. I behøver ikke at vinke til mig eller sende mig smil i vejkanten. Men lad være med at kigge væk og tro at problemet forsvinder. For tiden står ca. 50.000 lærere i vejkanten i stedet for i klasselokalet. Det er noget alle borgere bør forholde sig til. Jeg debatterer gerne med jer på gaden, twitter, facebook mm. Spørg mig om mit arbejde, vær undersøgende, nysgerrig og også gerne kritisk men alt sammen i en god tone.

I dag var det mig der skulle samles op. I morgen rejser jeg mig igen og kæmper videre, for trods mistillid, fuckfinger og verbale lussinger er jeg i denne tid ualmindelig stolt over at være lærer, og jeg er ikke i tvivl om, at kampen er afgørende for fremtidens skole.

Ditte Jensen