BLOG
Empty article - Subtitle
Tid til Bevægelse
Hvordan lykkes vi med, at alle børn og unge har en fysisk aktiv skoledag?
Henover efteråret har der været gang i diskussionerne af, hvor godt og hvor langt landets folkeskoler er kommet i mål med at skabe en fysisk aktiv skoledag.
I starten af september bød Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind i debatten med udspillet Fagene i bevægelse, der har som ambition at få sat ny strøm til realiseringen af skolereformens fordring om 45 minutters bevægelse for alle elever på alle klassetrin.
Der er tydeligvis også grund til at tage fornyet fat på at få mere bevægelse i skolen. I september udgav forskere fra Syddansk Universitet en rapport, der viser, at kun lidt over halvdelen af eleverne i 1.-9. klasse når op på 45 minutters bevægelse i løbet af undervisningstiden. Rapporten er baseret på objektive målinger af fysisk aktivitet blandt mere end 4000 elever fra 62 skoler fordelt udover landet. I november kom Dansk Skoleidræts årlige vurdering af, hvor langt skolerne selv mener de er kommet med at sætte bevægelse på programmet. Resultaterne fra den seneste måling viser, at 55 procent af skolerne vurderer, at eleverne bevæger sig 45 minutter om dagen. Det er den laveste rate siden det spørgsmål blev belyst første gang i 2016.
Gør en god skole bedre
Det driller altså noget med implementeringen af skolereformens bevægelsesdimensioner som den daværende regering satte første ord på under overskriften, Gør en god skole bedre. Men der er samtidig tegn på, at idrætsfaget specifikt og skolens bevægelsesområde generelt på flere måder er i positiv gænge med hensyn til fx udvikling af nye didaktiske perspektiver og arbejdet med at præsentere elever for et bredt spektrum af idrætsformer og -aktiviteter.
I en artikel på Altinget.dk, der også har fundet vej til Folkeskolen.dk, har idrætsforskerne Jesper von Seelen og Søren Smedegaard nylig taget den positive linje op og markeret det centrale i, at skolens elever tilbydes og udfordres af et varieret repertoire af bevægelsesaktiviteter, der er meningsfulde, motiverende, sjove og giver lyst til mere.
Og folkeskolen er helt grundlæggende et oplagt sted at tage fat for at modvirke den uomtvistelige samfundsudfordring, der viser sig ved, at fx 3 ud af 4 af de 11-15-årige ikke opfylder gængse anbefalinger om fysisk aktivitet, og at mange børn og unge har et højt niveau af skærmtid og generelt en stillesiddende adfærd. I folkeskolen kan vi nemlig fremme idræt og bevægelse blandt langt de fleste børn og unge – bl.a. med fokus på de mest inaktive. Gerne i samspil med andre gode kræfter gennem Åben skole.
Den rette balance
At slå det lange lys på bevægelse som en del af skolelivet er dog betinget af, at alle parter har engagement på opgaven og ressourcerne til at tage fat. I den forbindelse er det særligt afgørende at etablere den rette balance mellem på den ene side de udfordringer fx lærere og pædagoger stilles overfor i deres daglige praksis på bevægelsesområdet og på den anden de erfaringer og ressourcer, der kan bydes ind med.
Det er også centralt, at alle relevante parter har mulighed for at udforske konkrete udfordringer på området og tage del i udvikling af løsningsmodeller, der passer ind i den kontekst, der gælder på en given skole, en bestemt årgang eller i et større skoledistrikt. At gøre Den bevægelige skole til en delt ambition er ikke noget, der kan køres som et lille udviklingsprojekt – bl.a. fordi det kræver tilpasning til skolens samlede virksomhed som lærings- og dannelsessted.
Den gode ”nyhed” er, at når skolerne lykkes med ’det lange lys’ kommer vi et vigtigt skridt videre med at høste det fulde udbytte af det fælles arbejde med bevægelse som en del af det daglige virke, der giver mening for den enkelte medarbejder, i ledelsen og, vigtigst af alt, blandt de involverede elever og deres forældre.
P.S. Den 4. december udkommer det seneste nummer af magasinet MOV:E, der beskæftiger sig med børn og unge i bevægelse og læring. Denne gang er der særlig fokus på grundskolens idrætsfag. Alle numre af magasinet findes på: http://fiibl.dk/move/.