Skole, fællesskab og sammenhængskraft

Mens krav og forventninger til skoledagen for landsbyskolens elever i slutningen af 1700-tallet er blevet beskrevet i flere værker, så er sammenhængen mellem undervisningen af elitens børn og jævne folks unger ikke i samme grad blevet belyst. Spørgsmål, som hvad godsejerens arving skulle kunne i sammenligning med jævnaldrende sønner af bønder, eller hvilken ånd der skulle præge komtessens opvækst i forhold til døtre af husmænd, har ikke tidligere været i fokus. Skal skolegangens indflydelse på skabelsen af en national sammenhængskraft og et fællesskab på tværs af tidligere tiders samfundsklasser afdækkes, så kan løsningen findes netop i svaret på disse spørgsmål.

Hvor er sammenhængskraften?

Alarmklokkerne er de seneste år begyndt at ringe, når talen falder på den nationale sammenhængskraft. Den historiske fællesskabsfølelse er udfordret, og det kan måske hænge sammen med udviklingen i skolerne. I debatten om de skærpede krav til at udnytte individuelle elevers potentialer bliver skolens rolle som skaber af fællesskab ofte glemt eller negligeret. Skal folkeskolen alene fokusere på faglighed, eller har skolegangen andre samfundsopgaver, der rækker ud over regnetabeller og skriveprøver, nemlig at skabe forståelse for og plads til hinanden og sætte fællesskabets trivsel som mål, når potentialer skal udnyttes? Skulle svaret søges hos folk som C.D.F. Reventlow, medlem fra 1789 af Den store Skolekommission, der arbejdede for en national skolelov, ville der formentlig have lydt et højt og rungende JA!

Med Museum Lolland-Falsters særudstilling At danne hjertet og forstanden på Reventlow-Museet Pederstrup i 200 året for de nationale skoleloves vedtagelse er det den nationale sammenhængskraft, der sættes under lup. Med eksempler fra undervisningen af Reventlows ældste søn, Christian Detlev, og den lokale bondedatter, Anne Margrete Pedersdatter, sammenlignes skoledagen for høj og lav for at komme forståelsen af fællesskabet et skridt nærmere.

Ansvaret for skolegangen

Hvor højt skolens rolle blev vægtet af mænd som Reventlow, træder måske tydeligst frem i forordet for det skolereglement, som han i 1792 fik kongelig tilladelse til at indføre på sit grevskab på Lolland. Her starter han med at konstatere, at ”… det er unægteligt at den hele opdragelse ikke kan gives i skolerne, men at forældrenes forhold imod deres børn hjemme ligeså meget bidrager til opdragelsens gode eller slette fremme som skolegangen.” Opfattelsen af opdragelsen som et kollektivt ansvar, der hvilede både på forældrene og staten, er et vidnesbyrd om Reventlows vægtning af skolegangens samfundsbetydning. En langt mere pragmatisk indstilling end den, som han selv havde mødt under sit ophold som ung på Sorø Akademi, hvor periodens store statsretslige tænker, Andreas Schytte, gjorde sig til talsmand for, at opdragelse og uddannelse af ungdommen var så vigtig en sag, at den ikke kunne overlades til forældrene alene.

Imødekom Reventlow i sit forord først og fremmest forældrene – så var budskabet alligevel langt hen ad vejen det samme som hos Schytte. Skulle samfundets velstand bevares, så måtte opdragelsen og uddannelsen også være et statsligt ansvar. Opgaven var ikke alene at udruste eleverne med faglige færdigheder, men at forme og danne dem til dydige, engagerede og vidende medmennesker til fællesskabets bedste – høj såvel som lav.

Rene hjerter, forstand og flid

Som man kan forvente, er der langt mellem den skolegang, som Reventlows søn blev tildelt med huslærere og individuelle undervisningsforløb, og den virkelighed, som Anne Margrete mødte, når hun dagligt gik i en af Reventlows skoler på Lolland. Dette til trods er der alligevel flere ganske overraskende sammenfald mellem skolereglementets bestemmelser til, hvordan Anne Margrete skulle dannes, og de tanker, som Reventlow gjorde sig om sønnens uddannelse. Sammenfald, der tager afsæt i menneskets syn på sig selv, sit virke og sin position i samfundet. Skabelsen af en sammenhængskraft handlede om at give såvel høj som lav et ensartet menneskesyn og en fælles forståelse af, hvordan et godt liv skulle formes og udleves uagtet personens økonomiske og sociale position i samfundet.

Et rent hjerte, en vidende forstand og et nøgternt liv skulle være kendetegnende for såvel Reventlows søn som eleverne i grevskabets skoler – afstemt efter Guds ord og statens ønsker. De samme værdier går således igen i Reventlows ønsker for Christian Detlevs dannelse og i den undervisning som Anne Margrete fik. Værdier, der selvfølgelig blev gradbøjet efter de evner og privilegier, som hver især nu engang besad. Velstand og privilegier forpligtede på samme vis som et godt hoved. Rigdom, magt og gode evner måtte ikke stige Christian Detlev til hovedet, og selv om det nok gjorde forældrene ondt, når han ikke fik den opmærksomhed, som han fortjente, så undertrykte de ”… imidlertid denne følelse ved tanken om, hvor langt mere heldbringende det var for ham at blive mindre kærtegnet og ikke fordærvet.” Som fremtidig godsejer skulle han opdrages til at se sin placering som et privilegium med forpligtelser. Dels over for fædrelandet, dels overfor dem, hvis liv han med tiden ville få indflydelse på – grevskabets bønder og deres familier. Anne Margrete skulle ligeledes opdrages til med virkelyst og flid at yde sit bedste og være god mod samfundets svage, og heller ikke hun måtte udsættes for overdreven ros. En god præstation i skolen skulle alene belønnes med tid til leg eller en bedre plads på bænken, da for meget ”… ros gør hovmodig stolt og opvækker kun egen kærlighed.”

Fælles forståelse og et nationalt sigte

Der var uden tvivl langt fra Reventlows søn til elever som Anne Margrete i hans skoler – fysisk, økonomisk og mentalt. Alligevel bandt Reventlows syn på dannelsen af det hele menneske dem sammen og gav dem et fælles ståsted. Da tankerne om skolegangens samfundsbetydning i høj grad genfindes i de nationale skolelove fra 1814, er det måske en af forklaringerne på, hvorfor vi med tiden kom til at vægte selvstændighed og medmenneskelighed så højt i skolerne – og måske er det derfra, vi endnu henter opfattelsen af, at ros og selvhævdelse ingen vegne fører. Det er nok at gå over stregen at tilskrive Reventlow æren for at have plantet kimen til den særlige danske jantelov, der ifølge Axel Sandemose gennemsyrede Danmark omkring år 1900. Til gengæld er forståelsen af skolegangen som fundamentet for skabelsen af et nationalt fællesskab og C.D.F. Reventlows ønske om at skabte nøgterne og arbejdsomme medmennesker medvirkende til, at den danske sammenhængskraft kunne vokse sig stor og stærk igennem 1800-tallet.

Udstillingen At danne hjertet og forstanden kan opleves på Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L fra 17. maj til 30. september. Find mere information på www.museumlollandfalster.dk