Tag netværksbrillerne på

Nej, dette er ikke en reklame for Louis Poulsen. Nærmere vil jeg slå et slag for, at man får serveret en masse ressourcer og muligheder, hvis man arbejder struktureret med inddragelse af netværk i undervisningen, skolens udvikling og kommunens organisation. I bogen Netværksskolen, som jeg er medredaktør på, er der en lang række eksempler på mulighederne i netværkstænkning. Skoler der tænker det lokale community og lokalsamfund stærkt ind i dagligdagen, digitale elevpatruljer og meget mere.

Det disse eksempler har til fælles er, at man tager strategisk netværksdannelse alvorligt. Altså ser netværk som mere end noget man gør, når man er på konference eller er jobsøgende. Men nærmere som en essentiel del af skolens udvikling.

Egentlig skulle det ikke være nødvendigt med briller - vi medvirker jo dagligdagen i masser af netværk og med masser af ressourcemuligheder. Alligevel er brillerne nødvendige et stykke tid endnu, fordi mange af samfundets rutiner og kulturer peger i en hel anden retning – nemlig industrisamfundets hierarkiske organisering hvor placering og titel er det afgørende - ikke nødvendigvis hvilken kompetence man har.

Der er mange rigtig gode bud på hvorledes netværkstænkningen fungerer, jeg er selv bl.a. inspireret af Morten Bay og hans bog Homo Conexus. Her er mine forslag til konkretiserer af netværkstænkningen og gøre den anvendelig i en udviklingsproces.

Ganske som i et eventyr er der tre principper:

For det første: Kig efter kompetence og ignorer titel. Hvis en elev er verdensmester i it (som fx nogle af de elever, der efter alt at dømme har hacket Hedensted Kommunes skolenet) -  skal vedkommende ikke have en rolle som superbruger i klassen/skolen? Eller skal en lærer som er danmarksmester i et eller andet fedt emne ikke have lov at brillere overfor alle mulige elever og ikke kun sine egne klasser?

For det andet er gennemslagskraft lig med kompetence gange autencitet. Elever synes bare det er mere interessant at høre noget fra andre elever, end fra en lærer eller pædagog. Og lærere er i øvrigt ikke et hak bedre selv – de vil meget hellere høre på en lærerkollega, end de vil høre på en pædagogisk uddannelseschef som mig. Det har jeg efterhånden lært på den hårde måde. Folk der har autentisk viden ude fra virkeligheden, er spændende at høre på og kan give andre perspektiver. Og jeg kan godt frygte, at man i en snæver vending og med et stort tidspres ofte kommer til at overse værdien af autencitet i hverdagens undervisning.

Men hvorfor alverden skulle disse ressourcepersoner gide at hjælpe den pågældende pædagog/lærer/leder/elev/forældre? Hvis ikke princip nr. 3 heldigvis spiller ind i forhold til det spørgsmål, ville dette blogindlæg jo stoppe hårdt og brutalt her. Men den gode nyhed er: Alle synes det er fedt at hjælpe andre, hvis det er meningsfyldt for begge partner. Vi gider fx meget hellere hjælpe en anden person med noget, som vi er gode til og som virkelig hjælper den person end at slå deres plæne eller andet rutinejob, de ligeså godt selv kunne gøre. Så nej, det er faktisk ikke kun lærere som synes, at det er fantastisk at se lyset i øjnene hos elever, der rykker sig til et nyt kompetenceniveau. Det er et helt generelt træk.

Med disse tre principper i bagagen er næste skridt at man begynder at kigge efter de konkrete muligheder og tænker ud af den industrisamfundsboks som skolen på godt og ondt befinder sig i. Hvor er de gode netværkstricks?

Et af mine favoritsteder er den gode gamle morgensamling. Der er masser af elever og personale samlet, der er fælleskab og det er en tilbagevende begivenhed - kort sagt et perfekte netværksknudepunkt. Og hvis kvaliteten af morgensamlingen er god nok, er den lille halve time der er til rådighed rigeligt til at gøre et kæmpe indtryk på børn og voksne. Min egen søn var fx skræmt fra vid og sans flere dage efter en 3. klasses elev vise sit oplæg om overtro frem for hele indskolingen – jeg tror ikke at man havde regnet med at den dreng viste sig at være så dygtig og autentisk en formidler!

Et andet rigtig godt eksempel på netværkstænkning er mine forfatterkollegaer fra Netværksskolebogen, Mette Hauch og Martin Ryom. På Hellerup skole lavede de projekt netværkskøkkenet. Skolen skulle være vært for et symposium med en række fornemme skolefolk og lærerne fik den ide at lade eleverne stå for traktementet. Men i modsætning til det man plejer ved den slags arrangementer, hvor man satser på at ”cuteness faktoren” overskygger at elevernes mad smager temmelig ræderligt, havde de lagt nogle benspænd ind. Der er via en sponsor (det ende så med at blive mig...) råd til en 3 retters menu af højeste kvalitet OG de må ikke trække på jeres lærere, men udelukkende aktivere deres egne netværk i processen. Dernæst lavede de en fælles brainstorm med eleverne – hvem kender I som kan være nyttige i dette projekt? En kok, en grønthandler, kom hurtigt på tavlen, men også forældre der kunne hjælpe eleverne med at sætte en menu sammen, de rent faktisk kunne magte, viste sig værdifulde. Mette og Martin blandende sig ikke i det konkrete indhold, men kørte en benhård proces med elevernes gruppesammensætning, refleksion, motivation m.v. (samt trøste en elev som var vildt bange for at de kom til at lave noget, som gæsterne ville blive syge af). Elevernes udbytte ud over at få et indblik i hvor stressende restaurantionsbranchen faktisk er, gik i høj grad på at få erfaringer med at tage netværksbrillerne på og se hvad der kan ske, når man aktivt bruger sit netværk, her i forbindelse med en event på skolen.

Et efterhånden rimeligt udbredt fænomen er de digitale patruljer, hvor eleverne agerer superbrugere med. teknik eller anvendelse af programmer i undervisningen. Man kan få et indblik i de forskellige muligheder, der er på den front i dette indlæg http://www.folkeskolen.dk/521380/digitale-patruljer-over-det-hele .

Listen over netværkstricks kunne blive lang og ende med at stride i mod folkeskolen.dk’s politik for blogindlægslængde, så jeg tror jeg stopper med et sidste spørgsmål:

Hvem har egentligt sagt, at forældres rolle i skolen primært er at brokke sig over ting, de ikke har forstand på (som fx lærerens pædagogiske linje) og lave civil ulydighed ved konsekvent at glemme at fylde deres poders penalhus op med blyanter? Eller kan de i højere grad bruges som ressourcer af skolen?    

Jeg er selv i færd med at svare på det spørgsmål med projektet ForældreNørd om forældreinddragelse på Bagsværd Skole (eksperimenterer nemlig gladeligt med egne børn). Projektet er nyt og under opstart og hvis man vil vide mere om ideerne kan man kigge denne Power Point igennem: http://1drv.ms/R0ruW7 .