BLOG
Empty article - Subtitle
Global dagsorden om lighed, høj faglighed og inklusion
Hver gang jeg deltager i et internationalt møde, uanset om det er et ministerrådsmøde i EU eller nu som deltager for tredje gang i den internationale konference for de 25 bedst præsterende uddannelseslande, er det interessant, at det er de samme udfordringer, vi prøver at finde gode svar på. Sammen. Derfor giver det virkelig god mening at lære af hinanden - som ikke er det samme som at kopiere hinanden.
Det er vidt forskellige uddannelsessystemer og samfundsformer, der mødes i New Zealand for at dele erfaringer. Der er langt fra Singapore, Kina og UK til dansk decentral uddannelsespolitik uden ranglister og set med international målestok ganske få test, hvorimod erfaringer fra Canada, Schweiz og Finland lettere kan oversættes og fortolkes ind i en dansk uddannelsestradition. Men igen med forbehold. Schweiz klarer sig godt på hele uddannelsesområdet bl.a. også med sine erhvervsuddannelser, der ligesom i Danmark er vekseluddannelser med praktik i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Men Schweiz har samtidig benhård niveaudeling efter 6. klasse og igen efter 9. klasse, hvor kun elever med meget høje karakterer går videre til det almene gymnasium. Resten skal tage en erhvervs- eller erhvervsgymnasial uddannelse - dog med gode muligheder for at tage højniveauspor.
Uanset hvad har vi i Danmark det til fælles med de øvrige 24 lande i New Zealand, at vi gerne vil lære af hinanden og af bedst tilgængelig viden om, hvordan vi kan gøre alle børn og unge så dygtige som muligt. Uanset social baggrund. Og i et tæt samarbejde med de professionelle om vores børn, dvs lærerne, pædagogerne og skoleledelserne. Præcis de tre mål, som også er en del af den nye danske skolereform.
Et særligt punkt, der er opmærksomhed på i New Zealand er, hvordan vi reelt skaber et inkluderende læringsmiljø. Det er ikke bare en dansk diskussion, den er i gang i alle lande. Men en del lande blandt andet de øvrige nordiske lande er længere end os her, og det glæder jeg mig til at diskutere uddannelsesstrategier for.
Som optakt til konferencen, har OECD udarbejdet et oplæg til de temaer, vi skal drøfte. Og lad os starte med den første om lighed i uddannelserne. Her er det kun Finland, der præsterer over OECD's gennemsnit på antallet af mønsterbrydere. Vi øvrige i de nordiske lande præsterer under. Det er tankevækkende, når vi ellers hylder lige muligheder som en kerneværdi i de nordiske lande. Blandt de bedst præsterende her ligger Vietnam og Singapore, og ser vi på de europæiske lande er det Schweiz, Estland og Holland, som jeg især glæder mig til at høre om.
Lærerne er og bliver omdrejningspunktet for god undervisning og dygtigere elever. En rød tråd på de sidste års konferencer har været, hvordan vi ændrer uddannelseskulturen, så vi ikke alene snakker lærer men læring, ikke alene snakker leder men ledelse, og hvordan vi dygtiggør os sammen direkte i praksis. Det handler også om løbende efter- og videreuddannelse og rekruttering af de dygtigste studerende til læreruddannelsen og om 'aktions-læring' som en del af den daglige praksis i lærerteams. Og så handler det om netværksdannelse på tværs mellem lærere, ledere og netværk mellem skoler, som bl.a. har inspireret til etablering af Ny Nordisk Skole, som er en invitation til alle praktikere i dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser om at arbejde systematisk med forandrings- og læringsledelse gennem selvvalgte forandringsforløb på tværs af 0-18 års området.
Decentral kapacitetsopbygning på baggrund af internationale erfaringer er noget af det, vi har ladet os inspirere meget af i den danske skolereform: Det nye korps af læringskonsulenter, der netop er blevet ansat direkte fra praksis ude på de danske skoler, er en direkte udløber af erfaringer fra bl.a. Canada. Undervisningsministeriets ændring af Kvalitets- og tilsynsstyrelsen til i højere grad at være rådgivende end kontrollerende er endnu et eksempel, og den milliard, vi har afsat til kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere skal så vidt muligt udmøntes, så den understøtter 'aktions-læring', coaching og decentral videndeling.
Her er det også nyttigt at se anbefalingerne fra OECD om indfrielse af lighedsidealet i decentraliserede skolesystemer, hvor de igen fremhæver gode dagtilbud - ikke som før-skole men som 'early childhood education' som vi har i Norden, at undgå sortering på baggrund af socioøkonomiske mekanismer, styrkelse af samarbejdet mellem skoler og skoleledere, brug af evidensbaserede evalueringer til at fremme lighedsdagsordenen, og at lade eleverne give feedback til lærere og ledere.
Endelig anbefaler OECD, at vi undgår udskillelse ved fx at lade børn gå en klasse om og niveaudeling, som det kendes fra nogle lande, ligesom vi skal undgå udskillelse til specialklasser og specialskoler, hvis vi vil give det bedste læringsmiljø til alle børn.
Alt dette glæder jeg mig enormt til at diskutere sammen med vores danske delegation fra DLF og GL og med vores internationale kollegaer både i lærerorganisationerne og blandt undervisningsministrene. Vi skal lade os inspirere, men vi kan også inspirere. Og derfor vil jeg afslutte min første blog før afrejse til New Zealand med det danske fundament, der igennem mange år har været de bærende værdier for vores uddannelse: En god uddannelse er stadig det sikreste kort for at blive livsduelig både fagligt, socialt og personligt, få lige muligheder og indflydelse både som medborger og medarbejder, og sidst men ikke mindst bevare lysten til at lære hele livet - også som voksen. Her er der masser af gods at stå på og lade sig blive klogere på.
